Knytnæve eller hjælpende hånd: Saudi-Arabien tvinger os hen foran spejlet
“Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj afsted.” Sådan synger C.V. Jørgensen på klassikeren Sæsonen er forbi fra albummet Tidens tern. Og Hr. Jørgensen har på mange måder ret. Og så alligevel ikke.
For nok er sommeren tættere på slut end start, men sæsonen er på ingen måder forbi. I hvert fald ikke i fodboldens verden. Her starter (Premier League) sæsonen først lige om lidt. Og når det sker, om mindre end et par uger, så gjalder startskuddet i en forandret virkelighed.
Trafikken ind og ud ad sommerens transfervindue har nemlig været til at tage at føle på. Og det skyldes ikke mindst, at Premier League og resten af Europa, ja faktisk hele verden, har fået en ny dreng i klassen. Vel at mærke en af de dyre drenge, nemlig Saudi-Arabien.
Muskelkraft
Hvad der startede med et par overprized prestigekøb af aldrende superstars, er endt med en ekstravagant og strategisk omgang shopamok af både A- og B-kendisser. Til at starte med rystede folk på hovedet. Det gør de fleste måske stadigvæk. Men der rystes også lidt i bukserne. Og med god grund.
For Saudi-Arabiens armbevægelser er voldsomme. Endda i en sådan grad, at kongerigets muskler får selv Premier League til at fremstå som en forsvarsløs vatarm. Eller som Pep Guardiola sagde i lørdagens udgave af The Times: “The Saudi league completely changed the market.”
Guardiola har da også mærket den nye, rige drengs muskelkraft på egen krop. Riyad Mahrez har nemlig i denne sommer forladt Manchester City til fordel for et lukrativt fodboldliv i Saudi-Arabien. Men også klubber som Liverpool og Chelsea har måtte give fortabt overfor Saudi Pro League.
Det samme har mange andre store fodboldklubber rundt om i Europa. Og intet tyder på, at Saudi Pro League er færdig med at shoppe. Tværtom. Der går ikke en dag uden et nyt navn sættes i forbindelse med en af kongerigets klubber.
Millarder
Det er dog langt fra kun de Saudi-Arabiske klubber, der har bidraget til trafikken i det globale transfervindue, der først smækker i om en måned. Klubberne i Premier League bidrager også til festen. Og nej, her tænkes der ikke på Chelsea, der ellers har kastet om sig med penge siden Todd Boehly og co. flyttede ind på Stamford Bridge.
For som det fremgår af en oversigt produceret af The Times, så er Chelsea faktisk den klub i Premier League, der (indtil videre) har tjent langt mere end de har brugt. Således opererer Chelsea pt. med et milliardoverskud i indeværende transfervindue.
Anderledes ser det ud i Arsenal, der i skrivende stund er den Premier League-klub, som har brugt klart flest penge på transfermarkedet. Det skyldes i sagens natur tilgangen af både Declan Rice og Kai Havertz, der (sammen med købet af Jurrien Timber) har kostet klubben mere end 200 millioner pund.
Penge på forstærkninger er der så sandelig også blevet brugt i Manchester United, hvor købet af Rasmus Højlund endda endte med at koste klubben mere end signingen af Mason Mount.
Hjælpende hænder
Men tilbage til Saudi-Arabien. For som The Manager tidligere har været inde på, så er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt. For noget. Heller ikke engang når snakken falder på Saudi-Arabien.
For Saudi Pro League har rigtignok sat et frontalangreb ind på den økonomiske magtbalance i moderne fodbold. Men klubber a la Al-Nassr og Al-Ittihad er ikke kun en knytnæve i hovedet på europæiske mastodonter. De statsfinansierede klubber er også en hjælpende hånd. En klub som Chelsea kan for eksempel takke Saudi Pro League for det føromtalte milliardoverskud.
Klubben har fået ud muget ud i truppen på lukrativ vis. Og ja, at Chelsea kan nu gå den kommende sæson i møde uden frygt for at støde ind i Financial Fair Play-repræsentanter for UEFA. Og ja, med en masse nye navne på holdkortet.
Men ikke nok med det. Saudi-Arabiens pengestrøm har også været en livline for en klub som Wolverhampton. Takket været det lukrative salg af Ruben Neves undgik ulvene ikke bare problemer med UEFA. Wolves slap også for at miste Julen Lopetegui, der netop på grund af de øknomiske problemer ikke kunne signe nye spillere og derfor var tæt på at forlade klubben.
Spejl
Og apropos nye navne, så er en af de gode sideeffekter ved Saudi-Arabiens voldsomme købetrang, at nye spillere får chancen for at shine, nu hvor de gamle er gået på pension i Det lykkelige Arabien. Læg dertil, at de valg som koryfæer a la Steven Gerrard og Jordan Henderson har truffet, tvinger os alle, fan af Liverpool eller ej, til at stoppe op og tage stilling. Og vælge side.
Men Gerrards, Hendersons alle de andres ‘ja tak’ til en fremtid i Saudi Pro League er også en god anledning til at stille foran et spejl. Og det gælder ikke bare trænere, spillere og klubber. Men så sandelig også fans og sponsorer.
For lige så meget, som modstanden overfor de saudiske armbevægelser (såvel som de værdier landet bygger på) er forståelig, ligeså hyklerisk kan kritikken af Saudi Pro Leagues ageren også fremstå. Ikke mindst, hvis man (som fan) lever et liv i Premier League. En liga, der jo i årtier har gjort brug af den økonomiske muskelkraft, som den saudiarabiske fodboldliga pt. gør brug af. En liga, hvor det i forvejen vrimler med ejerskaber, der er mindst lige så problematiske, som dem der ejer klubber i Saudi Pro League.
Hvorvidt dette spejlkiggeri vil føre forandringer med sig, vil tiden vise. Måske sker der ikke en dyt. Måske sker der en hel masse. Eller måske lander det hele bare et eller andet sted midt imellem. Fodbolden verden har jo altid være rådden og nu er den så bare blevet pilrådden, fristes man til at sige. Og det må vi jo så bare lære at leve med. Kan vi andet?
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
