Frenkie de Jong til Premier League? Chelsea blander sig ind i grim transfersaga!

Chelsea

Chelsea, Logo
Bliver det Chelsea for Frenkie de Jong? Foto: Nino Pavisic Dreamstime.com.jpg

Transfervinduet står stadig på vid gab og hver dag flyver der navne ind og ud af det.

Men der er også navne, der så at sige sidder i vindueskarmen, omgivet af rygter, sande som falske, og et af disse navne er Frenkie de Jong. 

Faktisk har de Jong siddet i vindueskarmen hele sommeren, og de rygter, der hvirvler omkring Barcelonas eftertragtede midtbanespiller, drejer sig ikke kun om hvilke klubber, der er interessede i den 25-årige hollænder.

Arena

For historien om de Jong afviger fra normalen. Tværimod er det, der burde være en klassisk fortælling om en spiller, der i 2019 tog turen fra et af Europas fineste fodboldakademier, nemlig Ajax’, til en af Europas fineste arenaer, nemlig Camp Nou, hvorfra han nu meldes på vej til andre giganter, blevet til en grim saga om Barcelona, der -hvor gloværdig klubbens historie og selvforståelse end måtte være – i skrivende stund sætter nye standarder for dårlig opførsel. 

Og ja, det var en lang smøre.

Milliardgæld

Det er ingen hemmelighed, at Barcelona mangler penge, men hvor mange der er tale om, er der få der med sikkerhed har overblik over. 

Kaster man et blik på de tal, som diverse internationale medier henover sommeren, hvor Barcelona med signings a la Raphinha, Jules Koundé og Robert Lewandowski (bare for at nævne en brøkdel af klubbens nye ansigter) har været særdeles aktive, så kredser gælden sig eftersigende omkring et tocifret millardbeløb.

Regler

Derfor har Barcelona de seneste måneder også haft travlt med økonomiske manøvrer, der kan være med til at få nedbragt gælden samt klubbens lønudgifter, der pt. har svært ved at leve op til La Ligas regler på området.

En af måderne på at nedbringe gæld og omkostninger på – og dermed få La Ligas tilladelse til at skrive kontrakt med nye spillere – er ikke overraskende ved enten at sælge spillere, eller ved at forsøge, at få de spillere, som man har i truppen, til at gå ned i løn.

Og her kommer de Jong på banen. 

Laporta

For ham vil Barcelona egentlig gerne sælge, men de vil også gerne have ham til at gå ned i løn, ligesom Barcelona nægter, at betale de Jong de penge, som klubben skylder ham fra dengang, hvor coronapandemien rasede, og hvor de Jong og andre i truppen, som følge heraf, gik ned i løn.

 

Men er det egentlig så vild en historie? Er det ikke bare business as usual i moderne fodbold? På sin vis jo. På sin vis overhovedet ikke. 

For som engelske The Athletic kunne afsløre tidligere på ugen, så sendte Barcelona i midten af juli måned et trusselsbrev til de Jong-lejren, hvori der angiveligt stod, at Barcelona havde evidence of criminality i relation til den kontraktforlængelse, som parter indgik i oktober 2020, og hvor lønnen ikke overraskende var højere end den var i den oprindelige kontrakt. Men hvordan kan Barcelona, anført af præsident Joan Laporta, pludselig komme med sådanne anklager? Var det ikke Joan Laporta, der var med til at underskrive kontraktforlængelsen? 

Nej, det var såmænd Josep Maria Bartomeu, Barcelonas daværende præsident, der underskrev den. En kontrakt, som La Ligas juridiske afdeling i øvrigt i sin tid godkendte, og Laporta skyder således ikke bare efter Frenkie de Jong og hans team, men også i retning af hans forgænger såvel som La Liga.

Chelsea

Men hvorfor ikke bare sælge de Jong? Sige ja til de knap 550 millioner kroner, som eksempelvis Manchester United er villige til at betale, og som Chelsea, hvilket The Times kunne fortælle i onsdags, også gerne vil betale for de Jongs arbejdskraft, og så ellers bare komme videre?

Svaret er eftersigende ‘cirka 149 millioner kroner’, der svarer til den frivillige, men midlertidige lønnedgang, som de Jong accepterede, da Barcelona, ligesom alle andre fodboldklubber, var under økonomisk pres, da coronapandemien satte fodboldens verden på stand by. 

Penge, som Barcelona – ifølge den føromtalte kontraktforlængelse i oktober 2020 – har forpligtet sig til at betale tilbage til de Jong frem til kontraktens udløb i 2026, hvilket Barcelona dog nægter, da klubben, som nævnt, anser kontrakten for at være fuld af criminality.

Og sådan ligger landet. Angiveligt. For historien om de Jong er ikke bare kompleks, set ud fra hvad omverden ved, den er også omgivet af røgslør og manglende oplysninger fra begge lejre.

Bud

Så hvordan historien om Frenkie de Jong ender, må tiden vise. Sikkert er det, at der endnu ikke er sat et punktum. 

Og sikkert synes det, ifølge flere engelske medier, også at være, at Chelsea ikke bare er villige til at matche Manchester Uniteds bud, men at Todd Boehly og co. også er villige til, som en slags ekstra bonus, at betale de føromtalte cirka 149 millioner kroner.

Vi får se.

The Manager
Logo
Shopping cart