Fodboldens største rivaliteter bunder oftest i flere ting. Geografien som den åbenlyse faktor. Som når der er derby i Istanbul, Ruhr eller Nordlondon. Så er der det politiske, som når Barcelona og Real Madrid mødes i El Clásico. Og så er der den generelle kamp om at være landets største hold, hvilket også kan skabe en rivalitet som i tilfældet Manchester United – Liverpool og Bayern München – Dortmund. Old Firm mellem Rangers og Celtic opfylder som noget nær eneste kamp alle tre krav.
Nogle kampe er derbyer, andre bare rivalopgør. Men oftest følger de samme skabelon. Og så er der kampene mellem Juventus og Fiorentina. En rivalitet der ikke har noget fint navn, selvom rivaliteten efterhånden har stået på i årtier.
For hvordan opstod rivaliteten egentlig? Torino og Firenze ligger over 400 kilometer fra hinanden, og for Juventus har de store rivaler til Scudettoen aldrig været Fiorentina. En klub der ikke har vundet noget i dette årtusinde, og hvis sidste af i alt to italienske mesterskaber var tilbage i 1969. Politisk er der heller ikke de store forskelle, så hvor stammer hadet fra?
Ci hanno rubato il titolo
For at forstå den rivalitet, der eksisterer mellem de to klubber, skal vi tilbage til 1982 og sidste runde i Serie A sæsonen. Fiorentina var efter opkøb af rigmanden Flavio Pontello et par år forinden i færd med at skabe et hold, der kunne konkurrere mod ellers suveræne Juventus. Da den sidste spillerunde skulle afvikles, lå de to hold side om side i tabellen. Fiorentina skulle møde Caligari, der lå i bunden af tabellen, mens Juventus duellerede mod Catanzaro.
Begge kampe stod længe 0-0, da Fiorentina troede, de havde taget føringen i deres kamp. Men målet blev annulleret efter et frispark begået på Cagliaris målmand. Et frispark, som ikke mange ud over kampens dommer kunne se.
I den anden kamp skulle Catanzaro have haft tildelt et straffespark, men her forblev dommerens fløjte tavs. Det gjorde den til gengæld ikke lidt senere, da Liam Brady gik i græsset, og så kunne Juventus afgøre sagerne fra pletten og tage deres 20. italienske mesterskab, da Fiorentina ikke kunne nedbryde Cagliari.
”Ci hanno rubato il titolo,” lød det fra Fiorentinas kreative omdrejningspunkt, Giancarlo Antognoni, da han efter kampen fortalte pressen, at Juventus havde stjålet titlen.
Tyve!
Og så var rivaliteten ligesom i gang. Men det skulle blive værre endnu. Særligt for Fiorentina. For otte år efter, at mesterskabet blev dem ’frarøvet’ skulle de to klubber op mod hinanden i finalen i UEFA Cuppen. Dengang blev finalen spillet over to kampe, og det første opgør fandt sted i Torino.
Her var stillingen 1-1, da Juventus’ Pierluigi Casiraghi tydeligt skubbede Fiorentinas Celeste Pin. Men tydeligt var det ikke for dommeren, og så kunne Juventus bringe sig foran 2-1, i en kamp de endte med at vinde 3-1. Pin var så rasende, at han afbrød et interview med Juventus-træner Dino Zoff efter kampen og råbte ”tyve” ud til alle, der så med.
Returen i Firenze endte uden scoringer, og så var Fiorentina igen “blevet snydt” af Juventus.
Den gyldne hestehale
Kampen i Firenze blev altså et nyt lavpunkt for Fiorentina, men det blev også den sidste for deres absolut største stjerne på det tidspunkt. Roberto Baggio, manden med den gyldne hestehale, der senere skulle blive verdens bedste, var på vej mod storhed, men det skulle ikke blive forløst i Fiorentina. For Flavio Pontello var nu klar til at sælge sit stjerneskud, og da det kun var rivalerne fra Juventus, de var klar til at betale prisen, der gjorde Baggio til verdens dyreste fodboldspiller, så blev skiftet en realitet. Baggio blev Juventus-spiller, og Fiorentinas had til klubben i nord kendte nu ingen grænser.
Siden dengang har Fiorentina med meget få undtagelser mistet sin sportslige relevans i forhold til at kunne udfordre Juventus om herredømmet i Italien og Europa. I sidste sæson nåede de godt nok til finalen i Conference League, ligesom de kom i finalen i den italienske pokalturnering, men meget sigende for klubbens historie, blev begge finaler tabt.
For Juventus er rivaliteten med Fiorentina derfor noget mindre betydningsfuld end for La Viola, for hvem søndagens opgør er det største i sæsonen. For selvom de ikke længere kan byde Juventus op til dans rent sportsligt, så leverer fjenden fra 80’erne stadig en række nyrestød fra tid til anden, når de henter klubbens bedste spillere. Som det var tilfældet med Roberto Baggio, har det siden forholdt sig med Federico Bernardeschi, Federico Chiesa og Dusan Vlahovic. De to sidstnævnte med muligheden for søndag at gøre det onde mod Fiorentina i et rivalopgør fyldt med ondt blod og dybe ar på sjælen.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på Twitter og Facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
