Jürgen Klopp ligner (og lyder som) en mand, der befinder sig i en identitetskrise, som er lige stor som det hold, og den klub, han står i spidsen for, befinder sig i.
Og det siger ikke så lidt.
Alligevel synes Klopp og Liverpools problemer dags dato ikke at være talk of town. Hverken i det engelske medielandskab eller på de globale, sociale medieplatforme. I hvert fald ikke et omfang, der matcher alvoren, som Liverpool er ramt af.
Måske skyldes tavsheden, at man ikke længere ved, hvad man skal sige til det, der foregår på Anfield og omegn. At man simpelthen er løbet tør for ord.
Eller måske skyldes tavsheden, at Liverpool er Liverpool, og at Klopp er Klopp, og at mange at de store medier derfor holder igen. I stedet for at gå hele vejen.
Og SoMe-tavsheden? Ja, det er vel bare et naturligt udtryk for ønsket om et flyverskjul for fans af Liverpool.
Speciel stolthed
Men tavsheden der hviler over Liverpool, hvor virkeligheden ellers bimler og bamler, føles som neutral iagttager også som et udtryk for et rødt kollektiv, der holder vejret. Med hænderne for øjnene. Og for ørene.
Liverpools fans lever nemlig midt i en tid, hvor ingen ved, hvad tiden vil bringe. Men hvor alle frygter det værste, som måske også er det bedste, nemlig at båndene mellem Klopp og Liverpool kappes.
Jeg kender en del fans af Liverpool. Faktisk føler jeg mig tit og ofte omringet af dem. Ikke mindst, når det godt på Anfield. For så pibler de frem fra alle sider med den der helt specielle stolthed strittende i øjnene.
Lige nu foregår snakken om Liverpool dog mest via telefon. Og det mig, der ringer op. Og samtlige i den anden ende af røret har svært ved at formulere sig. Og gør tit alt for at skifte emne.
Statue og overlevelse
For hvad skal de sige? Hvad kan de få dem selv til at sige? Det’ jo Klopp, der er tale om. Og Liverpool, for pokker. Og en identitetskrise, der aldrig synes at have været større i en klub, der ellers har været igennem lidt af hvert i sin levetid.
En levetid på foreløbig 130 år, og som Klopp i øvrigt kun har været en del af i syv. Og det er i denne tid værd at huske på for fans af Liverpool, som altid har haft (og udødeliggjort) deres helte, der dog aldrig har været større end klubben selv.
Sådan føles det nu ikke dags dato, hvor en afskedskrammer til Klopp sidestilles med et startskud på den visse død. Men det er det ikke.
Det er bare starten på et nyt kapitel i en lang bog, der nok skal få mange flere happy endings på den anden side af den dag, hvor der rejses en statue af Klopp. Ved siden af Bob Paisley og Bill Shankly, som man også sagde farvel til. Og overlevede.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
