
23 sekunder skulle blot 17-årige Marc Guiu bruge, før han havde scoret sit første mål i en Barcelona-trøje. Det kom i sidste weekends sejr mod Athletic Club. En kamp, hvor Barcelona havde det svært, og hvor de var på vej til at lide et nyt pointtab. Men så kom Marc Guiu på banen. Et godt løb i dybden, en enkelt berøring og så sparkede han den fladt ind under den spanske landsholdsmålmand, Unai Simon.
Forløsning og oprigtig glæde. Af den slags, der ikke kan forfalskes. Måske bliver det startskuddet på en storslået karriere. Måske ender det med at blive højdepunktet. Det må tiden vise. Men hvad vi i hvert fald igen fik et bevis for er, at La Masia leverer i nødens stund.
La Masia redder dagen
For når Marc Guiu kom på banen i den kamp, skyldes det primært de mange skader, Barcelona har. Særligt i offensiven, hvor Raphinha, Lewandowski, Pedri og også De Jong var ukampdygtige. Alle sad de på tribunen, og tv-produceren filmede da også flittigt på dem. Således også efter Guius matchwinnende mål, hvor de alle stod og klappede med et smil på læben.
Efter kampen blev Marc Guiu interviewet af David Villa, og nervøsiteten var tydelig at spore, som han stod der med venstre hånd knyttet og helt havde svært ved at forstå, at han dels stod og svarede på spørgsmål fra en af Spaniens største angriber nogensinde, og dels at han havde scoret i sin debutkamp for FC Barcelona.
Men drømme bliver til virkelighed for flere af La Masias spillere. Særligt når Barcelona ikke har andre udveje. For selvom historien om Guiu, der kom til Barcelona som 7-årig, er god, så er den også et udtryk for, at Barcelona helst ser mod La Masia, når der ikke er andre udveje.
Tak til Koeman
Og lad mig bare her komme eventuel kritik i møde. For hvad med Balde, Gavi, Yamal, Fermín López, Araujo, Pedri og alle de andre, der i dag er fast del af førsteholdstruppen?
Pedri og Araujo er ikke fra La Masia. Pedri kom fra Las Palmas og har ikke været igennem ungdomsakademiet, mens Araujo kom fra Barcelona B. Så langt så godt. For det er korrekt, at der lige nu er en ny stor generation i støbeskeen hos Barcelona. Ikke som årgang 1987 med Fabregas, Pique og naturligvis Lionel Messi, men stadig noget af det bedste, vi har set længe.
Men flere af dem kom frem, netop fordi Barcelona var i nød. Inden Palanka blev folkeeje og Laporta kom tilbage til magten, så var det Ronald Koemans opgave at stille et slagkraftigt hold, men uden at have penge at købe for. Det var således under Koeman, at spillere som Gavi og Balde første gang fik tilliden, ligesom Nico også var et fast element, mens spillere som Yusuf Demir og Oscar Mingueza også fik spilletid foruden Ansu Fati, der allerede inden Koemans ankomst var blevet en del af Barcelonas førstehold. Flere af dem er væk nu, men de fik chancen i Barcelona, fordi klubben var nødsaget til det. Presset til det efter flere års fejlslagen økonomi.
DreamTeen
På det tidspunkt forsøgte klubben at brande sig som DreamTeen med en tydelig reference til Cruyffs mytiske hold i starten af 90’erne, men med fokus på, at det nu var de unge, der skulle levere. Der var ikke penge til at hente store spillere udefra. Altså lige indtil, at der så igen var det med lidt økonomiske løftestænger og salg af fremtidige indtægter. Og så røg spillere som Fati, Mingueza, Nico med flere ud af vagten igen.
Der er ingen tvivl om, at spillere som Koundé og Lewandowski har været en succes og med til at sparke mesterskabet til Barcelona i sidste sæson, men det var også en titel, der blev sikret med en ny generation af spillere med ophav på La Masia. Spillere der fik chancen efter en lang periode, hvor de største talenter ellers havde for vane at blive sendt væk. Fordi vejen til spilletid på førsteholdet var for lang.
Med La Masia til El Clásico
I Barcelona er der en uskreven regel om, at 50 procent af førsteholdet skal bestå af egenproducerede spillere, og det er vel kun Ajax, der kan mønstre samme stolthed over sit akademi, som Barcelona og La Masia kan det. Til kampen mod Athletic fik seks spillere fra akademiet spilletid, og fem af dem var 20 år eller yngre.
I weekenden står El Clásico for døren og en kamp mod ærkerivalen Real Madrid. Den klub, hvis talentakademi faktisk har produceret flest spillere til de europæiske topligaer, uagtet at få af dem ender med at spille for Real Madrid.
Hverken Pedri, Lewandowksi, Koundé, De Jong eller Raphinha forventes klar. Men så er det jo godt, at La Masia i nødens stund som oftest har guld i mund.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.