
I Pep Guardiolas fodboldverden er 9eren langt fra en position, der død og pine skal være at finde inde på banen.
Tag ikke fejl; 9eren er nice to have og Pep har i tidens løb haft mange, klassiske såvel som falske, men brikken er ikke et need to have med henblik på at få kabalen til at gå op.
Hverken dengang i Barcelona eller Bayern München. Eller i dag i Manchester City, hvor Peps succes i de sidste syv sæsoner aldrig har stået og faldet med 9erens impact på kollektivets succes.
Agueerooo!
Selvfølgelig har en gudsbånedet 9er a la Sergio Leonel Agüero del Castillo spillet en gevaldig afgørende rolle.
Og det er da heller ikke fordi Pep igennem årene, rent taktisk, har lagt taktisk skjul på, at 9eren var en prik over i’et, når enten dybe stikninger, indadskuende tværpasninger eller skarpe cutbacks skulle sparkes i mål.
Men en afgrundsdyb afhængighed har der ikke været tale om. De indadgående 11ere og de feltsøgende 8ere har været mindst lige så vigtige.
Når det er sagt, så må de pine Pep ad Pommern til, at hans nuværende 9er er så skidt integreret, som tilfældet er med Erling Braut Haaland.
Special guest star
Og ja, det kan lyde paradoksalt, når man tager nordmandens tal i betragtning. I hvert fald, når man ser på de tal, der viser, hvor mange mål Haaland har scoret.
32 mål i 31 klubkampe. Det er mange mål. Det er rigtig mange mål. Og ja, det piller da bestemt også en anelse ved påstanden om at 9eren ikke er Alfa og Omega i Peps fodboldverden.
Haaland har nemlig indtil videre scoret 37,65 procent af Manchester Citys i alt 85 mål i alle turneringer i denne sæson.
Men hvad kunne det ikke været blevet til – og blive til – hvis Haaland var en langt mere fast bestanddel af Peps mandskab? Og ikke bare en special guest star?
Altså hvis Haaland havde mere end 22 boldberøringer og ikke først rørte bolden inde i modstanderens straffesparksfelt i det 67. minut, hvilket var blandt de stats, som Haaland efterlod sig på Red Bull Arena mod Leipzig i onsdags.
Sandt for dyden
Måske mange flere mål. Måske ikke. Men hvis-og-hvis tanken rumsterer overalt og med sikkerhed også i hovedet på Pep. Også selvom han udadtil gør hvad han kan for at mane til besindelse:
“Han er hundrede procent tilpasset i Manchester City. Vi skal bare finde ham noget oftere.”
Det er så sandt, som det er sagt. Især indholdet af den sidste sætning. Men på sin vis også indholdet af den første. For Haaland har da sandt for dyden været en gevinst på måltavlen for The Citizens.
Og måske er målmaskinen Haaland til syvende og sidst mest af alt et (problematisk) billede på en omverden, der trods 32 mål i 31 klubkampe er inficeret af et verdenssyn, hvor forventningerne til virkeligheden er gennemsyret af fantasy skabt med en controller i hånden.
Måske er det slet ikke Haaland, der er i problemer. Ej heller Pep. Måske er det bare alle os, der ser med fra sidelinjen, der ser et problem, der måske slet ikke er der? Eller et problem, der måske slet ikke er så stort, som nogen har tydelig tendens til at gøre det til?
For nej, Haaland er ikke meget med i spillet. Og på bolden. Og i forhold til Dortmund, der spiller radikalt anderledes end Manchester City, så er der i Premier League ufattelig få bagrum at løbe ned og dominere i for Haaland.
Fra- og nærværende
Men en ting er sikkert; Haaland er alligevel en målmaskine, der pt. producerer på samlebånd. Og langt mere end hvad andre a la Harry Kane pt. formår at præstere i Premier League.
Se bare på toppen af Premier Leagues topscorerliste. I skrivende stund (og med en tredjedel tilbage af sæsonen) har Haaland scoret ni mål mere end Kane. Og 12 mål mere end Marcus Rashford og Ivan Toney, der ellers begge (med rette) siges at være on fire.
Haaland har i øvrigt ‘blot’ brugt 80 skudsforsøg på at score sine 26 ligamål. Kane har brugt 87 (flest af alle i ligaen) på at score 17, mens Rashford og Toney har brugt henholdsvis 66 og 62 skud på at score 14 mål.
Så det kan godt være, at Haaland pt. er fraværende i åbent spil, men han er til gengæld ret nærværende, når muligheden for at sparke sig selv op på måltavlen byder sig. Og mon ikke muligheden gør det igen allerede lørdag aften, hvor Manchester City møder Bournemouth på Vitality Stadium.