Har Bournemouth og co ventet på Wilder?

Bournemouth

Er Chris Wilder næste manager i Bournemouth? Foto. Darren Howe Dreamstime

Middlesbrough har ikke længe ro i sjælen. Først fik Neil Warnock chancen for at samle stumperne op efter Aitor Karanka. Så røg han ud. Derefter gik M’boro med Chris Wilder. Det gav fornyet håb om retur til Premier League.

Solstråle

Wilder havde trods alt sikret oprykning med Oxford og Northampton samt to gange oprykning med barndomsklubben Sheffield United.

The Blades oprykning til Premier League var især en solstrålehistorie. Sikret med et beskedent budget, men skader slog ganske enkelt bunden ud af Wilders Sheffield United. Mælken blev sur, og Wilder fyret.

Det blev Middlesbroughs chance. I november sidste år slog de til og hentede ham på en aftale af 2,5 års varighed. I håbet om at den nu 55-årige Wilder, der nyder stor respekt i det engelske takket være sine præstationer med Sheffield United, kunne gentage kunststykket med M’boro.

Case

Sådan gik det ikke. Til trods for at han i sin første og dermed ikke hele sæson trak dem fra 14. pladsen til lige akkurat at misse playoff, så har denne sæson været en anden historie. Weekendens nederlag til Coventry så Middlesbrough ryge under stregen. Wilder er så i dag blevet fyret.

Nu bliver Wilder som case interessant. Har han stadig goodwill nok til at lande noget, der minder om et topjob? Eller skal han genopfinde sig selv med et mindre hold, der skal bygges op over tid. Eller forsvinder han ind i de afslappede tv-lokaler som pundit i en blød læderstol?

Jobbet i Wolves er ledigt, men det vil flugte dårligt med Fosuns strategi. Bournemouth derimod er en anden historie. Vikartræner Gary O’Neil har ført The Cherries til fire kampe i rap uden nederlag. Får han chancen permanent? Eller er det nu Wilder, og Bournemouth er det oplagte match?

Grundstamme

Succesen med Sheffield United hang ikke mindst sammen med en stærk grundstamme af spillere, der købte ind på Wilders ideer. Især overlap på overlappet (yderste forsvarer i 3mandsforsvaret skyder med frem og laver overlappet på wingbacks overlap).

Har Bournemouth spillerne til det?

Eller ser vi Wilder få chancen som den træner, der kan bygge Hull eller Cardiff op til deres ambitionsniveau? Begge jobs er ledige pt.

Eller bestyrelsen i WBA skiller sig af med Steve Bruce og køber ind på ideen om Wilder som et mere sikkert kort.

Uanset Wilders næste opgave så vil den kommende arbejdsgiver slå tonen an for værdien af en af engelsk fodbolds pt. mest respekterede managers. Eller hvor hurtigt værdien af en træners aktier falder.

The Manager
Logo
Shopping cart