Søndag aften sprang Stamford Bridge i luften. Så føltes det i hvert fald.
Fra første fløjt slog alt og alle gnister, og efter 90 minutter med den ene spektakulære stikflamme efter den anden, sagde det ikke bare ‘bang’, men ‘BANG, BANG, BANG’, dybt inde i dommer Anthony Taylors tillægstid.
For her udlignede Harry Kane til 2-2 efter et hjørnespark, der ikke skulle have været dømt, ligesom danske Pierre Emile Højbjergs scoring til 1-1, en halv times tid forinden, heller ikke skulle have været godkendt.
I hvert fald ikke, hvis man spørger Chelseas manager, Thomas Tuchel, der til sidst, da Taylors sidste fløjt i en af de mest mindeværdige kampe mellem Chelsea og Tottenham nogensinde lød, og på bagkant af Taylors – plus alle dem ude i VAR-vognens – handlinger, blev ramt af et raserianfald, der uden tvivl vil gå over i historien.
Vi har alle set billederne, enten live og på bagkant på Twitter og YouTube, hvor bataljerne mellem Tuchel og Conte ude på sidelinjen, samt Tuchels bramfrie kommentarer på det obligatoriske post-match-pressemøde, siden slutfløjt har trendede i galop.
Og det gør hele molevitten, her dagen derpå, stadig.
Cirkustelt på kogepunktet
For Tuchels gøren og laden, og alt det, der er kommet ud af den temperamentsfulde og ego-ærekære tyskers mund, er for alvor en talk of town, der deler vandene.
Der er dem, primært folk, der ikke holder med Chelsea, der synes, at Tuchel gik langt over stregen. Både på sidelinjen og efterfølgende i presselokalet. Og så er der dem, overvejende Chelsea-glade stemmer, der siger, at Tuchels reaktion på det skete, sidder lige i skabet.
Og begge tribuner i det virale cirkustelt, hvor Tuchel vs. Conte, Tuchel vs. Taylor, Tuchel vs. VAR, Chelsea vs. Taylor, Chelsea vs. VAR, Chelsea vs. FA, Chelsea vs. Premier League – og ja, Chelsea vs. hele planeten – pt. får alt til at koge nede i manegen, har på sin vis ret.
For ja, scenerne på Stamford Bridge var uskønne og Tuchels ord på pressemødet var på mange måder kritisable og kommer uden til at ramme ham selv, og Chelsea, langt hårdere end de kommer til at ramme Conte, Tottenham, Taylor, VAR og det engelske fodboldforbund.
Tak, Tuchel!
Omvendt, så er der også dem, der i kølvandet på virakken og tumulten sidder tilbage med gode følelser i kroppen.
Og nej, vi er sikkert ikke så mange, men vi findes, og ja, fornuften siger, at de gode følelser også er forkerte, men ikke mere end at de også føles helt rigtige.
Tuchel skal ikke sige undskyld til nogen. Tværtimod. Vi burde alle, uanset hvilken tribune vi sidder på, sige tak til ham.
– Jakob Genz
Faktisk fristes man til at gå så langt, som at sige, at Tuchel ikke skal sige undskyld til nogen. Tværtimod. Vi burde alle, uanset hvilken tribune vi sidder på, sige tak til ham.
For i en gennem-medialiseret og hyper-moderne fodboldverden fuld af helikopter-flyvende superstjerner, der laver TikTok-inspirerede jubelscener iført platicstøvler, hvis de da ikke soler sig på marmor på et rooftop i Dubai, hvorfra mere end en Football Manager-elskende langdistance-ejer af en fodboldklub foretager et konference call, der er så langt væk fra den virkelighed, alle vi andre lever i, så er der noget godt, gammeldags befriende ved en manager, som i kampens hede selvantænder som en anden frustreret Serie 4-træner, fordi han føler sig snydt og bedraget, og fordi han bare gerne ville slå hans klubs ærkerivaler.
(med ønsket om , hvor profit og personlig prestige ejerskaber, levende FIFA-kort, korrupte magthavere
Der var nemlig noget hamrende menneskeligt over det, Tuchel foretog sig. Uprofessionelt? Ja. Forkasteligt? Måske. Strafbart? Sikkert. Men alligevel identificerbart? Ja, for pokker!
Alle er glade
Og hey, ingen kom noget til. Conte er okay. Det samme er hans hånd. Og det samme er begge hold.
For både Tottenham og Chelsea kommer styrket ud af det eksplosive drama på Stamford Bridge.
Tottenham fik et point, som Tottenham bør se som en sejr. Det samme fik og bør Chelsea.
Jovist, jovist, det ville da have været virkelig fantastisk for Tuchel og co. at krone en gennemført flot, ikke mindst taktisk, indsats – der i den grad tegner godt for fremtidens kampe – med tre point på kontoen.
Omvendt, så har Chelsea i kraft af Taylor og VAR, og Tuchels menneskelige reaktion på begge dele, fået noget, der måske er endnu vigtigere end tre point, nemlig en fornyet og forstærket fællesskabsfølelse, som man skal helt tilbage til de gyldne år under José Mourinho for at finde.
Fodbold er følelser og dem, …er godt givet ud.
