Kommentar: Giv Boehly tid, lyt til ham og sluk for Twitter

Chelsea

Foto: Pixabay

Da Clearlake og co. med Todd Boehly i spidsen købte Chelsea tilbage i slutningen af maj måned, var der ikke rigtige nogen, der sådan for alvor vidste, hvem Todd Boehly var.

Altså, udover at han var amerikaner, glad for baseball og at han, ligesom sine samarbejdspartnere, havde penge som bare pokker.

Og ja, så vidste alle, hvem og hvad han ikke var, nemlig Roman Abramovich og dermed en fordømt russer, som fans af Chelsea iøvrigt begyndte at savne, nærmest inden salget var en realitet.

Og det er der givetvis mange, der stadig gør, ligesom rigtig mange ville ønske, at Abramovich sammen med Steve Buck, Marina Granovskaia, Petr Cech og alle de andre, der heller ikke længere er at finde i klubben, stadig kontrollerede den.

Ny sherif i byen

Men Chelsea kontrolleres i dag af andre, og Chelsea er i dag en anden, end klubben var for bare mindre end et halvt år siden.

Bevares, historien er den samme, titlerne står stadig i skabet, og alt det, der sker ude på Cobham bliver stadig forsøgt omsat til nye sejre inde på Stamford Bridge.

Men der er en ny sherif i byen, hans navn er Todd Boehly, og hvad end man synes, at han er en visionær forretningsmand eller en elefant i en glasbutik, så er en ny ejer som ham lig med nye måder at tænke og handle på.

Og eksemplerne står i kø.

For i Chelsea bliver folk i denne tid fyret på stribe, og Boehlys udtagelser om alt lige fra klubopkøb til All Star-kampe fylder avisspalterne hånd-i-hånd med fremtidige milliardtunge bud på stort set alle med en puls og et par fodboldstøvler. 

Og nå ja, som privilegeret eksempel kan man da også lige nævne fyringen af Thomas Tuchel samt ansættelsen af Graham Potter, der skal bygge en dynasti, som med tiden skal vinde mere end der allerede er blevet vundet.

Talblindt barn

Men hvad vil jeg så sige med alt dette? Jeg vil såmænd bare sige tre ting, nemlig ha’ tålmodighed, lad eftertanken arbejde og sluk for Twitter.

Og lad os starte fra en ende af.

Tålmodighed 

For tålmodighed og Chelsea har aldrig været kærester, og da slet ikke under vingerne på Abramovich.

Men ting tager tid, især forandringer, og mange fans af Chelsea føler måske lige nu, at Todd Boehly tager drastiske beslutninger og kaster om sig med penge i et omfang, der får ham til at ligne et talblindt barn foran en Xbox.

Men Boehly er også en sherif, der åbent siger, at ham og hans flok are in for the long run, og at de godt ved, at et dynasti, ligesom Rom heller ikke blev det, ej bliver bygget på en dag. 

Og det er da mere end man kunne sige om Abramovich, hvis lange bane altid synes at være den korte, nemlig at vinde alt for enhver pris, og hvis ikke det skete, så forhøjede man bare indsatsen.

Det vil Boehly nok også, altså vinde hele lortet igen og igen, men i modsætning til Abramovich, så har han en strategi- og investeringsplan, der rækker mange år frem og som han snakker flittigt om.

Så måske er det de mange fans og medier, der lige nu kigger på Boehly med skeptiske øjne, som mangler tålmodighed samt evnen til at give Boehly og co. tid.

Amerikaniseret hurlumhej 

Og apropos tid, så er det helt fair, hvis man som Chelsea-fan pt. går rundt med en følelse af, at rigtig meget var en hel del bedre i gamle dage, og meget af alt det nye, som Todd Boehly går og snakker om, herunder en All Star-kamp, umiddelbart lyder som noget amerikaniseret hurlumhej, som hører ingen steder hjemme på engelske jord.

Men måske er ideen slet ikke så tosset endda, hvis man tænker over den, og det burde man som minimum gøre, når der kommer én udefra med nyt under armen.

Al forandring er jo ikke partout helt hen i vejret, og ‘plejer’ er ikke altid pisse fedt.

Og apropos helt hen i vejret, så er alt, som det plejer at være i Twitter-land, hvor alt og alle ryger til tasterne så snart der sker bare det mindste med #chelsea

Og ja, det er lige som det skal være, ganske forståeligt samt et udtryk for en gammel vane.

Chelsea a la Abramovich var nemlig på mange måder et lukket land, og fordi der sjældent slap andet ud end gennem-redigerede pressemeddelelser, og fordi hverken Abramovich eller hans fixer Granovskaia aldrig gav interviews, så gav det plads til et rygter og spekulyser en masse.

Fis i en hornlygte

Og ja, det er der stadig, men til forskel fra før, hvor den føromtalte bimlen og bamlen tit og ofte skyldtes klubbens lukkethed, så er Chelsea i dag ledet af en åbenmundet mand, hvilket Chelseas omverden nok lige vende sig til. 

For nu er der noget så sjældent som et hav af udtagelser og handlinger at forholde sig til.

Og nej, den nye ‘åbne stil’ har ikke mindske trangen til at producere meninger, spekulationer, analyser og videreformidle hele og halve sandheder.

Ja, det er næsten som om at Boehlys åbenmundethed har intensiveret føromtalte trang og åbnet et Twitter’sk slaraffenland for fis i en hornlygte, der selvfølgelig kan være et underholdende tidsfordriv, men som sjældent gør én særlig meget klogere, og som da slet ikke kvalificerer debatten om alt det, som den bye sherif bringer til torvs.

Og nej, undertegnede er ikke altid bedre selv, og næ, det er da heller ikke sikkert, at du blev meget klogere af det, du netop har læst.

Men hvor om alting er, så er det altid en god ide, at feje for egen dør, og på lørdag, altså i morgen, hvor Chelsea løber ind på Selhurst Park til kampen mod Crystal Palace, så vil jeg huske mig selv på følgende:

Tålmodig. Eftertanke. Og sluk for Twitter.

The Manager
Logo
Shopping cart