Attack win you games, but defense win you titles. Sådan lyder en klassisk frase fra fodboldhåndbogen. Tillad mig at omskrive den en smule. Attack score goals, defense win you games, but squad players win you titles.
Det var oprindeligt Sir Alex Ferguson, der udtalte de vise ord, og skotten burde om nogen kende til vigtigheden af at have en god breddespiller. Lad mig nævne Darren Fletcher og Ji-sung Park som to af de fremmeste eksempler. Længere fremme på banen var Ole Gunnar Solskjær også succesfuld reserve i størstedelen af sin tid på Old Trafford på nær 2002/03 sæsonen, hvor han var fast mand i startopstillingen. Chicharito have noget af det samme, da han kom til.
Det var spillere, der leverede, når der var brug for dem. Spillere der var bevidste om deres rolle. Måske de tre førstnævnte mere end mexicaneren, men alligevel.
Stjerner og vandbærere
I dette transfervindue er der talt meget om Sterling, Jesus, Haaland og Nuñez. Fuldt forståeligt. De er målscorere, billetsælgere, stjerner. De forstærker deres holds startopstilling, og det er jo dem, vi tager på stadion eller tænder fjernsynet for at se.
Der kan laves mange gode historier på Haaland og lidt færre på Kalvin Phillips, for nu at tage et eksempel. Men måske englænderen i sæsonen kan vise sig (næsten) lige så vigtig, når det spidser til. Når der opstår skader, eller når nogle af de etablerede navne skal presses på deres position, uden at der opstår splid og fnidder i truppen.
En hyldest til James Milner
Denne sommer forlængede Liverpool kontrakten for yderligere en sæson med James Milner. Han er efterhånden blevet 36 år, og Klopps eneste ’overlevende’ fra sin allerførste startopstilling som Liverpool-træner har set bedre dage, men han er en af få tilbageværende breddespillere. En squadplayer, som de siger derovre på de britiske øer.
Gennem karrieren er han ofte blevet latterliggjort. Boring James Milner. Og måske han ikke er videre spektakulær, hverken som spiller eller person, og måske han ikke blev den helt store stjerne, som mange satte næsen op efter, da han i 2002 blev den yngste målscorer i Premier Leagues historie, eller da han senere skiftede for et stort beløb til Manchester City. Men James Milner blev et ikon. En perfekt breddespiller for Klopp, der om nogen kender til betydningen af netop disse.
I Dortmund havde han Kevin Großkreutz. Det var ved Gud ikke nogen stor fodboldspiller – til trods for et verdensmesterskab på cv’et – men Klopp fik det bedste ud af ham, og det gav Dortmund meget i de succesfulde år. Som kant, som back og endda som målmand.
James Milner har, er vurderingen herfra, også givet Liverpool ekstremt meget, de seneste syv år. Uanset hvilken position han har varetaget, har han leveret.
Er breddespilleren på vej ud af Premier League?
Så hvorfor virker disse breddespillere til at være på vej ud? Måske det mest af alt handler om, mentaliteten hos spillerne har ændret sig. Milner er af den gamle skole. Lad fødderne tale.
Unge spillere i dag vil spille. Hver gang. Og i store klubber. Og selv dem hvis karriere går på hæld har svært ved at acceptere en rolle, hvor de ikke er absolutte stjerner. Steady Teddy Sheringham blev ved længe, fordi han elskede spillet. Han var ikke for fin til at være andet valgt i West Ham. Jeg tvivler på, at Ronaldo synes det er videre fedt at være andetvalg nogen som helst steder. Der er også omtrent fem Ballon d’Or titler til forskel på de to spillere, så jeg sammenligner dem ikke en-en. Slet ikke. Men jeg savner nok bare de spillere, der ville ofre alt for klubben og lidt mindre for dem selv. Den perfekte breddespiller.
