Howard Webb skal sikre større gennemsigtighed og mere effektiv spilletid i Premier League

Foto: Alex Livesey – FIFA/FIFA via Getty Images

Siden sommer har det bare været et spørgsmål om tid før end den tidligere Premier League-og FIFA-dommer, 51-årige Howard Webb, ville tiltræde rollen som ny Managing Director of the Professional Games Match Officials ltd, bedre kendt som PGMOL.

Kort fortalt er PGMOL – der blev startet tilbage i 2001, som en art paraplysorganisation finansieret af både Premier League, English Football League (EFL) og Football Association (FA) – ansvarlig for træning og anden form for udvikling af alle de dommere, der har fløjten i munden på kryds og tværs af den engelske fodboldpyramide.

PGMOL er med andre ord sat i verden for, som det lyder i vedtægterne, at improve refereeing standards, og i den forbindelse anses Webb, der havde første arbejdsdag i sin nye stilling i sidste uge, som selve personificeringen af en new era of greater transparency.

Q&A og YouTube

Webb kommer nemlig fra en lignende stilling i den amerikanske MLS, hvor han blandt andet har stået i spidsen for implementeringen af et system, der giver medierne mulighed for at stille spørgsmål til dommere efter en kamp. Altså, en kommunikationskanal, der tit og ofte er blevet efterspurgt på engelsk jord såvel som mange andre steder i Europa.  

Men Webb har i sine seks år i MLS også været medansvarlig for fødslen af konceptet Inside Video Review, der via små videoer på YouTube forklarer key decisions fra en given kamp, blandt andet ved brug af lydklip fra den kommunikation, der finder sted dommerne imellem.

Webb bliver i det hele taget flere steder beskrevet som very much in favour of being as transparent as possible, og har da også tidligere udtalt, at han er en massiv tilhænger af VAR (Video Assistant Referee, red.), der i Webbs optik er med til at eliminere det, han kalder for match-changing fejl, og som er et værktøj, som Webb siger, at han selv godt kunne have brugt i sin aktive karriere. 

Målet er 60

I første omgang er det dog hverken det føromtalte Q&A-system eller Inside Video Review, eller for den sags skyld brugen af live audio fra kampens hede, så tv-seere (i bedste Rugby-stil) kan være med på en lytter, når dommerne i forbindelse med eksempelvis en VAR-kendelse enten kommunikere med kollegaerne ude i VAR-vognen eller med hinanden, der står øverst på Webbs dagsorden.

Derimod vil Webb, ifølge The Times’ Martyn Ziegler, der har fulgt både Webb og PGMOL tæt i tidens løb, i stedet starte med at se på måder, hvormed den effektive spilletid i en Premier League-kamp kan øges.

Arbejdet er allerede i gang i form af det såkaldte multiball system, der er taget i brug i forbindelse med eksempelvis indkast, og denne hurtigere igangsætning af spillet har da også haft en positiv, om end minimal, indflydelse på omfanget af effektiv spilletid.

Således var bolden i sidste sæsonudgave af Premier League i gennemsnit i spil i 55 minutter og syv sekunder, mens bolden i denne sæson indtil videre har været i spil i 55 minutter og 18 sekunder pr. kamp. 

Målet er dog, at bolden kommer i spil i omegnen af 60 ud af 90 minutter, hvilket alle, hvad end der er tale om tilskuere, medier eller sponsorer, eller andre interessenter, lyder som det eneste rigtige. For selvom spilstop er og bliver (og skal være) en integreret del af fodbold, så er det naturligvis i alles interesse, at spildtiden minimeres mest muligt.

Ikke som VM

Hvordan Webb og co. helt præcist vil gøre dette, er dog endnu en anelse uvist, men rygterne går på, at man for fremtiden vil se på muligheder for at slå hårdere ned på spillere, der trækker tiden. 

Dog står det allerede nu klart, at hverken Premier League eller PGMOL vil lade sig inspirere af den rigide tilgang, som FIFA pt. praktiserer i forbindelse med VM, hvor mængden af tillægstid har været enorm, i bestræbelserne på at øge den effektive spilletid i fremtiden.

The Manager følger sagen.

The Manager
Logo
Shopping cart