Tottenham a la Conte er som at se en dårlig krigsfilm om og om igen
Med gårsdagens sejr over Tottenham tog Arsenal et nyt, stort og velfortjent skridt i retning af klubbens første engelske mesterskab i 19 år.
For takket været de tre point i North London derby og Manchester Citys nederlag til Manchester United på Old Trafford dagens forinden, fører Arsenal nu, halvvejs i sæsonen, Premier League med hele otte point ned til Pep og co.
Det er meget. Og der er pt. ingenting, der tyder på, at den bølge som Arsenal rider på, og som Mikel Arteta mere end nogen anden har igangsat, lægger sig foreløbigt.
Tværtimod.
Arsenal ligner et hold, der bare bliver bedre og bedre, og i søndagens North London Derby var Arteta og co. langt, langt bedre end Antonio Contes tropper.
Samme manus
Endda unødig meget bedre. For Tottenham er slet ikke så dårlige, som Conte tit og ofte får dem til at se ud. At se Tottenham a la Conte spille er som en så den samme, skuffende krigsfilm om og om igen. Og det er egentlig mere eller mindre ligegyldigt, hvem det er Spurs møder.
Manuskriptet synes altid at være det samme.
Conte og co. starter i skyttegraven med et udtalt om at ødelægge mere end holdet skal skabe. Men så kommer Spurs bagud, Conte bliver sur og publikum frustreret. Og først når kampen nærmer sig point of no return, foretager Conte et par udskiftninger, der får Tottenham op af graven og som peger i retning af modstanderens mål.
Og nej, det er naturligvis ikke 1:1 med virkeligheden. Men det er sådan gårsdagens Tottenham-indsats overordnet set lagre sig i hjernen. Især når det er store modstandere, der er på plakaten.
5-4-1
Et priviligeret eksempel på Contes kvælende approach var til at få øje på, da Tottenham kort efter Arsenals mål til 2-0 (fortsat) stod dybt begravet i en 5-4-1 og tog imod hug fra Arsenal…på hjemmebane…i et North London Derby….sæsonens vigtigste opgør.
Harry Kane var en enmandshær og den absolut bedste klædt i hvidt. Ryan Sessegnon var også godt. Altså, når han stak af fra skyttegraven og sked hul i de defensive opgaver, som Conte havde lænket ham fast til.
Og det er det, Conte kan (og vil), nemlig, at pille al kreativitet ud af de mest kreative på banen, hvilket såmænd er fair nok. Det er jo sådan, han er. Forsvar frem for angreb. Og han har forlængst bevist, at hans stil og tilgang til spillet kan vinde mesterskaber.
Det ærgerlige er bare, at det er som om at Conte føler, at det ene partout skal udelukke det andet. Altså, at det er enten-eller, når det kommer til brugen af defensiv og offensiv.
Man starter med det ene og slutter med det andet. Men hvad med et miksmaks undervejs?
To dare is to do
‘Fodbolden vandt‘ er på mange måder noget latterligt noget at sige. For alle hold spiller fodbold, uanset hvordan de vælger at sparke til den.
Alligevel kan man da godt, selvom som neutral iagttager, glæde sig en anelse over, at det var fodbold a la Arteta og ikke bold a la Conte, der vandt gårsdagens North London Derby.
“To dare is to do,” lyder Tottenhams motto. Ja, en skyttegrav. Ikke et mesterskab, som det Arsenal stadig bare buldre i retning af.
“Arsenal fortjener at blive i toppen af tabellen og vinde Premier League,” lød det fra Conte efter kampen. Og ja, Tottenham fortjener ikke mere end hvad klubben pt. råder over, nemlig en femteplads og 33 point på kontoen.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
