Hvorfor er offentliggørelsen af Mauricio Pochettino sparket til hjørne?

For et par uger siden var det et spørgsmål om tid, men Mauricio Pochettino er stadig ikke blevet udråbt som Chelseas nye manager. Hvorfor mon? Foto: Harriet Lander – Chelsea FC/Chelsea FC via Getty Images

Søndag sidst på dagen bliver der sat punktum for Premier League-sæsonen 2022-23. I den anledning deltog jeg i PL Talk på YouTube. Og ja, snakken kredsede primært om 38. spillerunde, hvor mine mavefornemmelser blandede sig med værtens spilfiduser. 

Derfor blev der også taget en (kort) afstikker til Stamford Bridge, hvor Chelsea møder Newcastle i hvad der næsten med garanti bliver et skuffende afdansningsbal. I hvert fald set med blå øjne.

Premier League-snakken gik nu ikke så meget på klubbens kommende kamp. Men derimod primært på klubbens kommende manager. Ham, som alle forventer bliver Mauricio Pochettino. Problemet er bare, at Todd Boehly og co. endnu ikke har offentliggjort navnet på klubbens nye manager.

Og ja, det virker underligt. Især fordi det snart er et par uger siden, at journalistiske kilder tæt på Boehly og co. kunne rapportere, at aftalen var på plads. Og ja, at det bare var et spørgsmål om tid før end aftalen med Pochettino ville blive offentliggjort. Og ja, selv den italienske transferguru, Fabrizio Romano, følte sig sikker i sin sag.

I munden på Twitter

Det skrev jeg i øvrigt om forrige mandag. Altså, at det var et spørgsmål om tid. Og det gjorde jeg i en artikel, som dog mest handlede om den to-do-liste, der venter Pochettino, og ikke så meget om det faktum, at han var på nippet til at blive præsenteret. For det var jo bare et spørgsmål om tid.

Siden da er der dog, som nævnt, gået lang tid. Og spørgsmålet, der trænger sig på – i lige så høj grad, som Chelsea og omegn trænger til sommerferie ovenpå et morads af en sæson – går som følger: “Hvorfor har Boehly sparket offentliggørelsen af Pochettino til hjørne?

Stikker man hovedet ind i munden på Twitter, så forlyder det, at Boehlys tidsudtræk skyldes to ting. For det første, så ønsker man ikke at offentliggøre en ny manager, så længe Frank Lampard bestrider jobbet som midlertidig løsning. Og for det andet, så ønsker Pochettino ikke at hans navn skal associeres med den sæson, der slutter på søndag, og som har været et historisk virvar af fiasko på stort set alle fronter.

Knas i potten?

Og ja, begge grunde, hvis de altså har noget på sig, hvilket en lang række engelske aviser synes de har, er helt henne i vejret. 

For det første, så har Lampard hele tiden vidst, at han stod ved roret på lånt tid. Som den modige (klub)mand, han er. Og at klubben sideløbende med hans midlertidige ansættelse har arbejdet benhårdt på at finde en permanent afløser. Så kom nu bare med navnet. Sig nu bare “Pochettino kommer!“.

Og apropos Pochettino, så er det da ligegyldigt om præsentationen af ham bliver en realitet i dag eller på mandag, eller 1. juli. Alle ved jo, hvorfor han bliver ansat. For det gør han jo netop fordi Chelseas sæson har været som den havde været. Havde den ikke været det, så var Pochettino formentlig aldrig blevet manden, der skulle stå i spidsen for fremtidens Chelsea

Og spørgsmålet er, om Pochettino overhovedet bliver det? Altså, Chelseas nye, permanente manager. For måske skyldes den manglende offentliggørelse hverken respekt for Lampard eller hensyntagen til Pochettinos selvbillede. Måske skyldes Boehlys tavshed, at der er knas i potten på de indre linjer. Måske har man slet ikke en aftale på plads.

Skjult sindbillede

“Vissevasse,” er der sikkert en masse, der nu sidder og råber. Der er endda dem, som mener at vide, at Pochettino allerede er trukket i det blå arbejdstøj. At han er i fuld sving med to-do-listen på de indre linjer. Bare undercover.

I så fald, så er det ikke manglende respekt for Lamper. Men også et skjult, men gigantisk sindbillede på elendig kommunikation. For hvis der er noget, som Chelseas fanbase har brug for med det vuns, så er det en vished om, at der er en plan for fremtiden. Og at Boehly ved, hvem der skal realisere den.

Nuvel, det bliver sikkert Pochettino. Men så sig det nu bare.

The Manager
Logo
Shopping cart