I hjertet af Colmar er Chelsea ikke noget man taler om

Colmar: Det er tirsdag, solen skinner og hjertet af Colmar gør klar til at spise frokost. En kvindelig tjener på Brasserie l’Amandine klikker med kuglepennen, klar til at tage imod bestilling, og ovre ved Saint Martin-kirken, der eftersigende tog mere end 100 år at bygge, har en flok turister søgt tilflugt i skyggen.

En af dem har en Liverpool-trøje på. Der er også en fra Arsenal. Og selvfølgelig også en, der sværger til PSG. Med Kylian Mbappé på ryggen. Men der er ingen, der er iført en Chelsea-trøje. Det havde ellers passet perfekt, nu hvor dagens artikel netop skal handle om The Blues.

Egentlig var det planen, at skrive om Chelseas (op)køb af Racing Club de Strasbourg Alsace. Altså, den 117 år gamle fodboldklub, som hører hjemme i Strasbourg, der ligger i Alsace-regionen, hvor Colmar ikke bare er vinens hovedstad, men også undertegnedes feriehjem denne sommer.

Multi-club

Men det er som om, at Chelseas (op)køb, der kostede BlueCo-konsortiet, som ledes af Todd Boehly og partnerne i kapitalfonden Clearlake Capital, i omegnen af 560 millioner kroner, ikke rigtig er talk of town. Det er da heller ikke ligefrem breaking news. Tværtimod. Handlen er et par uger gammel. Og ja, Chelseas ønske om at købe en anden klub har da også mere end et år på bagen.

Det var nemlig noget af det første, Boehly fremlagde, da han satte sig for bordenden i Chelsea tilbage i maj måned sidste år, nemlig ønsket om, at implementere en såkaldt multi-club model, hvor fremtidens fodboldstjerner – via tungt fokus på data – enten skal fødes eller adopteres, hvorefter de skal opfostres og uddannes, så de – i tiden der kommer – kan være med til at gøre Chelsea great again.

Tanken er i øvrigt god. Ligesom den er tænkt før. Ikke mindst i Premier League, hvor både Manchester City, Bournemouth, Aston Villa, Nottingham Forest, West Ham og Crystal Palace allerede har været på shoppetur og udvidet deres familietræ. 

Stille med dørene

Men selvom tanken er god, og handlen er en realitet, så ville det være en journalistisk stramning at påstå, at Chelseas indtog Alsace er talk of town i Colmar, der ligger cirka en times tid i bil fra Strasbourg. Og hvis det endelig er – altså noget, man snakker om – så går lokalbefolkningen indtil videre stille med dørene.

Dem, jeg har talt med, har i hvert fald mødt min interesse for Chelseas vokseværk med ophøjet ro. Måske er det varmen. 31 grader i skyggen. Måske er det fordi, man allerede har vænnet sig til tanken. Måske er man bare lidt ligeglad. Og ja, på Brasserie l’Amandine er jeg bestemt også ene om at synes, at Colmar er begyndt at dufte lidt af Fulham Road, af Kings Road og af Themsen. 

Jeg har blandt andet forsøgt mig hos den kvindelige overtjener, der ligner en lidt brysk udgave af Edith Piaf, og som bare smilte og rystede på hovedet, da jeg forsøgte mig med emnet. Og den ældre herre med stråhatten ved nabobordet løftede bare sit glas og sagde “skål”.

Ja, selv den ihærdige gadesælger, der tidligere på formiddagen brugte både arme og ben på at få solgt sine fake fodboldtrøjer til special price, fandt Chelseas (op)køb, ja, irrelevant. I hvert fald sammenlignet med det åbenlyse ønske om at få solgt a full kit med Real Betis’ liga på både trøje, buks og sok. “Great club, you know?

Ord på ord

De involverede parter er dog ikke ligeglade. For Boehly har fået, hvad han gerne ville have, og Racing Club de Strasbourg Alsace har fået, hvad de havde brug for. Eller som klubbens præsident, Marc Keller, har udtalt til L’Équipe: “Vi har bygget en sund og veldrevet klub på alle punkter, men vi har været bevidste om, at vi havde nået loftet for vores model, og at hvis vi ville fortsætte med at udvikle klubben, måtte vi få hjælp af en solid kapitalstruktur.

Når det er sagt, så er overtagelsen af Racing Club de Strasbourg Alsace da heller ikke ligefrem det vigtigste i verden for Chelsea. Det er problemerne med at få sig en ny trøjesponsor, hvor kuriøs situationen end er, heller ikke.

Derimod er alle øjne og samtlige tanker pt. rettet mod den maskuline del af Chelseas kerneprodukt, nemlig det mandskab, som Mauricio Pochettino i skrivende stund giver pre-season-tæsk på banerne i Cobham.

For hvordan kommer sommeren til at gå? Bliver holdet klar til sæsonpremieren mod Liverpool? Bliver Chelsea nogensinde great again? Og Gud, hvor er det dog stadig bare rigtig, rigtig underligt, at se Kai Havertz smile i Arsenal, og se hvordan Mason Mount bare stortrives i Manchester United. Og ja, Cesar Azpilicuetas grædende afskedsvideo, der på rigtig mange måder markerer et farvel til det gamle Chelsea, kører stadig på repeat.

Men stemningen ser egentlig ud til at være god i Cobham. Og Pochettino har da allerede også sagt alt det rigtige på diverse platforme. Altså, at Chelsea er en stor klub, og at fremtiden er lys, hvis bare man står sammen og kæmper som et hold. Og jo, han ser ud til at mene det. Overraskende meget endda. Faktisk ligner Pochettino en mand, der har glædet sig til sit nye job hele sit arbejdsliv. Tag den, Tottenham!

Its a Magic Number

Men lad os lige vende tilbage til trøjesponsor-gate. For selvom det er et problem, der skal nok blive fundet en løsning på, så er det stadig en lidt pinlig sten i Boehlys sko. Og en overraskende én af slagsen.

Boehly havde jo afløseren til mobilselskabet 3 klar. Det var jo medieimperiet Paramount, der skulle være Chelseas nye trøjesponsor. Men Premier League sagde nej. Paramount er nemlig en våd og rød klud i ansigtet på Premier Leagues mediepartnere, som mere end nogen andre holder hjulene i gang i verdens mest lukrative fodboldliga.

Men hvad så med crypto-bettingfirmaet Stake, der også var inde i billedet? Nej, den gik åbenbart heller ikke, hvilket medlemmerne af Chelsea Supporters’ Trust var glade for. I hvert fald størstedelen af medlemmerne. For hele 77 procent var enten rigtig meget eller bare meget imod tanken om et crypto på trøjen.

Hvem der ender på brystet af den nye trøje, der i øvrigt blev præsenteret i går, må tiden vise. Men det bliver næppe heller noget, der bliver talk of town i Colmar.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

The Manager
Logo
Shopping cart