Da Cristiano Ronaldo dampede af i det 89. minut i Manchester Uniteds 2-0 sejr over Tottenham, så gav overskrifterne sig selv.
De handlede ikke et sekund om den ekstremt vigtige sejr over Tottenham, men om den evigtunge superstjerne kolde skulder til manager Erik ten Hag.
Dirigent
Han nægtede ganske enkelt at lade sig skifte ind. Cristiano Ronaldo spiller ikke anden violin. I hans selvforståelse, så er der dårligt plads til andre i orkestergraven end ham. Og fair nok, hvis manden fylder. Han har bombet et hav af mål ind i hele sin karriere. Vundet mesterskaber, slået rekorder og forskubbet markedsandele over hele kloden.
Men måske er han alligevel ikke evigt ung. Måske er tiden ved at være løbet fra ham. Der var ingen andre klubber, der bed på i sommer. Det er måske nye tider – det er ungdommen, som klubberne vil smide penge efter. Eller en sport stadig i et postpandemi kølvand. Eller også vil sportscheferne i de få klubber, der kan betale Ronaldos løn, hellere noget andet. Utænkeligt for få år siden. Skriv med Ronaldo og vind Champions League. Sådan er det ikke længere. Manchester United spiller ikke engang Champions League. Cristiano Ronaldo spiller ikke engang for Manchester United. Sådan fast. Og slet ikke mod Chelsea, hvor han er smidt af holdet. Han selvtræner i ensom majestæt, men er der stadig et kongerige til ham derude et sted? Eller er han ved at være forvist af en sport, der bliver mere og mere orienteret mod de helt unge spillere?
Mislyd
Det er ingen fremtid for ham i Manchester United. Klubben vil en anden kultur. Ronaldo blev hentet retur til Old Trafford for at levere de mål, som kunne sikre returnering til Champions League. Han svigtede ikke. Det gjorde holdkammeraterne derimod.
Erik ten Hag skal med stor tydelighed videre med at skabe sin egen kultur. At stemple ind i de røde djævles malstrøm af en ryggesløs kultur fra 2013 og frem vil føre til hollænderens fyring. Han er nødt til at forsøge at tøjle bæstet og omklædningsrummet og etablere en vinderkultur.
Scene
At det så må blive uden en af sportens største vindere til dato – det er næsten paradoksalt.
Spørgsmålet er om Cristiano Ronaldos skridt væk fra de yderste mandater på Manchester Uniteds bænk er de første skridt på vej væk fra fodbolden? Eller om det alligevel vil lykkes ham at finde et kongerige og en hest stor og stærk nok, at vi igen for ham at se ride ind på den allerstørste scene.
Det vil føles for taberagtigt for den største vinder, hvis ikke det går sådan, vil det ikke?
