Julekort fra Premier League: Dengang Santa Clueless blev fyret juleaften
I 2012 var den gennemsnitlige ansættelsestid for en manager i Premier League omkring fire år.
I oktober regnede BBC sig frem til, at det snit er dykket til to år og fire dage.
Det er med andre ord ikke en tjans med stor jobsikkerhed. Men juletiden er da fredet ikke? Der er da ingen, der fyrer – bortset fra store danske mediehuse – der sparker folk ud i den sødejuletid?
Jo. Det er der faktisk. En stor håndfuld managere har i Premier Leagues historie fået silkesnoren i perioden 24-31 december.
Dem ser vi nærmere på et senere skriv. Men stop en halv. Der er vel ingen klubejer og bestyrelse så hjerteløs, at de siger ciao til en manager 24-12? Altså vores juleaften og dagen før briterne sætter kalkunen på bordet. Den dag, hvor julefreden skal sænke sig og jage mørke tanker bort.
Jo. Det er faktisk sket. En gang. Her er historien om ’Santa Clueless’.
Les Reed?
Charlton var i stadig i gang med at finde sig selv efter de gode år med Alan Curbishley. De gode år med ’Curbs’ havde ikke mindst udviklet en selvforståelse på The Valley, der talte for mere end nedrykningsdrama.
Ian Dowie, den tidligere Crystal Palace og QPR tankcenterforward, fik opgaven efter at have vundet sig et lovende managerrygte i sin tid på Selhurst Park. Nordireren fik et rekordstort transferbudget og hentede blandt andre Jimmy Floyd Hassielbank.
Men sæsonen løftede sig aldrig for The Addicks, der konstant lå omkring eller under stregen. I november røg Dowie ud. Ind kom Les Reed. Eller han var der allerede. Han blev nemlig forfremmet fra en assistentrolle.
Hvem? Les Reed er ikke et navn, der vækker genklang i Danmark, men Liverpool-fans vil måske genkende navnet fra Steven Gerrards biografi. Her savede Gerrard Reed midtover.
Julefest
Reed var en del af Kevin Keegans landstrænerstab, og i øvrigt til den engelske presses store undren, ham der ender EM 2000 udtalte sig om taktiske spørgsmål. Han stod langt henad vejen også for den engelske taktik.
Gerrard skriver, at han ingen respekt havde eller har for Reed. Som ung spiller var der ingen forståelse at hente hos Reed og et par andre fra Keegans stab for at være væk hjemmefra.
”De var altid efter mig. Når jeg var sammen med dem blev min hjemve meget større.”
Reed blev efterfølgende teknisk direktør hos FA, men blev fyret i 2004. Efter en periode som løsgænger blev han hentet til The Valley som Dowies ikke mindst taktiske assistent.
Det var i øvrigt den sæson, hvor Dennis Rommedahl samt alle spillere med efternavnet Bent var faste startere for Charlton.
Efter fyringen af Dowie fik Reed chancen. Han holdt i seks uger. I den periode vandt Charlton blot en gang, og røg også ud af Liga Cuppen til lille Wycombe (som dog gerne ser sig selv som rival til holdene i Sydlondon).
Og efter det ydmygende nederlag gav Reed spillerne fri til en heftig julefest.
Santa Clueless
Pressen havde ikke glemt Reed fra EM 2000, og øgenavnene stod i kø i tabloiderne.
Les Reed kunne således læse sig omtalt som ’Les Miserables’ (som faktisk er meget elegant på sin egen perfide måde) og op mod julen blev der sat trumf på med ’Santa Clueless’. En titel som ikke mindst Daily Mirror kørte tykt på med.
Juleaftensdag gik den så ikke længere. Reed røg ud. Efter 41 dage på trænerbænken.
Fyringen er flere gange forsøgt omskrevet som en gensidig aftale om opsigelse. Men helt ærligt – hvilken træner tager telefonen efter 41 dage i jobbet og siger ’jeg er sygt ringe til det her job. Jeg vil ud!’.
Desuden skulle denne forståelsesaftale være eksekveret 20. december, men den går ikke.
De engelske medier heriblandt BBC melder fyring juleaften. Så den holder vi fast i.
Dårligste nogensinde
’Santa Clueless’ har i øvrigt senere ’vundet’ en internetafstemning om at være Premier Leagues dårligste træner nogensinde.
Så måske var det alligevel ok at finde papir og pen frem juleaftensdag med et stort farveller til ’Santa Clueless’.
Det kunne tilmed ses som konsekvent reaktion på et ægteskab, der slet ikke fungerede. En moden og pragmatisk beslutning. Hvis det så ikke lige var fordi, at næste mand ned gennem skorstenen var Alan Pardew.
Ho, ho, ho…
