Kommentar: Liverpools new normal findes et ukendt sted mellem City og Forest

Liverpool, Firmino
Foto: Joe Prior/Visionhaus via Getty Images

Et par dage før Community Shield, der fandt sted på King Power Stadium i Leicester tilbage i slutningen af juli måned, ringede min telefon.

Det var min redaktør, Søren Sorgenfri, der gerne ville have mig til at skrive om mine forventninger til den Premier League-sæson, som vi nu er i gang fuld gang med, og som Community Shield jo, som bekendt, er startskuddet til.

“Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg tror sgu Liverpool taber pusten i år,” lød min umiddelbare reaktion. “Men jeg har ikke set så meget af deres pre-season, så jeg venter lige og ser hvordan de ser ud i Shield-kampen.”

Og det gjorde jeg så.

Og få dage efter kampen mod Manchester City, som Liverpool som bekendt vandt ganske overbevisende med 3-1, skrev jeg så en artikel, hvori jeg slog på tromme for, at Premier League nok engang ville blive et two-horse race mellem Manchester City og Liverpool.

Nat og dag

Men jeg tog fejl. Gud, hvor tog jeg fejl. For det Liverpool, vi alle så i Community Shield, og som lignede Liverpool as usual, var overhovedet ikke det Liverpool, vi alle så kort tid efter, da Premier League-sæsonen blev skudt i gang.

Ja, det var nærmest som dag og nat, og det har det på mange måder været lige siden.

Grundene til dette er mange, og dem er der egentlig ingen grund til at tæske rundt i mere. For emner a la træt- og mæthed, skader på stribe, stjerner på lavt niveau, og en stædig Jürgen Klopp i ubalance og vildrede, er efterhånden old news

I stedet bør vi alle, hvad end man elsker Liverpool eller ej, bruge tid på, sådan helt grundlæggende, at indstille os på en ny virkelighed, en slags new normal, hvor Liverpool ikke længere er en gigant på cruise control, men hvor Liverpool heller ikke vakler rundt på glatis.

Cruyff Arena

Virkelighedens Liverpool findes derimod nok et eller andet sted midt i mellem. Altså, et eller andet sted mellem sejren over City og nederlaget til Forest, hvilket sagtens kunne være Johan Cruyff Arena i Amsterdam.

Her vaskede Liverpool nemlig Forest-pletten af sig ved i onsdags at besejre Ajax med 0-3 i en kamp, hvor Liverpool lignede noget, der var løgn i den første halve time, men hvor Liverpool alligevel endte med at være det nogenlunde bedste hold på banen.

Dermed ikke sagt, at det var Liverpools kollektiv, der vandt kampen. For det var det ikke. Kollektivets kraft, der tidligere var second to none og som kunne smadre alt og alle, var nemlig nok engang noget værre middelmådigt roderi.

Til gengæld vandt Liverpool igen, fristes man til at skrive, takket være et par individer vidunderlige aktioner, hvilket blandt andet Liverpools første mål var et fremragende eksempel på.

For hvor kom det lige fra? Ja, det kom såmænd fra en Modric’sk ydersideaflevering fra Jordan Henderson og fra et flabet Salah-touch. Ud af det blå. Ind i netmaskerne.   

Til gengæld er der efterhånden rigtig god grund til, sådan helt grundlæggende, at betragte Liverpool på en ny og uvant måde. Ikke bare på baggrund af sæsonen so far, men i særdeleshed på baggrund af de seneste par uger.

For på bagkant af Liverpools 1-0 sejr over Manchester City på Anfield den 16. oktober, hvor Klopp endte med at se rødt, skrev jeg en artikel, hvori der stod, at Liverpool ikke længere var Goliath på glatis, men derimod Liverpool back on track.

Late night Leeds

Og ja, Liverpools new normal gør da også, at klubbens kommende kamp mod Leeds, der fløjtes i gang klokken 20.45 (dansk tid) i morgen på Anfield, fremstår som en uforudsigelig én af slagsen.

For alt kan ske.

Liverpool kan tabe 1-2, men Klopp og co. kan også sagtens vinde 7-0 foran et Anfield i brand. Det kan også blive 0-0. Ingen ved det. Og det er det vilde ved Liverpools new normal, hvor end det så hører hjemme mellem Manchester og Nottingham, nemlig den fundamentale usikkerhed på, hvad fremtiden bringer.

The Manager
Logo
Shopping cart