The Eagles are coming! Det er i Ringenes Herre et godt tegn, når kæmpeørnene kommer til undsætning, men de nødstedte vil denne gang næppe være glade for at se de store fugle.
Det er Southampton, der er tale om. De skal denne lørdag en tur til Crystal Palaces ’ørnerede’ på Selhurst Park.
Southampton har tidligere på sæsonen i ligasammenhæng været forbi Croydon og tabte. Naturligvis. Siden sejren over Chelsea i august så har Saints blot vundet en enkelt gang.
Da de gæstede Crystal Palace i oktober var Hasenhütl stadig manager, men nederlaget på 1-0 kickstartede en stime af nederlag på nu seks i træk. Men ikke med den samme træner. Nathan Jones overtog nemlig efter østrigeren, og englænderen står altså noteret for fire liganederlag i rap.
Senest mod nedrykningsrivalerne Nottingham Forest så selv om Jones med oprejst pande gik banen rundt og klappede af publikum, så blev han mødt med buh og ’you don’t know what you are doing’.
Det er hurtigt Southamptons trofaste har mistet tilliden til Jones. Han er englænder, ung for en manager og menes, at være et lovende trænertalt. Jones har ikke mindst vundet anseelse for sine præstationer med lille Luton, hvorimod tiden i Stoke blev kort og ufrugtbar. Men så igen. Større navne er snublet på The Brit i Stoke.
Jones har forsvaret sig med, at Southamptons defensiv fungerer bedre nu. Modstanderne kommer ikke længere så let til mål, men scorer primært efter individuelle fejl. Det kan så også være nok, hvis ikke hans offensive kræfter scorer i den anden ende.
Mål
Den tidligere danske landsholdsspiller Jacob Laursen forklarede mig engang om tiden i Derby, at de vidste så længe, de gjorde hvad de kunne for at overholde de defensive aftaler, så kunne de holde modstanderne på få eller ingen mål.
Men netop fordi personlige fejl er frygtelig svære at undgå over 90 minutter, så blev der trods alt scoret mod et ellers forsvarsmæssigt stærkt Derby-mandskab og her kommer Laursens pointe så. At fordi de vidste, at de havde en angriber eller to, der nok skulle score en pind eller to, så mistede forsvarerne aldrig troen på et resultat, hvis de kom bagud. De vidste, der lå et mål og ventede, hvis bare de holdt fortet.
Den luksus har Southampton ikke pt. De mangler den duo, der forvandler gråt regnvejr til spredte skyer og solskin. Noget man kan leve med.
Sommeren så ti nye spillere komme til og alle stort set unge købt ud fra datasæt lex ejerkredsen med Ankersen. Fremtidens helte. Det er dog blevet tydeligt for enhver, at der mangler stål og erfaring på holdet, hvorfor Southampton nu er på markedet efter mere erfarne folk med Premier League erfaring.
Vi ved også fra Ankersens tid i Brentford, at han har en stærk tro på data. Han stod last og brast med Thomas Frank, da Bierne gik fra nederlag til nederlag. Indtil det vendte med et brag. Forskellen på den nedtur og den igangværende er dog, at Brentford ikke flirtede med nedrykning. De gik glip af oprykning. Slemt nok, men dog ikke hånden på kogepladen.
Nedrykning for Southampton efter 11 år oppe vil på mange måder være tungt for den nye ejerkreds. Transfermæssigt, indtægtsmæssigt og signalværdien. I The Championship kan ingen høre dig skrige. Og vi har set det før. Hold, hvor selvtillid og gejst forsvinder. Troen er væk. En mental skrøbelighed hvor nedrykningen de facto indfinder sig før den matematiske.
Nedtur
Den store nedtur stiller Southampton overfor et dilemma før FA Cup-mødet med Crystal Palace. Skal Jones gå efter et resultat? Det kan være en selvtillidsbooster. Omvendt kan vurderingen være, at det for høj en risiko at løbe og sende stamspillere på banen. Skader til James Ward-Prowse eller (ellers formsvage) Che Adams har Southampton bestemt ikke brug for.
Med Hassenhütl havde Southampton også mørke perioder, men han formåede altid at hanke op i dem og ramme en positiv stime, der sikrede en placering midt i tabellen. Lunt og godt i reden.
Nu gælder det FA Cuppen. The Eagles are coming. Spørgsmålet er så, om det er en god eller dårlig ting for Southampton?
