Evertons fyring af Frank Lampard kommer ikke som et lyn fra en klar himmel. Tværtimod. Fyring var et spørgsmål om tid.
Evertons krise på bunden af Premier League er nemlig ikke et nyt fænomen. Vi er snarere ude i langt, frit fald i fuld opløsning. Èt af den slags, der kan ende med at Everton ryger ud af Englands bedste fodboldrække. For første gang nogensinde.
Derfor måtte der gøres noget. Og det blev så gjort i går. Farvel til Lampard. Angiveligt via et telefonopkald. Og blot få timer efter at klubbens ejer, Farhad Moshiri, havde spurgt Lampard til råds i forhold klubbens ageren i det åbne transfervindue.
Mere minus end plus
Alligevel føles fyringen af Lampard lidt som at tisse i bukserne. Evertons problemer synes nemlig at stikke langt dybere end Lampard in or out.
Dermed ikke sagt, at Lampard er uden skyld og ansvar for det sportslige morads, som Everton er ved at drukne sig selv i. For det er Lampard så langt fra.
Og så kan man tale om fremskridt hist og pist, og især på træningsbanen. Men tabellen lyver aldrig. Og faktum er, Everton a la Lampard har tabt langt flere kampe end de har vundet.
Faktisk har Lampard blot formået at hente 35 ud af 114 mulige point. Og på bagkant af de 38 Premier League-kampe, de endte med at blive til, kan Lampard derfor kun fremvise et pointsnit per kamp på 0,92.
Men at tro, at Lampard out vil forvandle situationens alvor i Premier League – og på Goodison Park – til guld og grønne skove, er naivt.
I midten af krig
Evertons krise skyldes nemlig i lige så høj grad Lampards omgivelser. Altså klubbens ledelse og klubbens fans. Dem, der synes at være i åben krig med hinanden, hvilket på ingen måde gavner nogen. Hverken ledelsen eller fansenes. Men heller ikke Lampards afløser og spillerne inde på banen.
Og lad os lige dvæle lidt ved dem.
For Evertons spillere er ej heller langt fra uskyldige individer i det kollektive kollaps, som Everton er ramt af. Eller har ramt sig selv med. Og som nu har været med til at koste Lampard jobbet.
Truppen synes nemlig at være i en form for kronisk ubalance. Et sammenrand af forskellige managers forskellige indkøbsedler. Læg dertil de tomrum, som store stjerner har efterladt sig. Men som aldrig er blevet erstattet.
Men intet nyt under solen her. For sådan lå landet også da Lampard tog over efter Rafa Benitez for mindre end et år siden.
Siden da har alt for mange spillere (nok engang) præsteret langt under niveau. Og flere af dem er bare ikke gode nok til at være bedre end de er.
I den bedste af alle verdener var det derfor i lige så høj grad på banen, som ude på sidelinjen, at udskiftningen skulle finde sted. For slet ikke at tale om kontorgangene. Dér, hvor direktørerne sidder og lægger slagplaner. Her kunne man også passende gøre rent.
Men det er sjældent sådan virkeligheden arter sig. Det er jo lettere og billigere af fyre en træner end et helt hold. Og en klubs ledelse fyrer jo ikke sig selv.
Alle retninger
Siden Moshiri købte Everton (tilbage i 2016) har klubben i øvrigt haft seks forskellige managers. Og tæller man de midlertidige løsninger med, så er tallet ni.
Hvem der bliver den næste, er endnu uvist. Men mange navne er i spil. Og kandidaternes kendetegn stikker i alle retninger; Sean Dyche, David Moyes, Duncan Ferguson, Ralf Hasenhüttl og Marcelo Bielsa.
De har dog alle én ting til fælles. Og det er, at der venter dem en svær opgave, hvis de siger ja til at arbejde i Everton. Og at den nye manager, hvem det så end bliver, får en svær start. Mod store modstandere. For Evertons kommende to modstandere er Premier Leagues tophold fra Arsenal og dernæst naboerne fra Liverpool.
Held og lykke. Og husk, at smide bukserne til vask.
