Kommentar

Brentford
BRENTFORD, ENGLAND – OCTOBER 14: Ivan Toney of Brentford celebrates scoring his teams second goal during the Premier League match between Brentford FC and Brighton & Hove Albion at Brentford Community Stadium on October 14, 2022 in Brentford, England. (Photo by Chloe Knott – Danehouse/Getty Images)

Lørdagen byder på en lang række interessante kampe. Tottenham, Chelsea og Liverpool skal alle ud at jagte vigtige point. Det samme skal Newcastle og alle de andre. Det er endnu en lørdag i verdens rigeste og på mange måder mest globaliserede liga. I hvert fald hvad angår reach og markedsandele over hele kloden.

Spørgsmål

Men lad os lige tale om noget andet. Og stille et spørgsmål:

Hvad har Patrick Vieira tilfælles med Vincent Kompany og Paul Ince? Hmm ja. De var alle tre topspillere. De var heller ikke bange for blå mærker på deres holds vegne. De nød alle deres managers store respekt. De udfyldte alle tre vigtige roller i omklædningsrummet og vandt pokaler med deres respektive klubber. De var også landsholdsspillere som aktive. Og ja. Så har de en hudfarve, der er noget mørkere end min.

Trioen er tilmed de eneste managere i de 44 bedste klubber i England, der har en hudfarve mørkere end min.

Undersøgelse

Der er igen blevet lavet en undersøgelse af diversiteten blandt managere og andre trænerjobs, og ikke uventet så er det stadig en hvid mands verden.

Læs resultaterne hos BBC via dette link, når du er færdig med denne artikel:

https://www.bbc.com/sport/football/63426387

Vi mangler lige at nævne Les Ferdinand. Sir Les er den eneste mørke sportschef i Premier League og The Championship, og hold nu kaje, hvor jeg håber, de rykker op. Hvem tænker du? Fik dig. Les Ferdinand er sportschef i QPR.

Så har vi tegnet et billede af en verden, der er langt mere hvid end sort-hvid. Og da slet ikke sort. Dette på trods af BAME-procenten er gået markant op siden Premier Leagues start. I 1992/93-sæsonen var 16,5 procent af de britiske spillere ifølge Talksport af mørk, asiatisk eller anden etnisk minoritetsbaggrund.

25 år senere var procentsatsen steget til lidt over 30 konkluderede Talksport, hvilket blandt andet kan forklares med, at det dybe Sydlondon med mange immigranter er ligaens primære talentcentral. Tidligere var det mere naturligt at rekruttere en bleg nordirer eller rødmosset skotte.

Jobs

Mørke spillere med en flot karriere har gjort forsøget. Keith Curle er stadig en hyppigt anvendt brandslukker i små klubber. Chris Powell har været lidt omkring mindre klubber som Southend. Darren Moore fik trods ikonstatus i WBA ufattelig kort snor som manager – ikke mindst med tanke for hvor langt tykt reb andre og hvide managere har fået på The Hawthorns.

Moore har heldigvis fået en ny chance i Sheffield Wednesday. Han kan noget.

Men hvad blev der af John Barnes (kort chance i Celtic), Ian Wright, Paul Parker, Brian Deane (træner i norsk bold) og mange andre, der kunne være blevet trænere?

Sol Campbell stod engang frem og fortalte i The Guardian, hvordan han havde været til utallige jobsamtaler uden at få chancen. Andre – hvide – store spillere har noget lettere ved det. Steven Gerrard, Frank Lampard, Wayne Rooney– selv Paul Scholes fik en chance i Oldham. Indtil han opdagede, hvad det indebar og stoppede igen ret hurtigt.

Kompetencer

En manager skal naturligvis ansættes ud fra sine kompetencer og evner. Den kan ikke være længere end det. Men det er også en del af fodboldens fødekæde, at store profiler som dem nævnt ovenfor lettere får en chance på grund af deres enorme fodboldforståelse, statur og erfaring. Eller nogen gør.

Det er en ofte nævnt pointe, at klubberne har ejere, der tænker globalt. De har lige dele hjemme i Dubai som i Shanghai eller New York. Derfor er de ikke blege for at hente spaniere, italienere eller argentinere som managers. Også managere der ikke kan tale engelsk – klubejere, direktører og andet godtfolk med beslutnings- og strategikompetencer er kosmopolitter. Og hovedparten af dem har den samme hudfarve.

Måske får mørke managere først chancen i større stil, når der kommer flere farvede i bestyrelseslokalet eller investorkredsen.

Tidligere spillere uanset hudfarve kan være dygtige managere eller pivringe trænere. Sådan er mennesker. Vi er alle mennesker, men det ligner ærlig talt, at det er på tide ikke kun at køre ’kick racism out’ kampagner målrettet de aktive fodboldspillere. Hvis Premier League har mod på den kamp en skønne dag.

The Manager
Logo
Shopping cart