Klaphat eller kritiker – Schmeichels arv er enorm

Leicester

Foto.-Mohamed-Ahmed-Soliman-Dreamstime.com_

Kasper Schmeichel har forladt bygningen. King Power Stadion that is.

Den danske landsholdsmålmand har sagt farvel til Leicester og Premier League og skal fremover spille for Nice. Et eventyr i det franske venter nu. Kasper Schmeichel er 35 år, så måske er det chancen for at spille i en ikke-britisk liga, der lokker. Og en bolig og familieliv i det lune sydfranske kystområde er næppe at foragte målt på livskvalitet.

Penge

Det er alligevel noget af en arv, som Kasper Schmeichel efterlader. Han tog 11 år i Leicester City, hvilket er ganske opsigtsvækkende i moderne fodbold, hvor de fleste fodboldspillere så snart de er præsenteret i en klub taler om næste destination. Det er pengene, der taler. Fodbolden er efterhånden så pengegrisk, at økonomi altid er motiv nummer et, når der skal analyseres. Det var butleren, der gjorde det – han skifter klub kun for pengene.

Spekulationer

Vi ved ikke om det er pengene, der taler for Kasper Schmeichel. Der har været skriverier i flere engelske aviser om kontraktforhandlinger med Leicester, der har involveret en vis lønnedgang. Et ønske fra Leicesters side. Vi ved ikke hvorfor. Men der skrives i tiltagende grad om en udfordret finansiel situation i Leicester, der endnu har til gode at skrive med en ny spiller. Som den eneste klub i Europas top-5 ligaer. Tværtimod kæmper The Foxes lige nu for at holde på det kreative omdrejningspunkt James Maddison, som Newcastle byder højere og højere på. Tielemans ventes ligeledes solgt. Der er også interesse fra Chelseas side for Fofana.

Perspektiv

Når man ser på Kasper Schmeichels karriere i bredt perspektiv, så er der ikke meget, der taler for, at han skifter klub for pengenes skyld. Siden han blev indskrevet på Manchester Citys akademi i 2002 har han taget den hårde tur rundt i det engelske udviklingssystem med stop i lavere rækker. Her har han lært traden i Bury, Falkirk og Notts County.

Han har professionelt undervejs forholdt sig til sit efternavn. At stå i faderens skygge. Andre har prøvet den situation før ham og ikke formået at tage skridtet ud af skyggen. Det er ikke en skygge, som X eller Y far bevidst kaster. Det er medier og fans, der står for den del. De holder junior op mod senior. Hvis altså senior havde en karriere af betydning. Fordi de håber at se samme store præstationer og fordi fodboldsnak elsker sammenligninger.

Kasper

Kasper Schmeichel blev ret hurtigt Kasper. Og ikke Peters søn. Mesterskabet i 2016 sammen med Leicester var svendestykket. I dansk fodboldkontekst elsker vi at hade vores egne og hader at elske dem. Så når en dansker gør det godt i udlandet, så bliver man hurtigt stemplet som ’klaphat’, hvis man roser. Eller for kritisk, hvis ikke man gør.

Uanset om man er klaphat eller kritiker, så kan der ikke være tvivl om, at Kasper Schmeichel efterlader sig en enorm arv i Leicester.

Kultur

Efter mesterskabet for seks år siden skrev jeg en bog om Leicesters sensationelle triumf. Det er ikke en videre god bog, hvis sandheden skal på bordet, men havde fornøjelsen af at tale til baggrund med ansatte på forskellige niveauer i klubben.

Spurgt om Kasper Schmeichel fremhævede de alle hans professionalisme, jernhårde indsats til træning, vilje og ikke mindst forståelse for klubbens kultur og fans og naturligvis dygtige målmandsspil. Alle kender hans frygtløse ambitioner og intet mindre end 100 procent er godt nok.

Pokaler

Han har vundet Premier League, The Championship, FA Cuppen, Community Shield og været med i en af de vildeste great escapes i Premier Leagues historie. Dertil de personlige nøgleøjeblikke. Redninger mod West Ham i 2016 eller sejren i FA Cuppen. Det er afgørelser på millimeteren, der kræver endeløse træningssessioner. Igen og igen. Efter 479 kampe heraf 144 clean sheets er hans vindergen syet ind i Leicester-trøjen, og han var den naturlige anfører, da Wes Morgan gav bindet videre. En del af den kultur der gør, at vi de seneste sæsoner har set på Leicester som et naturligt top-10 hold og ikke kanonføde i bunden af bassinet. Kun to spillere har fået flere kampe for Leicester end ham, og vi kunne blive ved.

For den blonde keeper er det tid til at rykke videre. Måske den rette tid. Arven efterlader Leicester i Kaspers skygge.

Eller som en avis skrev: ’Leicester – time to panic?’

Det kunne det godt være.

The Manager
Logo
Shopping cart