Hvis der var et hold, der vandt, da Arsenal og Tottenham spillede uafgjort på Emirates søndag eftermiddag, så var det gæsterne. To gange kom Tottenham bagud. To gange svarede de igen. Med saft og kraft, og med hjertet som indsats.
Det var Angeball med blod, sved og tårer i tanken. Og en indsats, der ikke bare var et North London derby værdigt, men som også nok engang understregede det, som alle godt vidste på forhånd; Tottenham igen er et godt fodboldhold.
Og det kan alle, der elsker Tottenham, takke Ange Postecoglou for. På rekordtid har han forvandlet Tottenham. Fra minus til plus. Fra mørke til lys. Fra Spursy til Spurs. Endda uden Harry Kane. Og måske netop derfor.
A la Messias
Da Tottenham i sin tid solgte Gareth Bale, sagde man, at Spurs havde solgt Elvis (og i stedet købte The Beatles, som ingen længere rigtig kan huske navnene på). Men salget af Kane var vildere end salget af Elvis. Noget a la Messias. Troede man.
Men virkeligheden har vist sig at være en anden. Det var Postecoglou, der vidste sig at være Messias. Og ja, det er en journalistik stramning, der er skåret helt ind til benet. Der er jo kun spillet seks kampe af sæsonen. Og selvom Tottenham endnu ikke har tabt, så kan Spurs jo stadig blive Spursy.
Lige nu er det bare svært at forestille sig. For Tottenham er ikke længere et introvert fodboldhold, der graver sig ned foran eget mål, i håbet om, at HurriKane får modstanderes netmasker til at blafre. Tottenham er i stedet blevet til en ekstrovert flok, der ikke bare står skulder ved skulder, selv i modvind på Emirates, men som også tager kampen op ved at angribe den. Som en enhed.
Son is shining
Når det er sagt, så består Postecoglous hær stadig af store stjerner. Ikke så store som Kane. Men mindre kan også gøre det. Og der er stjerner, der er større end andre. Son Heung-min, for eksempel. Ham, der både udlignede til 1-1 og 2-2 på Emirates. Wauw! Men også James Maddison, der lagde op til begge mål. Wauw-wauw.
For slet ikke at tale om Pepe Matar Sarr og Yves Bissouma i maskinrummet bag dem. Et makkerpar, der efterhånden holder sig meget i hånd, at de er begyndt at få gult kort på samme tid. Gult på Emirates fik hjemmeholdets Kai Havertz og Eddie Nketiah også. Og nej, man kan ikke se tilbage på søndagens North London derby uden ikke også at omtale Arsenal.
Masseslagsmål
It takes two to tango og Mikel Artetas mandskab spillede en mindst lige så fremragende kamp som Postecoglous ditto. Faktisk var Arsenal så gode, så fuld af liv og mod, at de nok engang ser ud til at kunne byde Peps City op til dans. Og ja, Liverpool. Og alle de andre top of the pops i Premier League.
6. spillerunde understregede i øvrigt det faktum, som The Manager råbte højt om allerede inden sæsonstart, nemlig, at Premier League ser ud til at blive uhyggelig tæt i denne sæson. Måske ikke hvad angår kampen om mesterskabet. I hvert fald ikke hvis Manchester City fortsætter med at være Manchester City. Men kampen om Europa og top seks? Det bliver et masseslagsmål.
Og i søndags viste Bukayo Saka og resten af Arsenal, at de dags dato er gode nok til at slås med om hele molevitten. Helt til det sidste. Så langt er Tottenham trods alt ikke endnu. Derfor tabte de heller ikke to point på Emirates, som Arsenal et eller andet sted gjorde med tanke på Manchester City og Liverpools sejre i den forgangne weekend.
I stedet vandt Tottenham et point. Måske endda lidt mere. Se bare på banen, se bare på tabellen, se bare på Postecoglou. Det ser godt ud. Og dufter af igen af to dare is to do.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
