Intet skalkeskjul på Etihad

Pep Guardiola, Manchester City
LIVERPOOL, ENGLAND – OCTOBER 16: Pep Guardiola, Manager of Manchester City smiles prior to the Premier League match between Liverpool FC and Manchester City at Anfield on October 16, 2022 in Liverpool, England. (Photo by Matt McNulty – Manchester City/Manchester City FC via Getty Images)

Weekenden står i FA Cuppens tegn. Og den stolte pokalturnering byder allerede fredag på en af den slags kampe, som man ikke vil gå glip af. Manchester City mod Arsenal på Etihad. Nummer 2 mod nummer 1 i Premier League. Manchester City, der er nået til minimum en semifinale i de seneste fire udgaver af turneringen, mod det hold der har vundet pokalen flest gange. Læremester Pep Guardiola mod eleven Mikel Arteta.

Jo, der er nok af vinkler at trække ned over kampen på Etihad, der fløjtes i gang klokken 21:00 fredag aften. Manchester City og Arsenal er engelsk fodbolds to stærkeste mandskaber lige nu, og de ser ud til at skulle fordele rovet mellem sig. For allerede den 15. februar mødes de to i ligaen, i hvad der kan blive decideret mesterskabsafgørende.

De to hold fik som bekendt udsat deres Premier League kamp fra efteråret, da den faldt sammen med en Europa League kamp hos Arsenal, der var blevet flyttet grundet Dronning Elizabeths død. Så det her bliver det første showdown mellem de to konkurrenter. Eller gør det?

Flere latterlige planer?

For hvordan griber de to trænere, de to venner, Pep Guardiola og Mikel Arteta kampen an? Går de all in på at sikre sig videre deltagelse i FA Cuppen og kommer med alle profilerne? Eller sparer de spillere for at være bedre rustet til ligaen, og for Citys vedkommende også Champions League, der snart begynder igen?

Og hvad med det taktiske aspekt? Pep Guardiola fortalte forud for Manchester-derbyet, at han havde latterlige planer, men det var vist så om så. Han er dog ikke bleg for at eksperimentere i de store kampe, men er kampen i F.A Cuppen stor nok? Eller skrevet på en anden måde. Holder han igen med den taktiske værktøjskasse forud for de to holds opgør om cirka tre uger?

Skal vi tro den engelske presse, også den mere pålidelige af den, så ligner det to hold i noget nær stærkeste opstilling. Måske med undtagelse af målmandsposten, hvor både Ortega og Turner kan få sjældne startpladser for henholdsvis City og Arsenal.

Og det er måske godt det samme. For uanset hvordan særligt Arteta vælger at gribe kampen an på Etihad, kan man allerede nu forestille sig, hvad narrativet bliver.

For hvad enten Arsenal vinder Premier League eller mister pusten, vil fredagens kamp blive hevet frem som en årsag hertil.

Historien er skrevet

Vinder Arsenal Premier League, var det fordi, de enten sparede spillere og solgte FA Cuppen, eller fordi de fastholdt momentum og holdt spillerne til ilden.

Falder de sammen i foråret og bliver overhalet af Manchester City, så var det fordi, de spillede på for mange heste ved også at prioritere pokalturneringen, eller fordi de solgte den og brød rytmen på holdet.

Så uanset hvad kan Arteta ligeså godt gå all in. Konklusionen på kampen er allerede draget. Der er ingen grund til skalkeskjul.

Det var desuden mod netop City i pokalen, at Arteta leverede sit måske største taktiske mesterværk, da han efter et halvt år i spidsen for The Gunners besejrede dem i semifinalen på vej mod triumfen. Men det har været læremester Pep Guardiola, der har hentet sejre i de to holds fem seneste indbyrdes opgør. Og faktisk er sejren for snart tre år siden i semifinalen den eneste gang, Arsenal har fået skovlen under de lyseblå rivaler siden 2017. Det kan blive ændret fredag.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart