Det er et spørgsmål om tid før end Mauricio Pochettino bliver præsenteret som Chelsea Football Clubs nye manager. Måske er han allerede, bedst som disse linjer skrives, blevet det.
Hvor om alting er, så venter der den 51-årige argentiner, der (ifølge The Times) har fået en kontrakt på tre år, lidt af opgave. En genopbygning af gigantiske – eller rettere; dynastiske – dimensioner.
Og set fra helikopteren, så tilhører punkterne på Pochettinos to-do-liste tre kategorier, nemlig ‘oprydning og hovedrengøring’, ‘håndværk og design’, og sidst, men ikke ‘tro, håb og kærlighed’.
Og lad os tage dem fra en ende af.
Cillit bang
Det allerførste, som Pochettino skal kaste sig over, når han kickstarter sit nye managerliv til sommer, hvilket er lige om lidt, er at rydde op og gøre hovedrent i truppen.
Ikke bare hist og pist, lidt her og lidt der, men overalt og for fulde gardiner. For takket være Todd Boehly råder Chelsea FC nemlig pt. over en trup, der er alt, alt for stor og tilmed propfuld af disharmoni. Både på og udenfor banen.
Derfor er med andre ord spillere, der skal væk. Hurtigere end lyden. Enten fordi de ikke er gode nok eller fordi de ikke gider at være der. Eller også fordi de ‘bare’ laver for meget larm eller fordi de simpelthen ikke passer ind i det verdensbillede, som Pochettino opererer med.
Og nå ja, der er såmænd også spillere, der skal væk, fordi Todd Boehly skal have penge i kassen. Ellers kommer UEFA og banker på døren, bevæbnet med Financial Fair Play.
Farvel og bliv
Hvem Pochettino har en forkærlighed for, ved kun Pochettino. Og det gør han måske ikke engang med sikkerhed endnu.
For selvom han uden tvivl har fulgt med fra sidelinjen, sideløbende med de mange og lange (job)samtaler med Todd Boehly og co. de seneste uger, så har Chelsea FCs kommende manager af gode grunde ikke haft nærkontakt med de spillere, som han inden længe råder over.
Til gengæld er det selv på afstand let at få øje på alle dem, der er trætte af livet i Chelsea og omegn. Spillere som Hakim Ziyech, Christian Pulisic og Edouard Mendy. Og ja, en spiller som Pierre-Emerick Aubameyang har også fortjent sin frihed.
Og hvad angår dem, der ikke længere er gode nok til at repræsentere en klub som Chelsea, så er de oplagte kandidater top of mind Cæsar Azpilicueta og Marc Cucurella.
Men Chelsea FC skal ikke bare af med seks spillere. Der skal mange flere gennem svingdørene i Cobham og på Stamford Bridge, hvor der til sommer også kommer spillere hjem fra udlånsrejser.
Pochettino skal dog ikke bare sige farvel. Han skal også overbevise en masse om at blive. En spiller som Mason Mount, for eksempel. Men også flere af dem, heriblandt Enzo Fernandez og Mykhaylo Mudryk, der fornyligt skrev under på det, der tangerer til livstidskontrakter, men som allerede nu tvivler på en blå fremtid.
Style of play
Når så Pochettino har fået ryddet op og gjort rent, er det tid til at kaste sig over ‘håndværk og design’. Altså den sportlige skabelse af Chelsea FCs spillestil såvel som implementeringen af selv samme.
Det hele behøver ikke at spille fra dag ét af. Og kommer helt sikkert heller ikke til at gøre det. Men ideerne skal være til at få øje på. Fra første fløjt. Både til træning og i træningskampenes hede.
Om Pochettino starter ud i en 4-2-3-1, 4-3-3, 5-3-2 eller 3-4-1-2, vides ikke. Det kommer også an på hvordan spillertruppen ser ud efter føromtalte hovedrengøring. Og om Chelsea FC shopper på sommerens transfermarked. For eksempel en ny 9er.
Men uanset hvilken formation Pochettino starter ud i, så kommer der til at være fokus på organisation, pres og omstillinger. Ligesom dengang han stod i spidsen for Tottenham, hvilket i øvrigt er et faktum, der for mange i Chelsea FCs fanbase bliver en svær pille at sluge.
Og det leder os videre til ‘tro, håb og kærlighed’. For Pochettinos sportslige skabelse bliver ikke bare et spørgsmål om formation og strategi. Pochettino kommer så sandelig også i arbejdstøjet, når det kommer til de mentale aspekter af spillet.
Overbevisning
Chelsea FC består nemlig pt. af en flok spillere, der har mistet den grundlæggende tro på egne – og måske også hinandens – evner. Så der skal knyttes nye, stærke bånd, og genskabes en version af den vindermentalitet, som klubben tidligere har været så kendt for.
I den forbindelse skal Pochettino have mange og lange samtaler med bærende bannerførere a la Thiago Silva, Reece James og N’Golo Kanté, der alle skal overbevises om, at alt det, som Pochettino har i ærmet, er værd at gå forrest for.
Det samme skal klubbens mange akademi-talenter. Eller det vil sige; de skal ikke gå forrest, men de inspireres til at gå i retning af alt det, som de etablerede førsteholdsspillere (forhåbentligt) omfavner.
Afstanden mellem Cobham og Stamford Bridge er nemlig lige nu alt, alt for lang. Og troen på, og håbet om, at man engang i fremtiden kan krydse broen mellem ungdom og senior er derfor pt. alt for uoverskuelig. Selv for et uomtvisteligt og højtskattet navn som Malik Mothersille. Det går rygterne i hvert fald på.
Titler og trofæer
Sidst, men så absolut ikke mindst, så skal Pochettino – via oprydning, style of play og mandskabspleje – overbevise Chelsea FCs fanbase. Og det bliver svært. Pochettino er jo ham fra Tottenham. Klubben, som Chelsea hader mere end nogen anden. Og klubben, der er kendt for aldrig at vinde noget.
Men den går ikke i Chelsea FC. Her skal der titler og trofæer i skabet. Og troen på, at dette kan lade sig gøre, skabes lettest ved at vinde fodboldkampe. Lige med det vuns. Og allerhelst på stribe.
Det har Pochettino mange gange før bevist, at han er mand for. I Espanyol. I Southampton. I Tottenham. Og senest i Paris Saint-Germain, hvor Pochettino i øvrigt vandt de eneste titler, han nogensinde har vundet.
Og ja, det er og bliver et problem for mange af dem, der i dag, hvis alt går efter planen, bliver præsenteret for den officielle nyhed om, at Chelsea FCs nye manager hedder Pochettino.
For titlerne i Paris tæller ikke for alvor. PSG vinder jo altid alting, uanset hvem der står ude på sidelinjen. Sådan er det ikke i Chelsea. Men sådan skal det allerhelst være i Chelsea. Og det er nu op til Pochettino.
