Brightons Roberto De Zerbi har taget Premier League med storm. Der er godt nok lidt knas i resultaterne for tiden, men overordnet set har den italienske manager været et frisk pust med interessant angrebsspil.
Det må også ventes, at en klub som Brighton med en strategi baseret på at hente unge spillere ind, forædle dem til profiler og sælge dem dyrt, vil tage et præstationsmæssigt dyk af og til.
Brightons resultater
Om det er de svigtende resultater på det seneste eller hans generelle holdning til dommerstanden i England, sådan generelt, skal være udsagt, men forleden efter 1-1 mod Sheffield United sagde De Zerbi noget, hvor han helt ærligt burde have tænkt sig om.
“Jeg bryder mig ikke om 80 procent af dommerne i England“, rasede han på pressemødet efter kampen mod The Blades.
Alle kan ryge i det røde felt over VAR eller dommerne, men vi har simpelthen brug for en anden tone og kultur.
Det er næppe helt skævt, at der er over det meste af Europa er en solid dommermangel. Unge mennesker ser fodboldspillere i fede biler, pyjamaslignende designertøj og andet godt fra kassen med julepynt på de sociale medier og drømmer sig derhen. Dommere? Not really.
Det er ikke bare på mode, men en decideret retorisk og ledelsesmæssig kultur at lange ud efter dommerne.
Hvad angår engelsk fodbold, så er der mange lag i den problematik. Managere bliver fyret for et godt ord. De færreste holder mere end et år. Så for at holde ryggen fri er det lettere at kaste med retoriske knive efter dommerne efter et skuffende resultat end det er at tage resultatet på kinden.
Kunsten at tale sig et til et point
Vi har haft perioder, hvor manager forsøgte sig med andre retoriske stunts som ’i min bog var det ikke en 1-0 kamp’. Som om man kan tale sig et ekstra point ved at så tvivl om retfærdigheden i resultatet.
Det er en del af gamet. Du kan have 20 afslutninger på kassen og stadig tabe på det ene afrettede skud, der fløj forbi din keeper. Det er sport. Det er derfor vi ser det. På grund af det uberegnelige.
Men det er ret let at regne ud på forhånd, at der kommer udfald mod dommerne efter kampen.
Det er også en del af sport og regelsæt, at dommeren er… dommeren. Han/hun har det sidste ord. Om man kan lide afgørelsen eller ej.
Managernes – og spillernes – forsøg på at skubbe ansvar væk fra sig og over på dommerkendelser er patetisk. Vi taler om atleter, der betales med enorme summer, men altså ikke har skuldre brede nok til at acceptere et kampudfald.
Eller stilen med at le hånligt og hovedrystende, når man præsenteres for et ellers klokkeklart rødt kort. Eller man selv dribler bolden udover sidelinjen og alligevel gestikulerer, at linjedommeren er mentalt udfordret, når han flager indkast til modstanderen.
Premier League og det røde kort
Det er fair nok, at man kan forløbe sig og trække et rødt kort. Det sker, alle ved det. Alle kan se det. Men så giv dog offeret for din stempling hånden, sig ’den er god nok’ til dommeren og forlad banen med oprejst pande velvidende, at hvor der er handling er der konsekvens.
Der er ingen grund til at gå fra banen som et børnehavebarn dybt forurettet over, hvor skrækkelig tarveligt det var, at dommeren fulgte reglerne.
Det er dårlig stil, det er infantilt og fremfor alt så er det en begrædelig kultur, fordi hvad mon børn og unge efterligner, når de skal på banen næste gang?
Det er jo også hyklerisk, når spillere før kampstart med brede smil giver hånd til dommerne, som var de bedste venner. Få minutter senere filmer spillerne rundt på banen for at snyde selvsamme ’ven’, og himler op, når de ikke får medhold. Filmer modparten, så får den på alle violiner om, hvor uretfærdigt netop den omgang film var.
LEGO
Forstil Dem samme kultur i samfundets almindelige dagligdag. En ældre dame går ubetænksomt ind foran dig i køen – du styrter over og tager fat i brugsuddeleren og kræveren damen kylet ud af butikken.
Der er tæt juletrafik på Strøget og et større barn strejfer dig på armen på vej ud af LEGO-butikken. Du falder skrigende omkuld, trækker begge ben op under dig i voldsom smerte og slår med den ene hånd i brostenene for at lade verden forstå dine voldsomme pinsler. Et minut senere går du ubesværet videre efter at have rystet en akavet halten af dig.
Eller: Du har valgt at parkere med fronten af bilen en halv meters penge inde i et fodgængerfelt. Da du kommer tilbage konstaterer du chokeret en parkeringsbøde i forruden. Du spotter P-vagten og sammen med dine venner slår du ring om hende og med korsets tegn, bønner og himmelvendte øjne erklærer du dig dybt overrasket over hendes tolkning af parkeringsregler. Du skriver efterfølgende en klage, hvor du kritisk forholder dig til, om der reelt er tale om et fodgængerfelt eller ej. De hvide streger kan jo betyde alt muligt.
Fodboldregler svære at forstå
Fodboldregler er ikke altid så tydelige, som de burde være. De burde jo være, så alle kunne afkode en situation på få sekunder. Sådan er det ikke.
Jeg har helt ærligt ikke let ved at navigere i reglerne for hånd på bolden fx, og de lange pauser omkring VAR er en dræber. Der er ting at skrue på i teknikrummet og komiteen for fodboldregler. Men vi er også nået til et tidspunkt, hvor managere og spillere skal acceptere dommerens position.
Den gode fodboldkamp skal begge hold eksekvere sammen med dommergruppen. Det er helt okay, at De Zerbi ikke kan lide engelske dommere. Han må gerne hade dem 24/7, men han skal ikke lufte de tanker offentligt. Vi skal have ændret den forkvaklede kultur.
Gå hjem i garagen og spark til dækkene i stedet for og band og svovl af der. Og slår du foden, når du sparker Porschen, så er det sådan, det er. Hvor der er handling er der konsekvens. Du får heller ikke noget ud af at ryge ned på garagegulvet og trille rundt, mens du kalder på dommeren.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på Twitter og Facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
