Der er gået over to døgn. Næsten tre. Men kampen rumsterer stadig. Som noget man ikke kan komme af med. Men som man allerhelst ville være fri for. Hvis altså man er tilhænger af The Pensioners.
Chelsea har spillet dårligere under Graham Potter end Chelsea gjorde i fredags. Mod Fulham. Alligevel endte kampen med at være den største skuffelse hidtil. Endda med afstand.
Potter havde nemlig haft hele 12 dage til at forberede sig til kampen på Stamford Bridge. Den længste forberedelsestid til en kamp siden han tiltrådte som manager tilbage i september.
Men Chelsea lignede et hold, der blot havde trænet sammen i 12 timer. Eller måske bare 12 minutter. Jovist! Der blev knoklet hist og pist. Og spillet bølgede frem og tilbage. Men struktur var der ingen af. Ikke engang et brugbart kaos.
Silva
Og især ikke i angrebet, der primært trak vejret via solopræstationer langt under niveau. Vel at mærke målløse solopræstationer. Chelsea har indtil nu scoret 22 mål i 21 kampe. Kun syv hold i Premier League er dårligere til at få netmaskerne til at blafre end Potters mandskab. Det burde være en 17-18 stykker.
“Men hvad med midtbanen?” Midtbanen, siger du? Glem det. Eller glem den. Potter a la Chelsea spiller håndbold. Altså uden midtbane. Det’ forsvar eller angreb.
“Ah, Enzo var der da. Det samme var Gallagher.” Ja, men ikke i midtercirklen, aldrig i balancepunktet. Enzo var spillede med musklerne, løb sine løb og flashede sine tattoos. Men mest på den dybe 6er lige foran Thiago Silva og Benoit Badiashile, der i øvrigt var mest på bolden. Og primært spillede til hinanden. Hvem skulle de ellers aflevere til?
Apropos Silva, så er han i forhandlinger med Todd Boehly. En forlængelse af brasilianeres kontrakt er på bordet. I fredags lignede Silva dog én, der var træt af snakke. Træt af at forsøge, at få holdkammeraterne til at forstå.
Men han gjorde, hvad han kunne. Mens han slog ud med armene. Og rystede på hovedet. Som en veteran (blandt grønskollinger) der ikke kan forstå, at han fortsat er den bedste. Men det er han. Og om et halvt år fylder Silva 39.
Tamburmajor
Men tilbage til midtbanen. Og Conor Gallagher. For han løb og løb. Som altid. Men som altid også i en verden for sig selv. Som en ensom ildsjæl i en af zonerne bag forkølede Mykhailo Mudryk, frustrerede Kai Havertz og forknyttede Hakim Ziyech.
Egypteren er i øvrigt godt i gang med at vælte Anthony Martial og Kasper Dolberg af pinden, når det kommer til at være den fodboldspiller i verden, der er bedst til at lade være med at smile.
Livet for dem alle er sørme også hårdt.
Det samme må fodboldlivet føles for Potter, der igen i fredags klappede det bedste han havde lært. Selvom ingen rigtig forstod, hvad han klappede af. Det skulle da lige være af alle dem på tribunerne. Dem, der endnu engang var mødt op. Klar til Premier League-håndbold.
Én der ikke klappede var Boehly. Hvis ikke han sad og stirrede på sin telefon, så himlede han med øjnene. Og lænede sig hovedrystende tilbage i sædet. “12 dage and this is it?”
Potterball?
Jeps, det’ dit Chelsea. Det der skal ende med at være et dynasti, men som lige nu ligner en parkeringsplads for halstatoveringer uden hoved. Uden korpus. Men med fødder, der går alt andet end i takt. Og med en træner, der ikke aner sine levende råd. Som en tamburmajor på afveje.
Potter kan uden tvivl sit kram. På papiret såvel som i praksis. Og i den bedste af alle verdener er han et perfect match for Boehlys fremtidsversion af Chelsea. Virkeligheden er bare en anden. Ingen kan se kemien. Ingen føler den.
I starten, jo. Potters brede 8ere i debuten var et blændende lyspunkt. Og man tænkte: “Jøsses! Hvad kan det her ikke ende med?” De brede 8ere er dog ikke set siden. Til gengæld har omverden set tusindvis af andre ting. Som var Chelsea et diasshow på en trænerkonference for trænere med en million ideer i hjernen. “Potterball? Ja, nu skal i bare se“
Savner man Thomas Tuchel? Ja! Hvad med Mourinho? Helt vildt! Selv Avram Grant er en israelske bedemand, som man pt. kan længes lidt efter. Var alt da bedre i gamle dage? F*** ja!
Chelsea er stadig Chelsea. Men midt i skuffelsens afmagt føles det ikke sådan. Bevares! Tålmodighed er en dyd. Og hatten af for Boehlys udgave af det, der er så sjældent på Stamford Bridge.
Nummer 9
Men hvor går grænsen? Hvornår er nok nok? Fred være med at Rom ikke blev bygget på en dag. Det gjorde Moskva heller ikke. Og meget kan man sige om Abramovich, men han var den ondelyneme hurtig på aftrækkeren, når virkeligheden var en anden end den skulle være.
Og apropos dårlige resultater, så er Chelsea nummer 9 i Premier League. Med 30 point. Der er spillet 21 kampe. Og Chelsea er derfor 20 point efter Arsenal. Og dermed er Boehlys Potter og co. pt. tættere på Premier Leagues nedrykningsstreg end Chelsea er på tabellens førsteplads.
I guder! Hvad skal det ikke ende med?
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
