At Jürgen Klopp trækker overskrifter på forsiderne af alverdens aviser, som den karismatiske tysker har gjort i den forgangne uge, er ikke et særsyn.
Det har Klopp nemlig altid gjort, især efter skiftet til Liverpool FC, hvor han primært har været en positiv kioskbasker.
Men sådan har den forgange uge så sandelig ikke været for den 55-årige tysker. Tværtimod. Kritikken af Klopp har været massiv. Og det skyldes selvfølgelig at Klopp så – og dernæst fik rødt – i søndags.
Billederne af den ellers så folkekære mediedarling i dyrisk raseri-galop op og ned ad sidelinjen er da også voldsomme at se på. Og ja, Klopp gik da også så langt over den berømte streg, at han efterfølgende ikke kunne vride sig ud af moradset ved at slå sig på brystet, producere et bredt Colgate-smil med et blink i øjet og kaste en kvik oneliner op i luften.
Klopp måtte simpelthen ud og sige undskyld.
Ny virkelighed
Men det var tydeligvis ikke nok. Undskyldninger er ellers ikke noget Klopp til hverdag praktiserer. Tværtimod. Det er tit andres skyld, hvis tyskeren ser rødt.
Alligevel skulle der mere til, nemlig en omgang tæsk i medierne.
Og det endda selvom alle os, der har fulgt engelsk fodbold i årtier, har set det, som vi så Klopp gøre, et utal af gange, og endda alle kan huske eksempler, der har været langt, langt være end det vi så i søndags.
Og ja, endda værre eksempler med Klopp.
For med til den ellers så positivt fortalte historie om Klopp hører også det faktum, at han nærmest mere end nogen anden manager på engelsk jord er i besiddelse af et voldsomt temperament, som Klopp elsker at bruge, og som rigtig, rigtig mange elsker at se ham gøre brug af.
Men ikke i søndags. Og det er interessant. Ja, det er nærmest som om, sådan set i bakspejlet, at der blev født en ny virkelighed.
Må godt
Og nej, her tænker jeg ikke på, at sejren over City bevidste, at Liverpool ikke længere er Goliath på glatis, men derimod back on track, hvilket Klopps Liverpool for øvrigt også viste i onsdags mod West Ham, og hvilket Liverpool sikkert også kommer til at vise igen-igen i morgen, hvor modstanderen er Nottingham Forest.
Kampen mod City affødte derimod en virkelighed, hvori Klopp ikke længere er en urørlig hellig-Frans, men derimod en hidsig-Klopp, som man gerne må kritisere sønder og sammen.
Og ja, det har man altid gerne måttet. Og ja, Klopp har så sandelig gentagne gange været genstand for kritik i tidens løb.
Men kritikken i den forgangne uge er alligevel et særsyn, da kritikken ikke kun er blevet blæst ud af munden på almindelig dødelige iagttagere på Twitter, af en harmdirrende, direkte modstander a la Pep og af FAs disciplinærudvalg.
Klopp har nemlig også været et alvorligt samtalemne, som flere af hans kollegaer, heriblandt Frank Lampard, David Moyes og Eddie Howe, i ugens løb har været tvunget til at forholde sig til.
Eller tvunget er måske så meget sagt. De kunne jo alle bare havde nægtet at svare, da de blev spurgt, men det gjorde de sjovt nok ikke, og selvom deres kritik langt fra var sønderlemmende, snarere diplomatisk, så var de tre manageres behov for at kommentere og på forskellig vis lægge afstand til Klopp alligevel til at få øje på.
Intern kritik
Men ikke nok med det. Kritikken har også været ‘intern’, hvilket en mand ved navn Martin Cassidy er et levende og brutalt bevis på.
Cassidy, som til dagligt arbejder som administrerende direktør hos Ref Support, der er et støtteorgan for fodbolddommere, er livslang fan af Liverpool FC og han sagde i kølvandet på i søndags følgende til Daily Telegraph:
“Det smerter mig at se nogen, som jeg beundrer så meget, opføre sig på den måde. Efter min mening gør han skade på Liverpool FCs historiske arv.”
“Jeg er født og opvokset på Anfield. Jeg kan ikke huske at have set Dalglish, Paisley eller Shankly opføre sig sådan. Hvorfor tror han, at han kan gøre det? Han bringer skam over støvlerummet på Anfield med sine pantomime-numre.”
“Når du ser verdensberømte navne opføre sig på den måde, bliver det kopieret i ungdomsfodbolden og skaber en forestilling om, at det er i orden at gøre det. Jeg troede, at vi var forbi de dage, da Neil Warnock forlod Premier League.”
To tidszoner
Cassidy har ret til at sige, hvad han vil, og han har ret i rigtig meget af det, han siger. Ja, han har faktisk ret i alt.
Og så alligevel ikke.
For Cassidy blander to tidszoner sammen ved at sammenligne Klopp med personer a la Dalglish, Paisley og Shankly, der alle har det tilfælles, at de levede og regerede i en anden tid end den vi lever i nu, hvor presset på dem, der står med ansvaret ude på sidelinjen synes at være noget nær en milliard gange voldsommere end ‘i gamle dage’.
Og nej, det kan så sandelig ikke bruges som en undskyldning for det, som Klopp jo allerede har været ude og sige undskyld for, men det kan bruges som en forklaring, som er værd at tage med i ens overvejelser inden man skærer hovedet af Klopp.
Vupti!
Men nu var jeg lige ved at tabe tråden.
For her på falderebet skal vi tilbage til det interessante ved kritikken af Klopp, nemlig det, at den rammer ham lige præcis nu. Og ja, det har faktisk noget med tid at gøre.
Tiden synes nemlig at være moden til kritik af Klopp, fordi Liverpool den seneste tid har været i knæ, og at det derfor føles langt mere legitimt at sparke på Klopp.
Ja okay, han lå måske ikke ligefrem ned, men Klopp var i hvert fald en anelse i knæ, og vupti, så tør man kritisere ham for noget, han altid har været, nemlig indehaver af et voldsomt temperament, der tit går over grænsen.
Men hvorfor gjorde man det ikke dengang, hvor Klopp stod stolt og rank, og sendte Colgate-smil? Var man bange for ham? Det var man nok. Og det bliver folk nok snart igen. For Liverpool er tilbage på sporet og Klopp står stadig ude på sidelinjen.
