Det var lidt af en holdpræstation, som Manchester City leverede mod Arsenal på Emirates onsdag aften. Kampen ramte måske aldrig for alvor det tårnhøje niveau, som iagttagere af mødet mellem Premier Leagues to bedste hold på forhånd havde sat næsen op efter, at være vidne til.
Men mindre kunne også gøre det. For her dagen derpå rumsterer opgøret stadig som en flue i en flaske.
At Manchester City vandt kampen var fortjent. Gæsterne var til syvende og sidst bedre end værterne. Og det var Pep Guardiola og co. blandt andet fordi Jack is back. Men det har taget sin tid. Knap og nap 18 måneder. Sådan føles det i hvert fald.
Sindbillede
Alle ved, hvor god en fodboldspiller Jack Grealish er. Men siden skiftet fra Aston Villa til Manchester City i sommeren 2021 har Grealish været noget nær en skygge af sig selv. Og et omvandrende sindbillede på, hvad et stort prisskilt kan gøre ved selv de største spillere. Og ved selv de største managers.
For det er ikke bare Grealish, der har lignet en spiller og et menneske, som har haft svært ved skiftet fra Villa Park til Eithad. Også Guardiola har kæmpet en frustreret kamp for at få Grealish-brikken til at passe i The Citizens puslespil. Endda i en sådan grad, at Guardiola til tider har lignet en mand, der var på nippet til at give op.
Men det ser Guardiola ikke længere ud til at være. Tværtimod. Synet af Grealish er pt. alle pengene værd. Og det skyldes kombinationen af at give plads og indtage rum.
Spækhugger
I Aston Villa var Grealish en spækhugger i et badebassin. Her måtte han måtte gøre, hvad han ville, bare han gjorde noget, som den one man army han tit og ofte var.
I Manchester City var og er verden dog en anden. Her er der ingen frie tøjler, ingen forsangere, men derimod et symfoniorkester bestående af verdensstjerner, der alle skal spille som Pep befaler.
Læg dertil vægten af det kors, som et prisskilt a la Grealish’ har været på ryggen af Jack fra Birmingham. Omgivelserne tårnhøje forventningspres. Eller som den afdøde Kurt Thyboe yndede at sige om vores alle sammen syn på verdenstjerner:
“Vi vil så gerne se dem vinde. Men vi vil allerhelst se dem dø.”
Men Grealish er alt andet end død. Gudskelov for det. Grealish er sprællevende. Og det er han fordi Pep har givet Grealish nye rammer at folde sig ud i. Og ja, fordi Grealish har indtaget dem med storm.
Falsk 8er
Groft sagt er Grealish en regnbuefarvet 11er, der med udgangspunkt i venstre side har lov til at få flakke ind og ud af andre offensive mulighedsrum. Eller rettere; det var Grealish.
I den seneste tid har Grealish nemlig mere været en falsk 8er end en farvestrålende 11er, hvilket The Manager i øvrigt for knap fem uger siden foreslog, at Grealish med fordel kunne være.
Ved at gøre Grealish’ udgangspunkt langt mere centraliseret kommer Grealish mere i aktion. Både med og uden bold. Og derved bliver Grealish simpelthen en langt mere integreret del af den ovn, der fyrer op under Manchester Citys spil. Og som Arsenal brændte sig på i går.
Det lyder simpelt. Og det er fodbold til tider også. Og bevares! Grealish var måske ikke bedst af alle på Emirates. For der var mange stjerner, der strålede. På begge sider af midterlinjen.
Men Grealish var (endnu engang) et godt individ i godt kollektiv. Og det er sådan det skal være. Det er sådan han er bedst. Og det er sådan at Manchester City, der med sejren i går sparkede sig direkte tilbage i titelkampen, kan gå hele vejen i Premier League.
