Lampard og Guardiola lever i hver deres verden, men er på udkig efter det samme

Foto: Ian MacNicol/Getty Images / Alex Broadway/Getty Images

Kaster man et blik på den aktuelle stilling i Premier League, så er der en verden til forskel på Manchester City og Everton. The Citiziens er nemlig nummer to, mens The Toffees er næstsidst.

Derfor er der også, halvvejs inde i sæsonen, stor forskel på det fodboldliv, som de to klubbers managers forsøger at forvalte bedst muligt.

I modsætning til Pep Guardiola, der i går aftes kunne se sit mandskab levere et forrygende comeback mod Tottenham, så er Frank Lampard nemlig i overhængende fare for at miste sit job.

Rygterne går endda så langt som at sige, at Lampard er fortid på Goodison Park, hvis Everton taber lørdagens bundopgør mod West Ham på London Stadium.

Alligevel er der i skrivende stund én bestemt ting, som Guardiola og Lampard har tilfælles forud for weekendens arbejdsopgaver i Premier League. Og det er ønsket om at se ilden brænde i deres spilleres øjne.

Selvtilfredshed

Og lad os starte på Etihad, hvor Guardiola i går som sagt kunne se sit hold vende 0-2 til 4-2 på en halvleg, men hvor Guardiola efterfølgende alligevel var alt andet end tilfreds med det han så…og hørte.

Vi er langt fra det hold, vi har været. Vi spiller ‘fordi træneren siger, vi skal’. Men der kommer intet inde fra maven. Vi mangler mod, passion, ild i øjnene og lysten til at vinde.” 

Men ikke nok med det; Guardiola langede også ud efter Manchester Citys fans, der, ifølge Guardiola, først vågnede op i anden halvleg, da spillerne gjorde det selv samme. 

Vi har brug for vores fans. Jeg vil have mine fans tilbage. Deres reaktion og støtte er grunden til, at vi spiller, og man kan ikke bare forvente, at vi slår Tottenham.

I det hele taget, så kredsede meget af det, Guardiola sagde i sit post-match interview, om den selvtilfredshed, der synes at have indfundet sig på både græs og tribune, hvor fodboldlivet i årevis har været en dans på roser, som alle parter i skrivende stund synes at tage for givet.

Børnefodbold

Sådan ligger landet ikke i Everton. Tværtimod. Her handler fodboldlivet ikke om jagten på Arsenal og et engelsk mesterskab man har vundet så mange gange før, men derimod om kampen for at overleve.

Everton har været en del af Englands bedste fodboldselskab i 69 år og har derfor aldrig prøvet, at rykke ud af Premier League. 

Men hvis det ikke skal blive en realitet i denne sæson, så skal Everton stoppe med at spille kids football. I stedet skal spillerne ikke bare forstå situationens alvor, men også vise omverden, at de forstår den.

Lampard vil med andre ord, ligesom Guardiola, se en reaktion proppet med passion. Men også professionalisme. “We have to fight and be ready for that fight.

Ordene faldt i gårsdagens udgave af The Times. Men til forskel fra Guardiola, så brugte Lampard ikke taletiden på, at henvende sig til Evertons fans, der i den seneste tid ellers har været efter Evertons manager.

Endda i en sådan grad, at klubejer Farhad Moshiri, før sidste weekends nederlag til Southampton, måtte ud og tage Lampard i forsvar.

Og nej, Lampard benyttede heller ikke lejligheden til at appellere til spillernes klubfølelse. Eller andre former emotionelle tryk på trupmedlemmernes dårlige samvittighed.

Professionalisme

Derimod gik Lampard benhårdt efter spillernes selvforståelse.

For som han sagde, så er Evertons nuværende situation ikke “just an Everton situation.” Det er et job, det er en forretning, det er et spørgsmål om professionalisme, “so you have to find a way out.” 

Og ja, det må vi så se om Evertons spillere finder frem til allerede lørdag eftermiddag, hvor Lampard og co. som sagt spiller ude mod West Ham. Og ja, hvor et nederlag kan risikere at koste Lampard (og ikke spillerne) livet som manager for Everton.   

Så slem er situationen dog langt fra for Guardiola i den anden ende af Premier League-tabellen. Eller det vil sige, at situationen i Manchester City er, ifølge Guradiola selv, også alvorlig, bare på en anden måde.

Og det bliver derfor mindst lige så interessant, at se, hvorvidt og hvordan Manchester Citys spillere (såvel som klubbens fans) reagerer på Guardiolas opsang, når The Citizens, hjemme på Eithad, tager imod Wolverhampton på søndag.  

The Manager
Logo
Shopping cart