Hatten af for Doktor Rodgers: Leicester er som forvandlet

Foto: Plumb Images/Leicester City FC via Getty Images

Leicesters sæson har indtil videre været som dag og nat. Eller rettere, som nat og dag.

For efter en kulsort sæsonstart med blot et point ud af 21 mulige i de første syv kampe kan The Foxes i dag se tilbage på de syv seneste kampe med et langt lysere sind.

For siden sejren over Nottingham Forest i det, som flere medier, herunder The Manager, døbte El Sackico, har Leicester høstet hele 13 point, og ligner dermed ikke længere en klokkeklar favorit til at ryge ud af Premier League på rumpet og albuer.

Derimod ligner Brendan Rodgers’ mandskab et revitaliseret kollektiv, der nærmest fra den ene dag til den anden har fået styr på de to allermest basale ting i fodbold, nemlig evnen til at score mål samt evnen til at forsvare sig.

Bedre end Chelsea og United

Især det sidste. 

For Leicesters miserable pointhøst i de første syv kampe skyldtes egentlig ikke en katastrofal mangel på mål. 

Faktisk scorede Rodgers og co. i den periode 10 mål og opererede dermed med et snit på 1,43 mål per kamp.

Og selvom det naturligvis blegner i forhold til de snit, som hold a la Arsenal, Manchester City og Tottenham på daværende tidspunkt producerede, så var Leicesters snit alligevel dengang flottere end langt de flestes.

Og det er det stadigvæk. 

Faktisk er Leicester med 13 mål i de seneste syv kampe, hvilket samlet set bringer holdet op på i alt 23 mål, det syvende mest scorende hold i Premier League, og har sågar indtil videre været bedre til at score mål end klubber som Chelsea og Manchester United.

Blot tre mål

Men tilbage til ‘især det sidste’. 

For Leicester forvandling fra at være bundprop til i dag at være nummer 14 i tabellen (med samme afstand op til Brentfords 11. plads som ned til Southamptons 18. plads) skyldes primært Leicesters genfundne evne til at forsvare sig. 

Således lukkede Leicester i sæsonens første syv kampe hele 22 mål ind, hvilket på daværende tidspunkt ikke bare var flere end hvad alle andre (hver især) havde lukket ind, men som også gav et mildest talt ærgerligt snit på 3,1 per kamp.

I dag er virkeligheden dog den, at Leicester siden føromtalte El Sackico, og altså dermed i de seneste syv kampe, blot har indkasseret tre mål, hvilket intet andet hold i Premier League kan matche.

Formation og mentaltræning

Men hvad er så grundene til Leicesters flotte forvandling? 

Ifølge Søren Sorgenfri, der i sidste uge, og som en del af optakten til The Foxes møde med Manchester City, zoomede ind på Leicesters opadgående formkurve, så skyldes skiftet fra nat til dag blandt andet, at Rodgers er begyndt at praktisere en langt mere tydelige 4-1-4-1 formation.

Derudover, så er flere af holdets stjerner, heriblandt spillere a la Wout Faes og James Maddison samt Youri Tielemans og Harvey Barnes, der i øvrigt begge kom på måltavlen i lørdags, hvor Leicester vandt over Everton på Goodison Park, langt om længe begyndt at træde i karakter.

Og det skyldes, ifølge Rodgers, at der i de seneste uger er blevet arbejdet intenst med netop spillernes hoveder, der på bagkant af en turbulent sommer fuld af irriterende skader samt af salg af bærende kræfter, heriblandt kulturbæreren Kasper Schmeichel, har været fuld af alt andet end selvtillid.

Men det synes hovederne at være nu, og selvom det måske virker lidt letkøbt, når Rodgers går ud og siger, hvilket han gjorde på bagkant af sejren over Everton, at Leicesters forvandling fra nat til dag bare var et spørgsmål om tid, så er der al mulig grund til at skamrose Rodgers.

For Leicester er som forvandlet.

The Manager
Logo
Shopping cart