Mandag aften meldte Gareth Bale ud, at tiden var inde. Fodboldstøvlerne lægges på hylden for walisisk fodbolds største spiller nogensinde. Selvom dåbsattesten kun siger 33 år, er det slut for Gareth Bale, der har givet fodbolden så meget, men måske fik knap så meget igen. I hvert fald er spørgsmålet, hvordan hans eftermæle bliver alle andre steder end i Wales, hvor de aldrig har været i tvivl om Bales betydning.
Det stod måske heller ikke skrevet særligt mange steder, at Gareth Bale en dag skulle blive verdens dyreste spiller og score mål i Champions League finaler. For nok var han god og havde masser af fart, men en back er sjældent det, der får de største klubber frem med den helt store check. Og back var Gareth Bale. I hvert fald til at begynde med, da han som helt ung brød igennem hos Southampton. Men det var en anderledes måde at fortolke rollen som back på.
De fremadstormende backs som Cafu og Carlos med flere havde vi allerede set, men her var en, der forsøgte at være en form for playmaker og bidrage med andet end bare fart og raids op ad linjen. Han havde en vision i spillet. En vision som man måske ikke helt var klar til i 2006.
Godt nok var VM-slutrunden i Tyskland samme år den første, hvor backsene, ført an af Philipp Lahm, blev dem, der skabte flest chancer og oplæg, men det var på mere traditionel vis. Til baglinjen og så en bold ind i feltet. Bale var anderledes. Og det kostede.
Gareth Bale og Tottenham-forbandelsen
For han var ikke den bedste ud i kunsten at forsvare. Og så havde han en tendens til at falde for let. Det havde han måske nok i store dele af karrieren, men særligt i de første par år af tiden i Tottenham.
”Gareth virkede for blød til at være en forsvarer, så vi besluttede os for at prøve ham længere fremme. Han fik altid et lille spark under træningen. Han faldt og humpede så rundt, og jeg mente altid, at fysioterapeuterne gjorde for stort et nummer ud af det. Det var det samme mønster hver morgen. Gareth faldt og forblev på jorden, og de kom alle løbende over til ham. Til sidst sagde jeg, at de bare skulle lade ham være. Gareth rejste sig op, kom videre og blev bedre og bedre. Det handlede om at opbygge hans selvtillid,” mindes hans tidligere træner i Spurs, Harry Redknapp i sin selvbiografi.
Men Gareth Bale havde reelle problemer med bentøjet, så særligt starten i Spurs blev ødelagt af skader. Og derudover det var ikke kun positionen, der var et problem for Gareth Bale. Det var også det, at han aldrig vandt. Som i aldrig. To år, tre managers, 25 Premier League kampe og 1533 minutter skulle der gå, før Bale endelig kunne høste en sejrsbonus i Tottenham. Han blev en ulykkesfugl.
Hattrick mod Inter
Men så kom vendepunktet. Det er få fodboldspillere, hvor man decideret kan pinpointe, at det blev lige netop den kamp, der ændrede deres karriere. Men sådan var det for Gareth Bale. Oktober 2010. Inter Milan ude. Og selvom det endte som et nyt nederlag for Tottenham, så var Gareth Bale den største vinder på banen. 90 minutter hvor han ødelagde Maicon. Tilintetgjorde ham. Som Depay mod Rømer, og som Damien Duff mod Thomas Rytter. Bare mere voldsomt. Ja, det var næsten vulgært at se på, hvis det da ikke var så stor en nydelse at følge Bale i den kamp, da han scorede alle Tottenhams mål i et 3-4-nederlag.
Fra da af trådte han ind på den store scene, og de kommende år var nogle af de bedste i karrieren. Kollektivt opnåede han størst hæder i Real Madrid med fem Champions League sejre og afgørende mål i to af finalerne, men han var bedst i Spurs. På et tidspunkt så god, at det virkede til, at han spillede i en anden liga. Når Spurs havde brug for noget spektakulært, gav de bolden til Bale. Som de mindre drenge giver bolden til den bedste i klassen i frikvarteret i skolegården, lige to minutter før det ringer ind til time. Værsgo, nu skal du bare klare skærene. Og det gjorde han oftest. Fordi han i sine bedste dage kunne søge ned dybt i banen, bruge sin fart og sin styrke til at vriste sig fri, og så kunne han smadre bolden op i nettaget med sit hårde spark fra distancen. Han var komplet. Fremtidens fodboldspiller.
Big game player
Men det blev, set over en hel karriere, en kort periode, hvor Bale toppede. For godt nok scorede han fortsat flittigt i Real Madrid, men de mange skader satte en stopper for den fortsatte udvikling. Han lærte aldrig for alvor sproget, og fansene var trætte af at se, hvordan Bale altid brillerede for Wales, når han kæmpede med det i det spanske. Så selvom han scorede afgørende mål i Champions League finaler og Copa del Rey finaler, blev han flere gange buhet ud af Bernabéu.
Hans agent, Jonathan Barnett, rettede en skarp kritik af Real Madrid, da Gareth Bale i 2020 vendte tilbage til Spurs på et lejeophold, og sagde, at Real Madrid burde kysse den jord, som Bale betrådte. Men det kom de aldrig til. Og afskeden blev grim og uværdig.
For landsholdet leverede Bale til det allersidste, og også for Los Angeles FC sluttede karrieren med Gareth Bale i en afgørende rolle, da han i det sidste sekund af den forlængede spilletid i finalen i MLS dukkede op og sikrede det udlignende mål til 3-3, inden Los Angeles FC tog sejren på straffe.
Gareth Bale var en big game player. Skolegårdens bedste. Han var fremtidens spiller, men nutiden og skaderne overhalede ham.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
