Måske skyldtes det farven på de mange skægstubbe, måske var det skyggen fra kasketten, der forandrede lyset, eller også var det simpelthen synet af endnu et nederlag, der fik Jürgen Klopps ansigt til at lyse gråt, da gårsdagens kamp mod Arsenal på Emirates, blev fløjtet af.
Hvor om alting er, så er der ikke noget at sige til, hvis Klopp er skuffet, trist, frustreret, vred og alt mulig andet. Eventuelt magtesløs.
Men selvom livet for Liverpool pt. er op ad bakke i en grad, der for mange sikkert er svær at holde ud, så var gårsdagens nederlag til Arsenal alt andet end verdens undergang. I hvert fald ikke med tanke på Arsenal anno 2022 og dags dato.
For gud fader bevares, hvor er Mikel Artetas mandskab dog et godt ét af slagsen. Ej, gode er for mildt sagt. Arsenal er ganske enkelt et sindssygt fremragende fodboldhold!
Og til trods for, at Klopp her dagen derpå kan se tilbage på op til flere lyspunkter, så kan hverken han eller nogen anden, hvis hjerte banker for Liverpool, se tilbage på i går og sige andet end at nederlaget var hamrende fortjent.
Eller rettere, at Arsenals sejr var hamrende fortjent.
Klopp og poserysteriet
Når det er sagt, så lad os lige dvæle ved lyspunkterne. For de er der. Og det skrives ikke bare som et forceret plaster på det sår, som blandt andet synet af den aktuelle stilling i Premier League fremkalder hos alle fans på bagkant af gårsdagens kamp, hvor Liverpool efter otte kampe er nummer ti med ti point.
Altså hele 14 point efter Arsenals førsteplads.
For Liverpool spillede i perioder egentlig ganske godt, faktisk også hist og pist bedre end Arsenal, og det skyldtes paradoksalt nok den taktik, der også endte med at koste Liverpool livet, nemlig en taktik med indbygget undertal på midten.
I sidste uge mod Rangers i Champions League tog Klopp fusen på alt og alle ved at ryste den taktiske pose og dermed parkere den velkendte 4-3-3, og i stedet springe ud i en 4-4-2 med så offensive kanter, at den faktisk var en 4-2-4.
Klopps poserysteri bar frugt i form af frigivelse af energi og friere tankegange, ligesom rysteriet naturligvis kom som en overraskelse for modstanden, hvilket nok også var grunden til, at tyskeren i går forsøgte at udføre et lignende stund på Arteta.
Liverpools formation på Emirates var dog ikke rendyrkede eksempler på hverken 4-4-2 eller 4-2-4, nok snarere en 4-2-1-3 formation med Henderson og Thiago i maskinrummet, og med Jota lige bag Salah, Diaz og Darwin i front.
Bombardement
Problemet var bare, at Klopps taktik ikke syntes at komme bag på Arteta. Tværtimod. Spanieren tog imod tyskerens tanker med kyshånd, i og med at han allerede på forhånd havde lugtet lunten, hvilket især kunne ses på de seks forreste i Arsenals 4-1-4-1 formation.
De var nemlig blevet bedt om at frontalangribe Liverpools bagkæde i gæsternes opbyggende fase, og hvis endelig Virgil van Dijk eller en anden havde held med at spille sig ud af presset, så var det Liverpools maskinrum, som konstant – og ikke overraskende – syntes at være i undertal, der skulle bombarderes.
Og ja, så snart bolden var blevet erobret, hvilket den eksempelvis blev allerede efter et minuts spilletid, hvor Arsenal bragte sig foran med 1-0, så var det frem med raketterne og afsted i en hurtig omstilling med dybe pasninger til de mange frivillige løb.
Sådan var kampbilledet i hvert fald i første halvleg. Efter pausen var historien en anden. Her sadlede Arsenal nemlig højst overraskende, og i stedet for at leve på pick ups og kontra, så gik Artetas dessiner i stedet på, at Arsenal simpelthen bare skulle masse Liverpool.
Det så i hvert fald sådan ud, især i de sidste tyve minutter af kampe, hvor Liverpools straffesparksfelt i perioder til forveksling lignede et skydetelt, alt imens larmen ude fra tribunerne nærmede sig noget infernalsk i takt med at Klopps hudfarven skifte fra rosa til grå.
Darwin
Men som sagt, så var der lyspunkter, og et af de helt, helt store, ja, det absolut allerstørste, var den på forhånd udskældte angriber Darwin, som Klopp gav chancen fra start.
Og jaja, jeg skal nok spare jer for udsagn a la “hvad sagde jeg” med henblik på den artikel, jeg skrev i fredags, og hvori jeg sådan lidt henkastet skrev “lur mig om han ikke allerede på søndag.”
Hvad jeg til gengæld ikke vil spare jer for er en lovprisning af Darwin. For han var god i går. Rigtig god. Masser af energi, masser af mod og agressivitet, farlige løb i dybden, farlige løb ude på kanten og ned i frimærkerne, muskuløst duelspil, resolutte afslutninger, og en fantastisk flot scoring i form af en glidende yderside.
Kom igen
Et andet lyspunkt, lige her på falderebet, er det faktum, at Liverpool ikke bare en gang, men hele to gange formår at få udlignet oppe på måltavlen.
Og det er vel at mærke i en udekamp, hvor man taktisk er på hælene mod et hold, der sammen med Manchester City uden tvivl er det bedste kørende af slagsen i Premier League, mens man selv har haft en sæson, der indtil videre har været rigtig langt ude i skoven.
Og nej, det kan Klopp, der er vant til at vinde, og som hader at tabe, og som pt. befinder sig i sit Liverpool-livs største krise, sikkert ikke bruge til en hulens fis. I hvert fald ikke lige nu.
Og nej, det kan Henderson og co., der ellers spillede med følelserne flot uden på tøjet på Emirates, sikkert heller ikke.
Men måske i morgen. Og i hvert fald i god tid inden mødet med Manchester City på søndag.
