
Jannik Vestergaard får ingen spilletid i Leicester. Og det var slet ikke sådan, det skulle være for den lange stopper. Han er i den alder, hvor en stopper peaker, så at han sidder på bænken er helt i skoven. Men sådan er det gået hos The Foxes efter han skiftede til Leicester fra Southampton.
Og noget er gået helt galt i den handel. Det ville være let at kritisere Vestergaard for at sidde på bænken og suge 65.000 pund (ifølge lokalavisen i Leicester) om ugen. Herfra kan han tilmed se Amartey være fast i startopstillingen på trods af, at kultspilleren ikke har samme kvalitet. Men det handler om mere og andet end økonomi.
Formål
Vestergaard synes ganske enkelt fejlcastet af Brendan Rodgers. Nordireren foretrækker som bekendt en 4141 med fokus på omstillinger. Dvs. det er ikke i taktikkens væsen, at en stopper skal føre bolden frem.
Det er midtbanespillerne, der skal få bolden dybt, vende og næste stop er så James Maddison, der operer længere fremme mellem linjerne. Her skal han finde og have den plads, der gør, at han kan sætte en angriber i scene med et dybdeløb. Det kræver rum og plads på modstanderens banehalvdel.
Hvis Vestergaard gør det, som han gør bedst, så fører tofodsspilleren bolden frem og skubber dermed også Leicester og kvæler så at sige det område, hvor Maddison skal trives.
Vestergaard er som tidligere set i karrieren fremragende i en formation med en kæde med tre forsvarsspillere med licens til at gå med frem og bygge op.
Lejemål
Det har Rodgers ikke mod på. Men da Vestergaard i runde tal kostede Leicester 135 millioner kroner, så har de håbet at få nogle af de penge tilbage igen. Derfor blev en lejeaftale med Brentford sidste sommer afvist.
Det var ellers Vestergaards chance for at få spilletid med henblik på VM. Men også Fulham var på banen. Tilmed med en permanent transfer, men det lå i kortene, at Vestergaard skulle være nummer tre – altså første gardering til centerforsvaret, hvorfor han takkede nej og ville søge sin chance i Leicester. Ikke mindst med henblik på VM.
I januar måned kom der en henvendelse fra Hertha Berlin om en lejeaftale, hvor danskeren takkede nej pga. forestående familieforøgelse. Et klart valg om at holde ud yderligere et par måneder og så skifte til sommer til en ny klub.
Og efterlade Leicester og Brendan Rodgers med overvejelserne om, hvordan de kunne caste så forkert eller undlade at modellere taktikken til at rumme en spillede stopper på to meter.