På bagkant af en Elvis-koncert i New Orleans tilbage i marts 1958, sagde Frank Sinatra, at “rock n’ roll er det mest brutale, desperate og syndige udtryk, jeg har været så uheldig at lytte til.”
I så fald må man ikke håbe, at Ol’ Blue Eyes i samme periode slog vejen for Kings Road i Chelsea. For dengang var gaden indbegrebet af rock n’ roll og andre former for popkulturel ekstravance.
Derfor var Kings Road også en runway for datidens superstjerner, heriblandt dem, der spillede fodbold. Og ja, Chelseas startopstilling var fast inventar i handelsgaden, der stadig er et hit.
Ikke som i gamle dage, hvor hotpants, høje hæle og bob-hår gik hånd-i-hånd med posterboys a la Peter Osgood. I dag er Kings Road mest bare et møg dyrt showroom for verdens allerstørste brands.
Perfekt valg
Og gaden er derfor stadig the place to be…and to be seen. Et yndet udflugtsmål for store og små celebs, og alle vi andre helt almindelige døde, der er bevæbnet med store øjne og smartphones.
Og hvis man er heldig, så kan man få et glimt af Conor Gallagher. Ham, som Mauricio Pochettino, i skadesfraværet af Reece James og Ben Chilwell, har gjort til Chelseas nye anfører.
Gallagher er nemlig som skræddersyet til Kings Road. Ikke som posterboy for brands a la Prada, Burberry eller Gucci. Men som den rock n’ roll-figur med glimt i øjet, han er.
Chelsea Football Club har altid været både ballet og beton. High society og down the docks. En kompleks blanding af bling-bling og tjære. Og med det in mente, er Gallagher et perfekt valg.
Powerplayer
Jovist! Gallagher er langt mere beton end ballet. En power player, der er bedre uden end med bolden. Og ja, en spiller, der i højere grad ser ud til at være egnet til rugby og ishockey end fodbold.
23-årige Gallagher er et barn af Chelseas akademi og i forrige sæson imponerede han under et udlån til Crystal Palace. Gallaghers tilbagevenden til Stamford Bridge var dog ikke en succes.
Under både Thomas Tuchel, Graham Potter og Frank Lampard lignede han mest af alt en forvirret flue i en flaske. Alt for overtændt. Alt for ivrig efter at vise sit værd.
Men under Pochettino er Gallagher på rekordtid blevet et kontrolleret kaos. Håret er ikke længere flagrende, men sat op i en knold. Og Gallaghers energi og imponerende løbepensum er sat i system.
Uden sammenligning
Han er stadig her og der, og alle vegne. På 8eren, 6eren, ude på kanten, nede i bagkæden, ude i bagrummene. Men Gallagher spiller ikke længere med bulder og brag.
I stedet har Chelsea fået en boks-til-boks anfører, der på sin helt egen no-nonsense-måde dufter lidt a la Mateo Kovacic og N’Golo Kanté. Måske endda lidt af Lampard.
Uden sammenligning i øvrigt. For Gallagher er langt fra lige så god, som Kovacic, Kanté og Lampard. Hverken med eller uden bold. Han er heller ikke i nærheden af, at være den bedste spiller i Chelsea.
Og nej, han er heller ikke den fødte anfører for klubben. Det er James og Chilwell heller ikke. Thiago Silva er og bliver det bedste bud. Han behøver bare ikke anførerbindet for at løfte opgaven.
Turf Moor
Men hvorfor har Pochettino så valgt at give anførerbindet til Gallagher? Fordi han bugner af alt det, som Chelsea pt. har brug for. Alt det, der helt grundlæggende skal til for at flytte Chelsea fremad.
En spiller, der altid tømmer tanken. En spiller, der altid ofrer sig i holdets tjeneste. Og frem for alt en spiller, der ved, at han skal gøre sig umage for at være god. Og komme på holdet.
Sådan en spiller er slet ikke så tosset at have rendende rundt som anfører for sit hold. Og man så det så sent som i mandags, hvor Chelsea vandt 0-2 ude over Fulham på Craven Cottage.
Her var Gallagher blandt Chelseas bedste. Det skal han også være lørdag mod Burnley på Turf Moor. For jo, Chelsea er stadig Chelsea, men ikke som Chelsea var engang, og efter planen skal blive igen.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på Twitter og Facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
