Hvis Boehly seriøst har øjnene rettet mod Pochettino bliver der for alvor larm i gaden

Good Boehly, Chelsea
Foto: Clive Mason/Getty Images

Det er i skrivende stund tre uge siden, at Chelsea Football Club ganske som forventet, men set i bakspejlet alt for sent, fyrede Graham Potter, som ingen i øvrigt har set eller hørt fra siden.

Til gengæld har det lige siden bimlet og bamlet med historier om hvem der måske (og måske ikke alligevel) skal være den nye, permanente frontfigur på Stamford Bridge.

Her slås en magtesløs Frank Lampard, i rollen som midlertidig stand in, i øvrigt med at holde tårerne tilbage ved synet af hans hjerteklubs forfald såvel som det faktum, at han ikke kan gøre noget ved det.

Han bliver aldrig træner for Chelsea igen,” lød det fra to ældre herrer, der blandt tusindvis af andre nedslåede iagttagere af Chelseas Champions League-exit, sad og funderede over fodboldlivet på Matthew Harding Stand i sidste uge.

Og det har de to herrer nok ret i. For selvom ingen måske for alvor regnede med, at Super Frank ville kunne skabe mirakler ud af det morads, som Potter efterlod sig, så havde de færreste nok regnet med fire mere eller mindre håbløse nederlag på stribe.

Rygterne svirrer

Men sådan er det gået. Og stemningen forud for hjemmekampen mod Brentford på onsdag er da heller ikke i hopla. Tværtimod. Det mest positive, der pt. er at sige om Chelsea, er, at klubben havde fri i weekenden.

Og ja, det vil sige, at de mange hårdtprøvede fans af The Blues, der findes verden over, for engangs skyld ikke tager hul på en uge med et nederlag frisk i erindringen.

Til gengæld kommer de nok heller ikke til at gå ind til onsdagens kamp på Stamford Bridge med vished om navnet på Chelseas nye træner.

Allerede få timer efter at Potter havde forladt bygningen, begyndte rygterne ellers at sive ud af Chelseas HQ. Og Todd Boehly lagde da heller ikke skjul på, at arbejdet var i fuld gang.

Til at begynde med var der et hav af navne i kikkerten. Men Julian Nagelsmann var fra starten af blandt de absolutte topfavoritter.

Det samme var Luis Enrique, der i øvrigt meldte sig klar til kamp aftenen før den morgen, hvor Boehly pegede på Lampard som caretaker manager. Det var især kampene mod Real Madrid, der gav Enrique lyst til straks at trække i arbejdstøjet.

Begge manageres har ifølge et mindre hav af kilder haft både gode, lange og mange samtaler med Boehly og resten af Chelseas ansættelsesudvalg. Men noget gik galt. Noget gik helt, helt galt.

Hvad vides ikke. Måske blev Enrique fornærmet over ikke at få lov til at springe til right away? Og måske blev Nagelsmann sur over ikke at være den eneste, der stod øverst på ønskelisten? Hvem ved? Sikkert er det, at både Nagelsmann og Enrique har trukket sig fra forhandlingerne.

Pochettino?

Og det er ikke bare pinligt. Det er også et problem. For nu skal Boehly og co. ud og gøre sine hoser grønne blandt af en flok ansøgere, som i ugevis er blevet gjort opmærksomme på, at der var andre, der var (og er) langt mere interessante end dem.

Mauricio Pochettino er en del af denne flok. Manden, der som altid, når et topjob bliver ledigt, bliver nævnt som en mulighed. Og manden, som nu, ifølge The Guardian, rent faktisk skulle være tæt på at skrive under på en kontrakt med Chelsea.

Og skulle det ske, at Chelsea rent faktisk ender med at tilbyde Pochettino jobbet som Chelseas nye manager, så skal Boehly og co. forberede sig på larm i gaderne omkring Stamford Bridge.

På engelsk jord – og i særdeleshed i Chelsea og omegn – er Pochettino nemlig uløseligt forbundet med den klub, som Chelsea hader allermest, nemlig Tottenham.

Læg dertil, at Pochettino er langt fra at kunne præsentere et CV, der matcher Chelsea-folkets selvforståelse.

For hvad har Pochettino vundet? På engelsk jord ikke en dyt. Og på den front er Pochettinos CV i øvrigt et slående sindbillede på alt det, som Chelsea forbinder med deres ærkerivaler. Nemlig det faktum, at Spurs jo (i modsætning til Chelsea) aldrig vinder noget som helst.

Og apropos, så bliver det spændende at se, hvornår Chelsea selv vinder en fodboldkamp. På onsdag mod Brentford? Eller på den anden side af sæsonen, som 99,9 procent af Chelseas fanbase er glade for snart er forbi.

The Manager
Logo
Shopping cart