Hjørnespark er Premier Leagues nye, gamle våben

Chelsea, Conor Gallacher, Hjørnespark
LONDON, ENGLAND – SEPTEMBER 03: Conor Gallagher of Chelsea takes a corner kick during the Premier League match between Chelsea FC and West Ham United at Stamford Bridge on September 03, 2022 in London, England. (Photo by Harriet Lander – Chelsea FC/Chelsea FC via Getty Images)

I skolegården, særligt de engelske, var reglen engang, at tre hjørnespark i træk gav straffe. Generelt var der noget med hjørnespark og England. For hvem har ikke siddet på et engelsk stadion og rejst sig op til lyden af klapsæderne, der smækker, når samtlige tilskuere rejser sig op, råber vildt for dernæst at holde vejret, når bolden svinges ind fra en af de fire hjørner.

Der kunne opstå noget. Lidt tumult i feltet, og måske det kunne ende med et mål. For på intet tidspunkt i løbet af en kamp i åbent spil er der ligeså mange angribende spillere i et modstanderfelt. At der så som oftest er flere forsvarsspillere er en anden historie. Hjørnespark er en væsentlig del af spillet, og en disciplin der er forsøgt perfektioneret over årtier. Fra fikse kombinationer til den lettere simple bold ind i det lille felt, mens man blokerer målmandens chance for at komme ud.

Det er en disciplin, som særligt bundhold i mange år har haft ry for at bruge tid på. For det er trods alt nemmere at score efter en dødbold, end at spille sig igennem et bedre holds kæder var tanken.

Hjørnesparket der forsvandt

Men i begyndelsen af 00’erne var det som om, hjørnesparkene forsvandt. Ikke fra selve kampen, men som et decideret våben. Der blev investeret mindre tid udi kunsten at slå det rette indlæg og at time sine indløb. Indlæg fra fløjene blev også mindre udbredte. Nu skulle chancerne opstå gennem midten af banen. En kantspilleres fornemmeste opgave var ikke længere at søge mod baglinjen og så bare ellers slå bolden indover. Der blev lidt færre Keith Gillespies, lidt flere Riyad Mahrez’. Wings der kunne gå ind i banen og skabe overtal centralt.

Måske det skete lidt i takt med, at den store angriber blev til en falsk nier. Det var efterhånden sjældent, at topholdene havde en angriber, der var bedre i luften end de forsvarsspillere, han stod overfor. Så hvorfor slå den ind i højt ind i feltet, når angriberen alligevel var i undertal.

Rekordernes sæson

Men fodbold er cirkulært. Alt nyt har på et tidspunkt være gammelt. Og i en sport hvor marginaler udgør store forskelle, fandt indlæg igen vejen ind i fodbolden. Indlæg i form af hjørnespark. Fra 2004-2007 blev der omtrent scoret 100 mål efter dødbolde per sæson. Det svarede til en total på cirka 10,5 procent af alle mål.

I denne sæson nåede Premier League for første gang over 150 hjørnesparks mål (151). Det svarer til 13,6 procent af samtlige scorede mål i sæsonen. Lidt over hver syvende scoring i år kom efter et hjørnespark. Og det skyldes især, at de store hold også har taget disciplinen til sig. Modstanderne er blevet bedre til at forsvare og organisere sig set over en bred kam, og hjørnespark er en måde at overraske rivalerne på. Prøve nye ting, som de ikke nødvendigvis har forberedt sig på. Generelt er fokus på dødboldsituationer taget til i styrke i Premier League, hvor det særligt vakte opsigt, da Liverpool i 2018 hyrede danske Thomas Grønnemark som indkasttræner. Der blev grint lidt af projektet, men i dag griner ingen længere over tanken om at forfine nogle af spillets ellers mere simple facetter. 

Farligere på hjørnespark end straffe

For Liverpool fokuserede ikke kun på indkast. De satsede i høj grad også på hjørnespark. I sidste sæson var de det hold, der havde flest scoringer efter hjørne – 12 af slagsen – og igen i denne sæson ligger de højt med samme antal cifre. Dog overgået af både Arsenal og Tottenham, der begge er noteret for 13 scoringer. Harry Kane scorede i øvrigt syv af sine i alt 30 mål efter hjørnespark, mens det ”blot” blev til fem efter straffe.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at de fleste af Arsenals mål efter hjørne kom via indadskruede hjørnespark og efter i snit at have haft 3,06 spillere inde i det lille felt, da sparket blev udført. 

I sidste ende rakte det ikke til et mesterskab for The Gunners, men Artetas tropper kommer uden tvivl til at benytte sommeren til yderligere at forbedre det nye, gamle våben i hjørnespark. 

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart