
Premier League venter lige om hjørnet. Og man kan mærke det overalt. De klamme håndflader, de spjættende ben og den stigende puls. Men man kan også mærke det mellem ørerne, hvor det bimler og bamler. Som var Nostradamus flyttet med hele sit entourage af krystalkugler på to ben.
Det ene øjeblik er man sikker i sin sag. For selvfølgelig vinder City hele molevitten igen. Pep er jo bedst. Det samme er hans hold. Og de nærmeste konkurrenter er ikke hvor de skal være. Endnu. Arsenal, Liverpool…Chelsea?
Og pludselig sniger tvivlen sig ind på bagerste stolpe. Tydeligvis offside. Men flaget bliver nede og alle kigger på VAR.
For bliver konkurrencen om det engelske mesterskab ikke historisk hård i denne sæson? Og kommer den kommende vinder af Premier League ikke til at vinde med et antal point, der er historisk lavt?
Altså mindre end 91,2 point, der har været pointsnittet for vinderen set over de sidste ti sæsoner.
Get in there!
Selvfølgelig bliver det tæt. Ingen tvivl om det. Og det er lige så sikkert som ‘amen’ i kirken. Det samme kan siges om Luton. The Hatters rykker nemlig ned med et brag.
Premier League er jo en koloni af mastodonter. Og der er ingen teltplads til en loveable underdog som Luton, som man skal via andre folks haver for at besøge.
Eller hvad? For mon ikke fancy folks a la Pep, Klopp og Poch’ får deres sag for, når de træder ind på Kenilworth Road og rammes af et primalskrig fra de gode gamle dage?
Selvfølgelig gør The Goliaths det. Kenilworth Road bliver a rainy night in Stoke x 10. Og ja, Luton overlever. Med nød og næppe. Get in the, The Hatters!
Kø til Europa
Hvad der også er sikkert og vist, er, at køen til Europa bliver lang. Og tæt. Og ja, there will be riot. For på papiret er der vel dobbelt så mange kandidater til Top 6, som der er plads til.
Ah, det er måske lige i overkanten. City er selvskreven. Det samme er Arsenal. Og Liverpool. Men også Manchester United og Newcastle. For slet ikke at tale om Chelsea og Tottenham. Og Aston Villa, for pokker. Og Brighton.
Og ja, der var allerede flere end der er plads til. Men det er blot med til at fremme forståelse og sætte to, tykke streger under, at den kommende sæsonudgave af Premier League bliver en af den slags, der kan gå over i historien, som noget helt specielt.
Ikk’?
Og det gode ved det, der er i vente, er, at det ikke bare starter på fredag. Men også at Premier League varer ved ni måneder frem. Og næsten hver dag. Derfor er Premier League heller ikke en sprint, men et marathon.
Et langt sejt træk, hvor hver kamp gælder. Og hvor selv den mindste op- og nedtur kan få store konsekvenser for fremtiden. Derfor er vi alle også meget klogere på alt ovenstående om en måneds tid.
Sikkert og vist er det, at ventetiden er forbi. Sommerferien er forbi. Premier League starter nu. Og verdens bedste liga bliver tættere end nogensinde. Ikk’?
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.