Julekort fra Premier League: Ti profiler kan forlade ligaen gratis

Old Trafford, Manchester United
Foto: Henrywei Dreamstime.com

Juleaften er hjerternes fest. Men selv det mest inkarnerede varme fodboldhjerte kan blive koldt som Themsens gennemløb en vintermorgen, når det sidder i brystet på en sportschef.

For om lidt skifter kalenderen fra ’22 til ’23. Med det lille kokette sideskifte hen over nytårets bobler så følger lyden af en lås der går op. Det er fra 1. januar, at spillere med kontraktudløb til sommer må forhandle til anden side. Tilmed i dyb hemmelighed.

Reglerne

Sådan er reglerne. Når der er seks måneder tilbage af en spillers kontrakt, så er de fair game. En interesseret klub behøver ikke spørge den aktuelle arbejdsgiver om lov til at indgå i kærlig og imødekommende dialog. 

Og hvad værre er. Spillerne kan skifte gratis.

Og der er faktisk en god del profiltunge signaturer, der bliver ledige til forhandling i timelejede mødelokaler, telefonsnakke og hotelkaffe i foyerer rundt om i England.

Øverst på julemandens ønskeseddel står Marcus Rashford. Fra AC Milan til Paris SG meldes interesserede, men Manchester United har et trumfkort. De har en indbygget option, der kan forlænge angriberens ophold på Old Trafford med et år. Det er sandsynligvis de igangværende salgssnakke om Manchester United, der forhindrer, at det allerede er sket. Glazers er ikke meget for at bruge penge i en sådan situation.

Målmand David de Gea er i øvrigt i en tilsvarende situation. 

Kongen

Wilfred Zaha er kongen af Croydon og Crystal Palace. Men ivorianeren vil åbenbart igen prøve sig af andetsteds. Det ligger ikke til moderne fodboldspillere at tænke sig selv ind i en legendekontekst, når først pensionen kalder. Han har tidligere brændt nallerne på Manchester United, men nu er han 30 år gammel, så nu skal det være.

Juventus og Barcelona skrives interesserede. Hvilket måske med tanke for hans stil lidt ligner et par klubber klar til at tage en chance og sælge ham retur til Premier League med flødeskum efter seks måneder, hvis ikke det går.

Roberto Firmino har scoret ni mål i denne sæson og generelt spillet en hovedrolle for Liverpool i de seneste otte år. Men nu kan det være forbi. Klopp har udtalt, at der ventes kontraktforhandlinger, men om lidt skriver vi januar. Der ventes AC Milan og Atletico samt naturligvis Juventus at byde sig til.

Duo

En belgisk duo bliver helt sikkert også varme sager. Tielemans har længe været rygtet væk, men Leicester har afvist alle bejlere. Og da de så i sommer åbnede for forhandlinger med Arsenal sagde, Arteta alligevel nej tak. Nu ventes det, at Tielemans drager til Spanien, hvor Real Madrid kan blive næste stop for midtbanespilleren.

Brightons Trossard er i en alder af 27 år modnet til at blive fast mand på det belgiske landshold efter dette VM samt skifte til større adresse. Han har været involveret i ti mål for Brighton i denne sæson, og selv om Havmågerne kan aktivere en forlængelse på et år, så er det endnu ikke sket. Tre engelske klubber – Arsenal, Newcastle og Chelsea siges, at være lune på ham, men også en håndfuld klubber fra kontinentet følger ham.

Savn

Alle savner N’Golo Kante. Chelsea savner den skadede midtbanespiller. Frankrig savnede ham under VM. Efter syv år i England kan støvsugeren af en defensiv midtbane vinke farvel kvit og frit til den engelske liga og vende hjem til Frankrig, hvor stinkende rige Paris SG nok kan finde en lukrativ kontrakt frem.

Chelsea kan også risikere at vinke farvel til Jorginho, der kan blive den næste, der skifter Stamford Bridge ud med Camp Nou og Barcelona.

Manchester City vil gerne holde på Ilkay Gündogan, men den 32-årige midtbanestrateg forhaler kontraktsnakken. I kulissen spøger Galatasasary og naturligvis Barcelona og Juventus. De er åbenbart alle steder.

De er nemlig også inde i billedet omkring hurtigløberen Adama Traore. Han har i denne sæson været udlånt fra Wolves til Barcelona, og ventes at forlade Molineux ganske gratis til sommer. Hvilket er noget af en udvikling for en spiller, som Wolves for et par år siden lignede de ville score boksen på. Nu bliver den julegaveæske ganske tom.

The Manager
Logo
Shopping cart