Kommentar: Manchester City er en rig fodboldklub med endnu rigere ejere. Og der er ingen tvivl om, at de mange, mange penge, som Sheikh Mansour gennem årene har pumpet ind i The Citizens, har bidraget til, at Manchester City i denne sæson er blevet engelske mestre. Nok engang.
Men hvis man ved synet af Pep og co. udelukkende kan se et hold, der kun er, hvad det er – nemlig Europas suverænt bedste fodboldhold pt. – på grund af araberens ufattelige pengetank, så er det, man ser, forkert.
For meget kan købes for penge. Rigtig meget. Men ikke et fodboldhold som det, der findes på Etihad. Se bare på Parc des Princes, hvor købet af verdens største (angrebs)stjerner ikke er nok til at få kollektivet til at funkle. Den nød har City dog knækket. Endda forlængst. Og et hav af gange. Som perler på en snor.
Ikke i Champions League. I hvert fald ikke endnu. Men når det sker, givetvis lige om lidt, så er det Pep Guardiolas skyld. Eller rettere; Peps fortjeneste. For Pep er manden, der mere end nogen anden, har fået Manchester Citys flok af feterede stjerner til at buldre løs som en grådig enhed hånd-i-hånd. Som et bimlende bevis på, at der kun findes en mening med money-galskaben, hvis der ude på sidelinjen står en mand, der kan samle trådene. Og skabe et kunstværk.
Peak performance
Alle kan blive franske mestre med PSG. Selv Tony Pulis og Uwe Rösler. Men at vinde Premier League kræver managers af en anden støbning. Især hvis det engelske mesterskab skal vindes a la Pep. For det kan kun Pep. Ingen andre.
I den forbindelse var Citys første halvleg i returkampen mod Real Madrid i Champions League et foreløbigt højdepunkt. Dét City leverede, som hold, blev leveret på et næsten ufatteligt højt niveau.
Især den første halve times tid var et peak af en performance, som end ikke Fodboldens ABC kan finde ud af at stave til. Alle spillede, alt lykkedes, og alt og alle gik op i en hidtil uset, høj enhed. Det var Peps finest hour. Og den første halve time vil utvivlsomt blive pensum på alverdens træneruddannelser i næste semester.
Og ja, spillere a la Bernardo Silva, Kevin De Bruyne og Rodri burde være forbilleder på alle akademier. Bevares! Erling Haaland er et monster. Og hans rekordmange ligamål har uden tvivl spillet en vigtig rolle i forhold til at gøre Manchester City til det, klubben har været i år.
Men det er det, der – takket være Pep – foregår mellem ørerne på begavede og beåndede spillere som Silva, Bruyne og Rodri, der har gjort forskellen. Det, der burde få alle op og stå. Og ja, de spillere, som for alvor kommer til at gøre forskellen, når Manchester City møder Inter i Champions League finalen den 10. juni. Men også syv dage inden, hvor Manchester City tager imod Manchester United i FA Cup-finalen.
Inspirerende skabertrang
Når det er sagt, så er der også mange der siger, at Citys dominans ødelægger Premier League og fodbolden i al almindelighed. På grund af de penge, som klubben og dens ejere har så mange af. Penge, der skaber en gigantisk ulighed. Især fordi/hvis pengene også bliver brugt ulovligt. Det går anklagerne i hvert fald på.
Og det hele er på mange måder så sandt, som det er sagt. Manchester City er uden tvivl et pragteksempel på alt, hvad der er godt og skidt ved moderne fodbold. Et forkvaklet sindbillede på en fodboldverden, der på rigtig mange måder har mistet fodfæste. Hvor det, der var engang, forlængst har tabt til en uvis fremtid, hvor David måske aldrig kommer til at slå Goliath igen.
Hvis David da overhovedet på sigt får mulighed for at møde Goliath og hans lille, eksklusive gruppe af grådige medsammensvorne. For mon ikke de snart finder sig et kunstigt paradis af en ørken, hvor de kan spille fodbold med sig selv i døgndrift med ryggen til alle os andre?
Men, men, men…Manchester City er også et selvlysende pragteksempel på, hvad blandingen af penge og fodboldintellekt kan munde ud i, i den bedste af alle verdener. En inspirationskilde uden lige. En konstant stræben efter at gøre sig umage. At gøre sit bedste (med det og dem, man har) og række ud efter det ypperste, der findes for næsen af én. En æstetisk og innovativ skabertrang fueled by passion, som selv de (på papiret) fattige og fortabte kan (og bør) lade sig inspirere af. Se bare, hvad Thomas Frank er i fuld sving med i lillebitte Brentford.
David fra Milano
Dermed ikke sagt, at den velstand, som blandt andre Manchester Citys ejere repræsenterer ikke er et problem i fodboldens verden. For det er pengene. Og UEFA og andre skal ikke bare tænke sig godt om. Fodboldens paraplyorganisationer skal også til at få fingeren ud og komme på banen.
Det piller dog ikke ved alt det, der er godt at sige om Pep Guardiolas katalansk-arabiske version af engelske Manchester City, der fortjent har vundet det engelske mesterskab. Og ja, som lige om lidt, og langt om længe, nok også vinder Champions League…over David fra Milano. Og inden da FA Cup-finalen? The Treble, anyone?
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
