Kunsten at spille uafgjort…og måske tabe alligevel

Eddie Howe og resten af Newcastle har indtil videre haft en forrygende sæson. Især fordi The Magpies er gode til ikke at tabe fodboldkampe. Men hvis drømmene skal realiseres, kræver fremtiden ikke bare flere uafFoto: Dan Istitene/Getty Images

På lørdag tager Newcastle imod Liverpool hjemme på St. James’ Park, og The Magpies kan gå ind til kampen med selvtillid i kroppen.

Newcastle har nemlig indtil videre haft en forrygende sæson. Ikke mindst i Premier League, hvor klubben pt. er nummer fire. Men også i Carabao Cuppen, hvor Newcastle næste weekend spiller finale mod Manchester United. På Wembley.

Forklaringerne på Newcastles succes er mange. Og de fleste pile peger i retning af Eddie Howe. Da Newcastle tilbage i november 2021 udpegede ham til klubbens nye cheftræner, var der få, der kunne forestille sig, at den fremtid, der i dag er nutid, ville være som den er.

Men det er den. Altså, nutiden. Og det skyldes, at Newcastles ejere har givet Howe tid, ro og økonomi til bare at være Howe. En håndværker, der kan sit kram. Og som ikke slår større brød op end ovnen kan bage.

Ingen Kylian

Tag ikke fejl; ambitioner på St. James’ Park er kolosale. Både i logerne og på tribunerne. Og nede på sidelinjen.

Men modsat af hvad langt de fleste iagttagere tænkte, da den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, overtog ejerskabet af Newcastle i oktober 2021, så har Newcastles udviklingsproces ikke været en pubertær omgang Football Manager. Tilsat cheat codes og druesukker. En plads i top 10 var målet før sæsonstart. Ikke mere.

Af Jakob Genz

Selvfølgelig har Newcastle handlet. Men ikke som omverden troede, at klubben ville handle. Der er for eksempel ingen Kylian Mbappé på træningsbanerne på Darsley Park. Det sagde rygterne dengang ellers at der måske ville være.

Derimod råder Howe i dag over en god blanding af egen avl og tilføjelser. Altså geordies la Sean Longstaff og nye a la Nick Pope, Kieran Trippier, Dan Burn, Bruno Guimaraes og Alexander Isak. Og den seneste ankomne, nemlig Anthony Gordon.

Alle sammen gode fodboldspillere. Men ingen af dem er sindbilledet på en stenrig kronprins våde drømme om et fodboldimperie fuld af intergalaktiske superstars.

Problematisk bravo

Noget af det som Howe og hans spillertrup har været rigtig gode til i denne sæson er ikke at tabe fodboldkampe. Faktisk så gode, at Newcastle på et leje af struktur, disciplin og knofedt ikke har tabt en eneste af de sidste 17 kampe i Premier League.

Ny klubrekord. Bravo! Men også problematisk. I hvert fald i længden. For den primære grund til at Newcastle ikke taber fodboldkampe er, at Howe og co. er gode til at spille uafgjort. Ikke til at vinde.

Og ja, et point er bedre end nul. Især hvis man kæmper for livet i bunden af tabellen. Men det gør Newcastle ikke. De kæmper om en plads i Europa, hvor klubben ikke har været i to årtier.

Jovist! Uafgjorte resultater er en god ting at kunne spille sig frem til, når modstanderen eksempelvis er Arsenal på Emirates, hvilket var tilfældet den 3. januar.

Men når modstanderen for eksempel er Bournemouth, som det var i lørdags, så bliver det et problem. På den lange bane. Og det kan ses og mærkes i tabellen.

Her er Newcastle pt. noteret for at have spillet 22 kampe. Halvdelen af disse er endt uafgjort. Det er suverænt flest af alle. Og langt mere end normalt. Ikke mindst i Newcastle, der de sidste fem Premier League-sæsoner har spillet mellem otte og 11 uafgjorte kampe per sæson. I snit er 9,4.

Og ja, syv af de 11 kampe som Newcastle i denne sæson allerede har spillet uafgjort har været mod hold, der alle har været (og er) placeret i den nederste halvdel af Premier League-tabellen.

Forsvar/angreb

Den primære årsag til at Newcastle har spillet så mange uafgjorte kampe er, groft sagt, at Howe og co. er lige så dårlige til at score mål, som de er gode til at forsvare sig.

Newcastle er pt. det hold i Premier League, der med afstand har lukket færrest mål ind. Blot 13 styks i 22 kampe. Men Newcastle er også det hold i Premier Leagues top seks, der indtil videre har scoret færrest mål. Blot 35 af slagsen er det indtil videre blevet til. Altså, et snit på 1,59.

Til sammenligning opererer Mikel Artetas Arsenal – der topper tabellen med 10 point mere end Newcastle – med et snit på 2,19. Og Liverpool, der gæster St. James’ Park lørdag aften, og som pt. er nummer ni i tabellen? 1,71 per kamp. Til gengæld har Liverpool lukket over dobbelt så mange mål ind som Newcastle.

Så hvad er det for en kamp, der venter forude på St. James’ Park? Det er svært at sige med sikkerhed. Men det bliver helt sikkert højspændt. Både på og udenfor banen. Og nede på sidelinjen. Og nej, isoleret set ville et uafgjort slutresultat ikke være en dum ting.

Hverken for Newcastle eller for Liverpool. Det er i hvert fald til at leve med. Og bygge videre på. Sådan da. For der er ingen hold, der kommer ud i Europa ved at mestre kunsten at spille uafgjort. Europa kræver sejre. På stribe.

The Manager
Logo
Shopping cart