The Manager var egentlig ikke tænkt som en moderne Giro 413. Du ved, DR’s ikoniske radioprogram der har kørt siden 1946, og hvor lytterne kan ønske de sange, der skal spilles og sende en lille hilsen til deres kære. Det skulle være vores historier. Men vi gør en undtagelse. For Thomas Frank. For Brentford.
For efter kampen mod Manchester United i weekenden var den succesfulde dansker træner ude med et klart ønske i det officielle post-match interview.
”Jeg forstår godt, det narrativ I gerne vil lave, men jeg håber virkelig, at folk også ser på vores præstation. For du må gøre noget rigtigt, når du kan slå Manchester United med 4-0”.
Brentfords store kamp
Allerede på det tidspunkt, få minutter efter slutfløjtet, vidste Thomas Frank godt, at overskrifterne i pressen ville være Manchester Uniteds sammenbrud. At Cristiano Ronaldos fremtid på Old Trafford og Erik ten Hags dårlige start ville fylde mere i pressen end Brentfords store kamp.
Forståeligt nok. Det er store og også større historier. Men derfor kan vi jo også godt fokusere på Brentford.
Så lad os gøre, som han ønsker, Frank. For det skylder vi ham og Brentford.
Jeg har selv tilhørt den del af kortet, der har sunget for en nedrykning i denne sæson. Det kan naturligvis stadig ske. I sidste sæson indledte de også med en 2-0-sejr mod Arsenal for så at gå i stå i efteråret, indtil Christian Eriksen kom ind og blev en del af en stor fortælling for begge parters vedkommende. Men der er bund i dette Brentford-hold. Også uden Eriksen. Vi kender alle historien om Benhams penge og data, men det bliver nogle gange lettere forsimplet.
Proces og resultater
For Brentford er mere end bare en formel. Denne sæsons indkøb har understreget, at der ikke er noget galt med proces, så længe man vinder fodboldkampe. De dyreste indkøb har været Keane Lewis-Potter, Aaron Hickey og Mikkel Damsgaard. Spillere på henholdsvis 21, 20 og 22 år. Spillere med udvikling- og salgspotentiale. Men de har også hentet Ben Mee efter ti år i Burnley. Måske ikke engelsk fodbolds mest moderne fodboldspiller, men den 32-årige centerback ved, hvordan man forsvarer sit felt og vinder sine dueller. Og det kan man også komme langt på. Spørg bare Robert Huth.
Han kom på tavlen mod Manchester United efter et hjørnespark, der blev headet på tværs. Inden da havde Brentford straffet Manchester United med aggressivt pres, hvor Matthias Jensen to gange opsnappede bolden, med assist og mål til følge, inden det sidste mål blev sat ind efter en lang bold og en omstilling.
Thomas Frank og truppen
Fodbold handler ikke kun om at have bolden. Det handler i højere grad om, hvad man gør med den, når man har den. Manchester United havde bolden mod Brentford i 69 procent af tiden, men de vidste ikke, hvad de skulle med den. Det ved de hos Brentford. Og de efterlever det også.
Læs også: Er boldbesiddelse Alfa og Omega?
Det kræver en særlig gruppe af spillere for at føre den filosofi ud i livet. Ikke alle fodboldspillere synes, det er lige fedt at stå dybt, presse hårdt og så satse på omstillinger. Og så snart nogle mister troen på konceptet og træneren, så ramler det som regel. Måske var det derfor, at Franks andet budskab efter kampen var, at dette er en trup uden egoister. Eller som han egentlig sagde det på engelske. No dickheads.
Kultur
Han fortalte også, at han havde vist sine spillere en video fra kampen på udebane mod Manchester United i sidste sæson. En kamp der blev tabt 3-0, men hvor der ifølge Thomas Frank var gode ting at hæfte sig ved. Som da Manchester United efter 83 minutter erobrede bolden efter et frispark til Brentford. Få sekunder efter stod samtlige 11 Brentford-spillere bag bolden.
”Det er kultur. Det er ikke noget, du skaber på en enkelt dag. Den kultur gav os en chance for at slå Manchester United lørdag, og det gjorde vi,” som han forklarede.
Det er den kultur, der skal holde Brentford oppe i Premier League, og det er den kultur, som vi skylder både dem og Thomas Frank at snakke om en gang i mellem.
