Dagen derpå: Sluk for Twitter, ryk sammen i bussen, se indad…og fremad!
Det er ikke kedeligt, at være Chelsea-fan. Det har det aldrig været, og bliver det heller aldrig.
Hvis ikke det er det ene, så er det det andet, det tredje eller fjerde, der får hverdagen til at bimle og bamle.
Endda i en sådan grad, at man ikke bare overvejer, at sætte telefon på ‘flytilstand’, men faktisk også ofte leger med tanken om helt at cutte forbindelsen til lande som Twitter.
Og det er særlig slemt for tiden. Dage som i dag og perioder som disse.
Transfervinduet står nemlig fortsat på vid gab. Og der går ikke en dag – eller rettere; en time – uden at der tikker endnu et rygte, endnu en statusopdatering på hvordan situationen med A, B, C og Z ser ud. Lige nu. Lige nu og her.
Så er det Aubameyang, så er det Gordon, Fofana, de Jong, Toney, ja, saftsuseme også Harry Maguire. Hvad med Paven? Og apropos, hvad laver Drogba egentlig nutildags?
Blodet pumper
Jovist, det er vidunderligt, at Chelsea er om sig. Og det er dejligt, at det bimler og bamler. For det er lige sådan, det skal være.
Men man kan også, endda med fordel, lade rygter være rygter og i stedet vente med at forholde sig til virkeligheden til den rent faktisk er, ja, en realitet.
Du ved, bare sætte sig i sofaen, smide benene op og se på skærmen. Se på de spillere, som Thomas Tuchel rent faktisk råder over, og ikke – med Twitter kørende på second screen ved siden af én – spejde efter alle dem, der måske kommer til at – og som burde – løbe rundt inde på banen.
Og det var sådan, man sad i sofaen i går, søndag eftermiddag klokken 15.00, hvor Chelsea løb ind på Elland Road til kampen mod Leeds.
Fuld af gode minder om sidste rundes brag mod Tottenham, hvor Chelsea, trods et åbenlyst behov for nyt blod, viste, at det blod, der pt. pumper rundt i Tuchels mandskab er mere end bare levedygtigt.
Ja, faktisk kan blodet pumpe med sådan en kraft, på sådan et topniveau, at det synes at kunne forvandle selv de vildeste drømme til virkelighed.
Dommedagslignende mavesurhed
Men så gik tiden. Eller rettere sagt, så gik der en halv times tid. Og vupti, så slog man i desperation ‘flytilstand’ fra igen…hvilket naturligvis var en større fejl end den Mendy begik ved målet til 1-0.
For i takt med at Chelsea mistede grebet om begivenhederne på Elland Road, hvor Leeds i øvrigt endte med at spille en formidabel brandkamp, så steg niveauet af dommedagslignende mavesurhed i Twitter-land.
Mendy er og bliver en utilgivelig boldmongol, Conor lignede en forvirret høne med fejlagtigt spændingsniveau, og hvornår fatter Tuchel og resten af den uvidende del af verden, at Mount slet, slet ikke er så god, som han blæses op til at være. Og Kai? Ja, hvad med ham? Var han overhovedet på banen? Vi har så meget brug for en 9er!
– De skrigende halse på Twitter
Og der var ikke det, der var i vejen med det, der skete på Elland Road. Tuchels taktik, Tuchels ind- og udskiftninger, eller mangel på samme. Og hvad foregik der lige med spillerne? Mendy? Conor? Mount? Kai?
Mendy er og bliver en utilgivelig boldmongol, Conor lignede en forvirret høne med fejlagtigt spændingsniveau, og hvornår fatter Tuchel og resten af den uvidende del af verden, at Mount slet, slet, slet ikke er så god, som nogen blæser ham op til at være. Og Kai? Ja, hvad med ham? Var han overhovedet på banen? Vi har så meget brug for en 9er!
Vorherre til hest
Og vupti, tilbage på ‘flytilstand’.
Ikke fordi de skrigende halse i Twitter-land som sådan var – og er – helt ude i skoven. Tæt på, men ikke helt.
Helt og aldeles ude i skoven var retorikken til gengæld. For slet ikke at tale om hukommelsen. Og tålmodigheden.
For ja, Chelsea leverede på Elland Road en præstation langt, langt under niveau. Og Tuchel er enig: “Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt.”
Men det er ikke mere end en uge siden, at Mount, Kai og co. fik sendt samtlige Chelsea-fans op i Himmerrige.
Faktisk var ti ud af de 11 spillere, der startede inde i pragtkampen mod Tottenham, også med i startopstillingen mod Leeds. Kun Conor, der erstattede Kanté, var ny.
Kollektive off-dage
Omvendt, så er de skrigende halse i Twitter-land, som sagt, ikke helt ude i skoven. Chelsea mangler nyt blod, så Tuchel kan få nye brikker til taktiktavlen.
Men vi taler om alternativer, ikke direkte erstatninger.
Sterling, Kai og Mount er et trekløver, der med tiden kan blive verdensklasse. Det så hele verden for blot lidt over en uge siden mod Tottenham.
Men ja, på dage, hvor eksempelvis Kai Havertz ikke rammer noget som helst, og i perioder, hvor 9eren ikke skal være flagrende falsk, men derimod langt mere stationær i det lille felt, så mangler Chelsea en type a la Aubameyang eller Toney at kunne skifte ind.
Nye navne piller dog ikke ved, at kollektivet har det med at foretage kollektive off-dage, og det er her problemet med Tuchels Chelseas findes. Det samme gør grunden til at Chelsea – heller ikke i denne sæson – bliver engelske mestre.
Og problemet fikses ikke ved spillerindkøb.
Det er derimod et langt, sejt, kollektivt mental-træk, der i en verden fuld af utålmodighed kræver det modsatte, og som – apropos Tuchels postmatch-interview, hvor tyskeren udover personlige fejl og manglende skarphed, også påpegede, at Chelseas bus- og ikke flytur til Leeds var blandt grundene til nederlaget – kræver, at holdet såvel som fans rykker sammen i bussen og lige bruger et par dage på ‘flytilstand’.
Et par dage på at se indad…og fremad…mod næste weekend og kampen mod Leicester.
