Hverdag i Brentford

Brentford

Foto: Gary-Hider-Dreamstime.com

Brentford er en succeshistorie. Ingen tvivl om det. Byen, der indtil for få år siden primært var kendt som et stop for Londons mange turister, når de skulle fra centrum og ud til lufthavnen Heathrow, er mod alle odds blevet Premier League klub. Oprykningen i 2021 var fantastisk. Overlevelsen sidste år endnu mere. Og da de i anden spillerunde i denne sæson slog Manchester United med hele 4-0 på hjemmebane, så eventyret ud til at fortsætte. Men selv i eventyr bliver det hverdag.

Det var tæt på allerede sidste år, da de omkring jul lignede et hold på vej mod en nedrykning. Men så kom Christian Eriksen ind og reddede dem ene mand fra en tilværelse i Championship. Ok, det er nok alligevel at overdrive hans betydning en smule, men nu bliver vi for en stund i eventyrverdenen, og så var han prinsen på den hvide hest, der dukkede op, da de allermest havde brug for det.

Men hvem rider ind og redder dem fra nedrykningsuhyret i år? En aktuel 11. plads vil jo indikere, at der ikke er behov for det, men der er kun fire point ned til stregen, og Leeds og Crystal Palace, der begge ligger under dem, er noteret for en kamp færre.

Store nederlag

Og så var det alligevel bekymrende, som de først tabte 0-3 hjemme mod Arsenal, inden Newcastle sidste weekend satte dem til vægs med hele 5-1.

”Jeg bruger en masse kræfter på at forholde mig roligt, for ellers eksploderer jeg. Det er meget, meget, meget, meget – det var fire gange meget – svært at vinde fodboldkampe, hvis du laver en, to, tre, fire fejl, sagde en tydeligt oprevet Thomas Frank efter nederlaget mod Newcastle.

Han talte om at slå tilbage hurtigst muligt og ryste de fem indkasserede mål af sig. På samme måde som de havde rystet fem nederlag i træk af sig i sidste sæson. Men der havde de også Christian Eriksen. Så hvad gør Brentford i denne sæson?

Mindre Søvnig, mere Gnavpot

En prins Christian kommer næppe igen, og så må de jo kigge andetsteds hen. Skifte eventyr. Måske med lidt inspiration fra de syv små dværge. Hårdtarbejdende og med hjertet på rette sted trods deres ringe størrelse. Og gerne med lidt mere Brille og Lystig end Flovmand, Søvnig, Prosit og Dumpe.

Men det var jo kun  seks, noterer den opmærksomme læser. Korrekt. Vi mangler Gnavpot.

Og selvom Thomas Frank selvfølgelig skal holde fast i, hvem han er som person, den rolige mand, der bevarer overblikket i pressede situationer, så ville det klæde dette Brentford hold med lidt flere iltre typer til at tage fra. Lidt flere gnavpotter. 

Grim kamp forude

Begåede frispark og gule kort giver ikke automatisk point, men det er bemærkelsesværdigt, at de er det hold med fjerde færrest gule kort i sæsonen. Brighton, som de møder fredag aften på hjemmebane, har fået færre end Brentford, men de har også en hel anden filosofi og en spillestil, der er bygget op over længere tid. Det har Brentford ikke på samme måde. Her er det rekrutteringsprocessen, der i stedet er det gennemgående tema i klubben. 

Gule kort have ikke forhindret Brentford i at spille bolden i fødderne på Newcastle og forære flere scoringer i den kamp, men måske mere hårdhed havde forhindret scoringen til 3-1, der knækkede kampen. 

Brentford er en eventyrfortælling, men en overlevelseskamp i Premier League er grim og beskidt. Det skal Brentford også lære, hvis eventyret skal fortsætte.

The Manager
Logo
Shopping cart