Juventus – storhed, fald og fortsat fald?

Juventus, Serie A, Vlahovic
ORLANDO, FL – AUGUST 02: Juventus forward Duan Vlahovi (9) scores the 3rd goal and celebrates during the Soccer Champions Tour between Real Madrid and Juventus on August 2nd, 2023 at Camping World Stadium in Orlando, FL. (Photo by Andrew Bershaw/Icon Sportswire via Getty Images)

Det var ikke overbevisende, men det var alligevel meget klassisk Juventus. I 2019/20-sæsonen var de presset af særligt Inter, Atalanta og Lazio, men den gamle dame gjorde, som den altid gjorde. Vandt mesterskabet. Selv ikke corona kunne hindre dem i at tage et nyt mesterskab. Det niende i træk og det 36. i alt, lidt afhængigt af, hvordan vi tæller mesterskaberne i begyndelsen af 00’erne, men det vender vi tilbage til.

De havde Cristiano Ronaldo på holdet, og selvom defensiven med Chiellini og Bonucci ikke blev yngre, så var det vel nok til at tage titlen igen sæsonen efter. Kunne de vinde ni mesterskabet i træk, kunne de vel også vinde ti. Men sådan gik det ikke. Inter, med Antonio Conte, vippede Juventus fra tronen, og vejen tilbage har vist sig yderst besværlig. For skulle det ende med et nyt glippet mesterskab i den kommende sæson, vil det være fjerde år i træk, at Juventus ikke bliver italiensk mester. Og det er ikke sket siden starten af 90’erne, ser vi lidt bort fra begyndelsen af 00’erne, da Juventus som konsekvens af Calciopoli fik fratrukket et par mesterskaber og måtte en tur ned i Serie B.

PlusValenza

Det tog tid dengang at komme tilbage til toppen af italiensk fodbold. Godt nok blev flere profiler i klubben ved nedrykningen, men man skulle bygges op på ny. Så drastisk er det ikke denne gang, men lighedstegnene er alligevel til at få øje på.

For den sportslige deroute hænger også sammen med en økonomisk en af slagsen. I foråret blev Juventus ramt af en skandale og blev fratrukket point grundet en regnskabsteknisk finte, også kendt som PlusValenza-sagen. Det kostede i sidste ende Champions League pladserne, og det fik efterfølgende også UEFA til at smide dem ud af Conference League.

Så hvor står Juventus ved indgangen til den nye sæson?

Økonomiske kvaler

Måske den manglende deltagelse i Conference League kan vise sig givtig i forhold til at fokusere på ligaen, men selv UEFAs tredjestørste og mindre pengestærke turnering kunne have givet Juventus noget af det, de allermest har brug for i forhold til at vende tilbage til toppen. Penge.

Tilbage i september sidste år præsenterede Bianconeri sit regnskab. Et dundrende underskud på 254 millioner euro. Det største tab i klubbens historie og det femte år i træk med underskud. Og der er ikke umiddelbar udsigt til en tiltrængt pengeindsprøjtning. 

Den nuværende tv-aftale i Serie A udløber i 2024 og står foran en fornyelse, men meget tyder på, at det bliver en dårligere aftale, end den der er nu, der allerede er en dårlige aftale, end den der blev indgået tilbage i 2021.

Overforbrug

Juventus, der engang var kendt som kongerne af de frie transfers med ‘køb’ af Pirlo, Pogba, Coman og Khedira har de senere år været anderledes aggressive med køb af ældre, dyre spillere som Ronaldo og Higuain, der begge scorede mål, men som der ikke var meget videresalgspotentiale i, ligesom kontraktfrie spillere blev udstyret med endda særdeles lukrative aftaler som nu eksempelvis Aaron Ramsey. Alt sammen på et tidspunkt, hvor Covid-19 kom og satte en stopper for Juventus’ forventede indtjening.

Og det er det, der i øjeblikket koster Juventus. Et overforbrug på det værst tænkelige tidspunkt, og som nu besværliggør muligheden for at forstærke en trup, der ellers har kraftigt brug for det. 

Rivalerne

Til den kommende sæson ser Napoli ud til at være svækket med afgangen af Kim samt træner Spalletti, ligesom både Kvaratskehlia og Osimhen fortsat kan skifte væk. Men gør det så Juventus til favorit, at sidste sæsons mestre også har sine problemer?

Svaret svæver lidt i det uvisse. Milan har også mistet profiler og søger en ny retning med en ny sportslig ledelse, mens Inter, godt nok lidt aldrende trup, omvendt ser ganske stabil og stærk ud. 

Rivalerne har en retning, der kan synes svær at få øje på hos Juventus. Nogle skriger på en foryngelse og sats med yngre spillere, mens andre mener at noget så simpelt som et formationsskifte og en ny rolle til Chiesa kan afhjælpe diverse problemer. På sin vis ville det jo være klassisk Juventus, sådan at sætte konkurrenterne til vægs, selvom ikke alt fungerer, men rundt om hjørnet truer en forlængelse af den krise, der kan blive blandt klubbens største nogensinde.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart