Fuld fart frem for Frendrup

Foto: Flynt-Dreamstime

Når der er landsholdsudtagelse, er der fra pressens side næsten lige så meget fokus på dem, der ikke er med, som dem Kasper Hjulmand har fundet plads til. Således også i begyndelsen af oktober, da truppen til de kommende landskampe blev offentliggjort. For hvorfor ikke udtage ham Morten Frendrup fra italienske Genoa, ville pressen have svar på.

”Frendrup er jeg meget imponeret af. Han har en motor og en maskine, og for Genoa spiller han hver gang. Uanset hvilken position han bliver sat på, så kører han på,” forklarede Kasper Hjulmand, inden han uddybede fravalget med, at landsholdet havde mange af den slags spillere i truppen, og at de med Billing mente at have en type, der var lidt tættere på angriberne.

Et skridt tilbage – fuld fart frem

Og der er da også hård kamp om pladserne på den centrale midt på landsholdet, men det ændrer ikke ved, at Morten Frendrup inden længe bør kunne komme i spil til landsholdet. Måske endda blive en del af truppen ved EM næste sommer, såfremt hans udvikling fortsætter.

For lige nu tager den tidligere Brøndby-spiller store skridt. Lidt ud fra devisen om, at man nogle gange må gå et skridt tilbage for at træde to frem. 

Det var ellers let at være klog på vegne af Frendrup i januar 2022, da Genoa bankede på døren. Selvfølgelig var et skifte til Serie A attraktivt, men Genoa lå på sidstepladsen med direkte kurs mod den nedrykning, der da også blev resultatet. Hvorfor skifte til lige netop dem? Fortsatte han med at udvikle sig i Brøndby, skulle der jo nok komme større klubber.

Kritikerne fik yderligere artilleri i begyndelsen af tiden i Italien, hvor Frendrup sad på bænken, inden han røg ned på højre back. En ung dansker, der havde haft for travlt med at komme af sted uden at tænke på karrieren, lød skudsmålet.

Store og små fisk

Men i Serie B vendte det. For Frendrup og for Genoa. Spilletid i 37 ud af 38 kampe for Genoa – der rykkede op – og det næsten udelukkende på den centrale eller defensive midtbane. Selv fortalte Morten Frendrup for nyligt i et interview med TV2 Sport, at tiden i Serie B havde modnet ham og lært ham, hvordan det var at håndtere presset, når man var en stor fisk i en lille sø.

I denne sæson er det omvendt. Genoa er oprykker og en lille fisk i en stor sø, men Frendrup svirper med halen mere end nogensinde før. En optælling viser, at han er den spiller i hele ligaen, der har lavet flest tacklinger, og selvom det jo ikke i sig selv nødvendigvis er en kvalitet, så er det et udtryk for, hvor robust og vigtig han er blevet i maskinrummet hos Genoa, der efter otte runder har samlet otte point sammen, hvilket rækker til en plads lige over stregen.

Ligheder med Hjulmand

Det er på mange med oplagt at sammenligne Morten Frendrups karriereforløb med navnebror Morten Hjulmand. Han tog også et smut forbi Serie B og Lecce, hvor han var med til at rykke dem op og endda blive anfører for holdet, inden det store skifte til Sporting kom denne sommer. Hjulmand, der fik landsholdsdebut mod San Marino, sidst landsholdet var samlet, og som så småt ved at arbejde sig ind på det danske landshold frem mod EM. 

Måske han næste gang får selskab af Morten Frendrup, der efter at have taget et skridt tilbage, nu har sat i fuld sprint mod det helt store gennembrud.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på Twitter og Facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart