Det skal handle om Chelsea, og i særdeleshed om Reece James, men vi starter alligevel i Liverpool og zoomer ind på Jürgen Klopps kærlighed til sine spillere.
Den er nemlig stor, og i visse tilfælde decideret betingelsesløs, hvilket Klopp i årevis har illustreret via kys, kram og high fives ude på sidelinjen, i form af sylespidse forsvarstaler før, under og efter kampe, men også via tildeling af tillidsbåren spilletid på banen.
Faktisk får man, hvad end man er fan af Liverpool eller ej, tit og ofte utvetydige fornemmelser af, at Klopp, ifølge tyskeren selv, er indehaver af de bedste spillere i hele verden.
Alligevel, så kan man ikke undgå, bare en gang imellem, at mistænke Klopp i være bare lidt misundelig på andre managers og de spillere, som disse råder over.
Og lad os eksempelvis, som mere end en nok allerede har gættet, skifte fokus fra Liverpools højre back til Thomas Tuchels ditto i Chelsea.
Der er nemlig ingen tvivl om, at Klopp knuselsker Trent Alexander-Arnold og til hver en tid – selv i tider som disse, hvor Alexander-Arnolds start på sæsonen er været mildest talt diskutabel – vil gå gennem ild og vand for ham.
Men der kan sand for dyden heller ikke herske hulens meget tvivl om, at Klopp siden sæsonpremieren, hvor Alexander-Arnold i større eller mindre grad har været involveret i alle de mål, der er gået ind hos Liverpool, bare i et splitsekund ville ønske, at hans højre back kunne forsvare a la Tuchels selvsamme.
Multiværktøj
I så fald, så ville følelsen af misundelighed være ganske forståelig. Ikke bare hvad angår Reece James’ defensive kvaliteter, men i den grad også hans offensive, der i skrivende stund, og uden skyggen af tvivl, gør James til Chelseas absolut farligste mand.
Ja, skulle man lave et pubertært meme, der ville høste reach og likes på sociale medieplatforme i sen søndag aften, så kunne det være passende, at placere et surt Klopp-ansigt foran en hoverende papfigur af Tuchel, der med tysk accent – og inspiration fra CV Jørgensen – synger “Han har det hele, lidt til og meget mere…og han er min!”
For James er om nogen prototypen på et moderne multiværktøj, der – hvad end det folder sig ud med udgangspunkt i bagkæden, inde på midten eller helt i front – synes at være instrumental for den stabiliserende balance såvel som for den chanceskabende kreativet i Tuchels 3-4-2-1-system.
Faktisk fristes man til at gå så langt som at sige, at Chelsea er lige så sårbare uden James, som Liverpools forsvar er det med Alexander-Arnold.
Bend it like Beckham
Sådan har det været længe. Intet nyt under solen her. Og hvis man ikke gider at grave i dybt i arkiverne for at finde beviser, så kan bare nøjes med at spole tilbage til premieren på indeværende sæson og gense Chelsea første fire kampe, hvor James har spillet samtlige minutter, og som hver især – og på fornem vis – highlighter James’ betydning for Chelsea.
Og hvad er det så han kan, den 22-årige londoner fra Chelseas eget akademi?
Ja, som sagt, det hele, lidt til og meget mere. Ganske enkelt. Og endda overalt på banen, hvor James i øvrigt, hvad end ens øjne er rettet mod ham i kampens hede eller på et efterfølgende heat map, er svær at kategorisere.
For er han midtforsvarer, back, wingback, bred 6er, falsk 8er eller 11er? Det er svært at give et entydigt svar på, ligesom det er svært sige, hvem han 100 procent minder om.
I forsvaret har James den samme pitbull-atletisme som Kyle Walker samt en lungekapacitet a la Kanté. På midten af banen leder han tankerne i retning af et miksmaks bestående af primetime Marcelo og en Claude Makélélé frisk fra motionsrummet. Og oppe i angrebet kan han både bend it like Beckham, rive i stykker som Hazard og spille muskler a la Drogba.
Rødt, ikke blåt
Og ja, det er store ord, der måske kan gradbøjes og formuleres anderledes, især af folk, der ikke nødvendigvis har et svagt punkt for hverken James eller Chelsea.
Alligevel kan ingen være uenige om, at James pt. ikke bare er Chelseas bedste – og Tuchels mest værdifulde – spiller, og at han i aften, hvor Chelsea møder Southampton på St. Mary’s, nok engang vil vise sig som Premier Leagues måske mest formstærke multiværktøj lige nu.
Ja, selv Klopp, hvis man fjerner hans kys, kram og forsvarstaler, der altsammen gør ham til en sand mester ud i den kategori, der hedder ‘mandskabsbehandling’, vil ved synet af James – og hvis man prikker tyskeren lidt på maven og ser ham dybt i øjnene – indrømme, at han er lidt misundelig over, at James spiller i blåt og ikke i rødt, og at Alexander-Arnold ikke…bare engang imellem…kunne spille som Reece James.
