Julekort fra Premier League: Den dag der blev spillet bold juleaften
Premier League har det med at mase og komprimere kampprogrammet til bristepunktet. Og derefter kommer FIFA og smider en turnering, som dem fra marketing lige har fundet på oveni. Lev med det! Sådan synes logikken i hvert fald at være.
Juleaftensdag plejer normalt at være fredet, men et enkelt år har Premier League sendt to hold i ilden. Den eneste kamp spillet en juleaften.
Fortiden
Vi skruer tiden tilbage til 1995 i selskab med fortidens juleånd, som i Dickens originalversion hedder Jacob Marley.
Det er faktisk en god detalje, at Scrooge viser sig så nærig, at han end ikke vil bruge et par shilling på et nyt firmaskilt efter kompagnonens død.
Scrooge & Marley hænger stadig knirkende i decemberkulden den skæbnesvangre dag gnierens hjerte tøs op af de tre juleånder.
Men nå ja. Fodbold. Vi skal nemlig ikke en tur i graven med Scrooge, men derimod til Elland Road, hvor Leeds United imod rivalerne Manchester United.
Det var før Bosman-dommen, så udenlandske spillere var der ikke mange af, men gæsterne havde naturligvis Schmeichel på kassen og Eric Cantona helt fremme. Den franske enfant terrible fik dog ikke en stor dag foran sit tidligere hjemmepublikum.
Der var i alt 12 englændere på banen. Derudover en waliser, to skotter og tre irere i startopstillingen. Leeds United med Thistle Hotels på brystet havde ligeledes to udlændinge med fra start. Tomas Brolin samt Tony Yeboah.
Kids
Manchester United løb på banen i de legendariske Sharp trøjer med unge knøse som David Beckham og Gary Neville i startopstillingen.
Leeds United vandt som bekendt den sidste sæson af den bedste engelske række før navneskiftet til Premier League.
Men regelændringen, der forbød målmanden at samle tilbagelægninger op, tog brodden af de liljehvide. Våbnet med lange udspark fra John Lukic og derefter dueller om andenboldene fik ikke samme snert, når nu der skulle spilles ud fra egen kæde.
Men Leeds stolede stadig på fysik som primært våben og sendte stærke udsmidertyper som Brian Deane og Carlton Palmer ind fra start. Sidstnævnte fik en håndfuld drabelige dueller kampen igennem mod Roy Keane og Nicky Butt.
Efter seks minutter tog værterne føring. Gary McAllister slog et hjørnespark, som dommer Dermot Gallagher mente ramte en United-hånd.
Omgående havde Gallagher Steve Bruce og Schmeichel omkring sig med frådende protester. McAllister omsatte sikkert straffesparket op i højre hjørne foran knap 40.000 tilskuere. Udsolgt.
De holdt vejret, da Brian Deane med et lob – overraskende elegant for en mand af hans statur – kyssede overliggeren.
Fars
Andy Cole udlignede efter en halv times spil efter David Weatherall smed bold væk i eget felt.
Reservemålmand Mark Beeney fik en af sine få kampe for Leeds den eftermiddag, og så lidt tung ud, da han dykkede ned efter bolden.
Beeney fik lidt mere end 30 kampe for Leeds over seks sæsoner som reserve for Lukic og senere Nigel Martyn. Beeney fik i det hele taget ikke en stor karriere, men blev senere først målmandstræner for Chelsea FC og senere scout.
Beeney og Weatherall kunne dog glæde sig bare fem minutter senere. Yeboah slog til og sørgede for, at Leeds tog føring. Paul Parker gled på den smattede bane, Yeboah suste afsted og lykkedes med sit lob.
Manchester United kunne ikke få lagt et afgørende pres på banen med et underlag som farsen fra næste dags julekalkun.
Fremtiden
I stedet slog Leeds igen til.
En omgang pingpong mellem Carlton Palmer og Tomas Brolin – what are the odds – endte med en lille frækkert af et buet indlæg fra svenskeren.
Af uvisse årsager dækkede ingen Brian Deane op. Det var ingen sag for den store targetman at forvalte den julegave, og så gjaldede det ned mod den jublende angriber ’Deano, Deano!’
Hjemmeholdets targetman var i øvrigt den første til at score nogensinde i Premier Leagues historie. Dengang i en Sheffield United-trøje. Modstanderen? Manchester United.
Julenederlaget efterlod Manchester United ti point efter Newcastle, hvilket lod juleånden sænke dystre udsigter over de røde djævles mesterskabschancer.
Men fremtidens juleånd viser som bekendt i ’Juleeventyret’, at der altid er tid til forbedring og håb. Selv om man spiller med ’kids’.
