Argentinske Enzo Jeremías Fernández er Premier Leagues dyreste fodboldspiller nogensinde. Ingen ved sikkerhed hvad Chelsea måtte betale portugisiske Benfica. Eller hvad beløbet kan ende med at løbe op i, når diverse bonusser og klausuler bliver aktiveret.
Men et beløb på 106,8 millioner engelske pund, svarende til cirka 900.000.000 millioner danske kroner, siges at have været prisen på den 22-årige 6er, der blev verdensmester med Argentina for et par måneder siden. Og som Chelsea nu har papir på frem til sommeren 2031.
De knap 900 millioner var i øvrigt tre gange så meget som Benfica betalte River Plate for Enzos arbejdskraft i sommer. Et bevis på, at et godt VM gør en forskel. Og det har Enzo også allerede gjort for Chelsea.
Tatoveret termostat
Faktisk fristes man til at sige, at Enzo allerede har vist sig at være de mange, mange penge værd. Han er i hvert fald kommet godt i gang. Og har på rekordtid givet Chelsea den stabilitet, den balance, som Graham Potters projekt har manglet i månedsvis.
Som 6er står Enzo rent typemæssigt på skuldrene af spillere a la N’Golo Kanté, Marco Verratti, Andrea Pirlo og Wesley Sneijder, Og ja, det er store navne. Men det er i det luftlag, Enzo bevæger sig.
Som et boldbrydende bolværk. Som en stærkt tatoveret termostat. Som en årvågen dirigent. Som en prompte igangsætter. Og som en afslutter med kort aftræk fra distancen.
Vi så det i debuten mod Fulham for knap et par uger siden. Og mod West Ham i lørdags. Men så sandelig også så sent som i går aftes, hvor Chelsea mødte Dortmund på Signal Iduna Park i Champions League.
Ud af 6er-zonen
Her havde Enzo konstant et øje på Jude Bellingham, men brugte det meste af sit krudt på at være bodyguard for Thiago Silva og Kalidou Koulibaly. Og holde de blå kæder stramme og struktureret. Men også på at servicere Kai Havertz, Mykhailo Mudryk og Joao Felix, som en slags dybtliggende quarterback med skarpt dybdesyn.
Hvis Enzo da ikke stemplede ud af 6er-zonen og sendte varmesøgende skud afsted fra distancen. Faktisk havde Enzo lige så mange skud på mål, som Kai, Felix og Hakim Ziyech hver især havde.
Til gengæld var Enzo (ifølge whoscored.com) med afstand den Chelsea-spiller, der producerede flest afleveringer, nemlig hele 73. 90 procent af disse ramte i øvrigt en medspiller. En træfsikkerhed, der dog blev overgået af Enzos sidekick i Chelseas maskinrum, nemlig Ruben Loftus-Cheek.
Det var anden kamp i træk, at Potter havde valgt en central midtbane bestående af Loftus-Cheek på den udfarende 8er og Enzo på den mere centraliseret 6er. Og kombinationen ser ud til at være værd at bygge videre på i fremtiden. For Potters Chelsea spiller ikke længere håndbold, men ligner derimod et mandskab, der har fået en rygrad.
Lille sejr
Alligevel tabte Chelsea, der nu blot har vundet en enkel af de sidste ni kampe, holdet har spillet. Men til forskel fra tidligere opgør under Potters vinger, så var nederlaget til Dortmund ikke 100 procent fortjent.
Tværtimod. Chelsea var gode. Og bedre end Dortmund, der i lange perioder lignede et sønderskudt partytelt foran Die Gelbe Mauer. Og Chelsea spillede med en struktur, saft og kraft, der for engangs skyld lover godt for fremtiden.
Og ja, nederlaget var derfor en lille sejr for Potter. Men mest af alt en understregning af, at Enzos ankomst på rekordtid har gjort en forskel i Chelsea.
