Endnu et nederlag til West Ham. Endnu mere pres på David Moyes.
West Hams ejerkreds er kendt for at stå last og brast med deres managere også i vanskelige tider lige indtil de ikke gør det mere. Hvilket som regel først er, når fansene truer med bål og brand.
Hammers’ trofaste synes mest at være i en fase af afmagt lige nu.
Tid
Det ændrer dog ikke på, at det snart kan være tid for at sige farvel til Moyes.
Skotten har ellers opbygget West Ham til lidt af en magtfaktor og et hold, der kunne begå sig lige under toppen.
Men han var også snu nok til at indse, at hans faste og gamle garde sang på sidste vers i sidste sæson og iværksatte en make over af truppen.
Der er købt spillere ind for mere end 100 millioner pund. Store navne.
Det ændrer dog ikke på, at West Ham efter nederlaget til Brentford på 2-0 nu er fedtet godt ind i nedrykningsstriden. Og sidste års semifinale i Europa League synes længe væk.
Måske er det det, der trykker. Det har været en lang og god tid med Moyes, der fik ilden tændt efter perioden med Manuel Pellegrinis livløse øjne. Men nu synes Moyes og hans mandskab vitaminfattige.
Indkast
Mod Brentford havde Moyes ofret sin trofaste taktik 4-2-3-1 og ankret op i en 3-5-2/5-3-2.
Tomás Soucek var sendt på bænken for at skabe mere boldbesiddelse centralt, men igen viste Declan Rice ikke, at han er manden, der skal lede offensiven. Han er et anker, ikke en kreatør.
Formationsskiftet virkede såmænd fint nok. West Ham satte sig på kampens indledning. Der var skud på stolpen, der var tacklinger og attitude. Indtil fem West Ham forsvarer gloede på Ivan Toney let kunne sætte en ripost ind.
En situation opstået efter et indkast fra Mathias Jensen.
Det var altså alt, der skulle til for at få West Hams ellers så jernhårde defensiv til at vakle. Et indkast fra Mathias Jensen.
Kulturskiftet
Okay, West Ham har været plaget af skader, men det forklarer ikke i sig selv, hvorfor en trup med kvalitet i det omfang sovser rundt nede i sumpen. Der synes at være et ikke vellykket kulturskifte i gang.
Som tidligere beskrevet, her på The Manager, har Mark Noble tidligere bosset omklædningsrummet. Og på banen som Moyes forlængede arm.
Selv i en fodboldmæssig høj alder kunne Moyes sende Noble på banen som en marskal Ney og få styr på tropperne.
Nu er Noble sportschef. Og den første svære opgave for ham bliver at fortælle ejerne, hvor lang snor David Moyes skal have. Vi tæller fem liganederlag i træk nu.
Det er dog ikke kun Noble, der er steppet ned.
Michail Antonio har været Moyes foretrukne rambuk, og jeg tror ikke alle forstår, hvor stort et monster han har været for West Ham. Som målscorer, linker, spilstation og første linje til at lede presset eller slås om en lang violin.
Antonio har også passeret de 30. Småskader har indhentet ham og en lang sæson med europæiske kampe on the side er ikke noget for ham. Han kan ikke holde til det. Så et generationsskifte var oplagt.
Afløser
Problemet er bare, at afløseren Gianluca Scamacca endnu ikke har vist sig pengene (40 millioner pund) værd. Han nærmer sig 1000 spilminutter denne sæson. To mål i Premier League er det blevet til.
Antonio har spillet færre minutter, men leveret det samme antal mål plus et oplæg samt vundet 33 procent flere hovedstødsdueller end italieneren.
Var skiftet fra Sassuolo til Premier League for stort for den næsten 2 meter høje italiener? Han er kun 23 år. Der er flere år til at han skal peake.
Men West Ham har brug for målene nu. Scamacca har dem i sig. Han scorede trods alt 24 kasser for Genoa og Sassuolo over to sæsoner, men var også næsten ifølge statistikken dobbelt så giftig på låget, som efter skiftet til England.
Er det bare tid, han har brug for indtil han har vænnet sig til forsvarernes kvalitet i Premier League? Det er i så fald tid, som Moyes har mindre og mindre af.
Tryk
West Ham er bedst, når de flittige teknikere i anden bølge som Jared Bowen og Said Benrahma gøres farlige i ly af en stærk angriber. De har scoret henholdsvis to og tre mål. Sidstnævnte er klubbens topscorer i denne sæson.
Problemet er, at det bliver ikke rigtigt farligt længere. 2. halvleg mod Brentford så ikke et videre voldsomt Hammers pres. Det var mere en livløs nytårsfuser.
Brentford følte sig næppe under tryk, da kampen blev fløjtet af. ’Vi var okay, men ikke fantastiske’, konkluderede Thomas Frank efter kampen. Det kræver åbenbart heller ikke mere at slå West Ham for tiden.
Men Frank stod i det mindste på sidelinjen til slutfløjt. En god del af hjemmepublikummet havde forladt deres pladser og søgt mod p-pladser eller offentlig transport i Stratford.
Nytår
De ved, at Moyes ved, at West Ham står i mudder til anklerne. De er ikke for store til at rykke ned. Dertil er Premier League for nådesløs. De ved, at generationsskiftet blot er påbegyndt, men ikke gennemført endnu.
Fabianski er 37 år, Cresswell 33 (og mister fart fra kamp til kamp), Coufal 30, Dawson 32, Antonio 32, Ogbonna 34.
Dawson som vel nok er den bedste af Moyes’ stoppere på bolden har tilmed bedt om en transfer, fordi han gerne vil tættere på familien. Moyes er nok ikke lige i det humør pt., hvor han velvilligt ønsker at forstærke Wolves med Dawson.
Dertil de ustoppelige skriverier om, at Rice da vist snart skal videre til en større klub. Det skal han formentlig. Han er West Hams guldæg til sommer. Det vil være en stor streg i det transferregnestykke, hvis West Ham som sælger har status af nedrykker.
Godt nytår fra os på The Manager. Der venter også West Ham et nyt år. Spørgsmålet er, om det bliver med eller uden David Moyes på sidelinjen. Uret nærmer sig midnat.
