João Félix – Gennembruddet der blev til et opbrud

João Félix
Joao Felix second striker of Atletico de Madrid and Portugal lament a failed occasion during the LaLiga Santander match between Atletico de Madrid and FC Barcelona at Civitas Metropolitano Stadium on January 8, 2023 in Madrid, Spain. (Photo by Jose Breton/Pics Action/NurPhoto via Getty Images)

En ny sæson, en ny start. Glemt er for en stund de dårlige resultater og præstationer, der nu er blevet afløst af først tilgivelse og siden forventning. Eller sådan plejer det at være. Men da Atlético Madrid mandag aften tog hul på den nye La Liga sæson, var der ingen tilgivelse at spore. Kun vrede og skuffelse. Ikke over for holdet, men over for én bestemt spiller: João Félix.

Portugiseren kom ikke på banen i 3-1-sejren, men blev dog sendt til opvarmning, hvor han blev mødt af piftekoncert fra hjemmepublikummet. Efter kampen, da han skulle lunte af, havde flere fans allerede forladt stadion, men dem der var tilbage afholdte sig ikke fra at give deres mening til kende.

Ese portugués, hijo puta es –  denne portugiser er søn af en l***r

Den nye Cristiano Ronaldo

Et foreløbigt lavpunkt for João Felix og hans tid i den spanske hovedstad, der begyndte med så store håb. For lad os lige spole tiden fire år tilbage. Den kun 19-årige portugiser storspiller for Benfica. 15 mål og ni oplæg i en sæson hvor de bliver mestre og med et hattrick mod Frankfurt i kvartfinalen i Europa League. Mange er blevet kaldt den næste Cristiano Ronaldo i Portugal, men selvom João Félix som spiltype ikke kunne være mere forskellig fra sin landsmand, så var det forståeligt, at han fik smidt så stort et label på sig. For her var med et kæmpe talent at gøre. En kommende Ballon d’Or vinder. En, der kunne præge portugisisk fodbolds fremtid.

Atlético Madrid vidste godt, hvad portugisere kunne yde i den spanske hovedstad, da Cristiano Ronaldo ved flere lejligheder havde ageret bøddel, så de slog til. 126 millioner euro for en teenager var måske lige i overkanten, men ingen var jo i tvil om talentet. Det gav mening at gøre ham til den fjerde dyreste spiller nogensinde. For det var ikke et spørgsmål om, hvis han slog igennem. Det handlede kun om hvornår. 

Clash med Simeone

Og lad os så hoppe fire år frem i tiden. João Félix er fortsat kun 23 år og har føjet en Nations League titel og et spansk mesterskab til cv’et. Men bliver det nogensinde til mere? Er gennembruddet ikke blevet til et opbrud?

I hvert fald ligner det utvivlsomt et farvel til Atlético Madrid. Opfattelsen af, hvordan fodbold skal spilles hos Diego Simeone og João Félix er som forskellen mellem David Beckhams højre og venstre fod. Det lignede allerede et potentielt clash fra begyndelsen, at den måske mest vandrende spiller i moderne fodbold skulle kunne fungere under en af de mest stringente trænere.

Magiske momenter

Men selv i en lidt stram formation, var der antydninger af noget stort. Af flere omgange endda. I 2020-21 sæsonen gik nogle spanske medier endda så langt som til at tale om det endelige gennembrud.

Der var kampen mod Granada i begyndelsen af sæsonen. Den store historie var naturligvis, at Luis Suárez, der netop var kommet til fra FC Barcelona, scorede to gange, men det var João Félix’ kamp. En opvisning og en overlegenhed, som kun Lionel Messi for alvor havde beriget ligaen med i de senere år. Som var han på et helt andet niveau end de øvrige 21 spillere, når han dansende, legende, boltrede sig og gjorde, hvad det passede ham.

Kort tid efter leverede han en ny stor præstation mod Salzburg i Champions League. To scoringer og et fantastisk timet saksespark i løbet mod mål, der blev braget på overliggeren. Nu var gennembruddet der vel? Men så blev han skadet i anklen, og der var andre, der førte an i Atléticos første mesterskab i syv år.

I sæsonen efter var der ingen antydninger. Som i 2-0-sejren over Barcelona, hvor han var oplægger til begge scoringer, eller da han fra midten af februar og godt en måned frem leverede syv mål og to assist i syv kampe.

Hvor går turen hen for João Félix?

Men så gik det galt igen. Med skader og Diego Simeone. Og denne gang på en måde, som er uoprettelig.

For Atléticos fansenes piftekoncert og smædesange bunder i, at portugiseren i det seneste lange tid åbenmundet har fortalt om sin lyst til at komme væk. Helst til Barcelona, der også er interesseret, men for hvem pengene kan blive et problem. For Atlético har fortsat fire år tilbage af kontrakten med portugiseren, og de vil gerne have penge hjem for deres rekordinvestering. Men på nær Saudi-Arabien synes ingen at være villige til at betale det. Lejeopholdet i Chelsea var en bouillonterning af tiden i Atlético. Så meget potentiale, så lidt forløsning. Så her står João Félix to uger før vinduet lukker. I en klub, der ikke vil have ham, og hvor han ikke gider være. Det store gennembrud er blevet til et opbrud, og hvis ikke der sker noget drastisk, ender det med et totalt nedbrud. 

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart